Ny Nørup: En villa på Vesterløkke i Ny Nørup er blevet ramt af tyveri, vel at mærke, mens to af husets beboere - en kvinde og hendes datter - var i bad. Politiet registrerede hændelsen mandag klokken 15.12.
Hun hørte lyde og råbte en velkomst i den tro, at det var hendes kæreste. Det udløste imidlertid et uventet svar, nemlig samtale på et udenlandsk sprog og lyden af nogle, der løb fra stedet og en dør, der smækker.
- Det er rigtig ubehageligt for folk, men vi ser nogle gange, at tyve er kolde nok til bare at gå ind. Her er der taget nogle betalingskort, sygesikringsbevis og kontanter, oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.
Tyvene har forladt stedet ad en terrassedør, der stod åben, da kvinden kom ind i stuen. Hun har ikke set personerne eller deres eventuelle køretøj.
Politiet kan ikke forbinde tyveriet med andre hændelser. Men på Facebook skriver flere om oplevelser med udenlandske personer, der lader, som om de er forvirrede og spørger om vej eller anden hjælp - eller kører langsomt søgende rundt i villakvarterer. Her nævnes steder fra Bredsten og Skibet-området.