Annonce
Sport

Island sejrer og hjælper Frankrig på EM-kurs

Franck Fife/Ritzau Scanpix
Island vandt over Tyrkiet, og Frankrig tog pligtsejr over Andorra, så det er helt lige i toppen af gruppe H.

Frankrig tog tirsdag med hjælp fra Island et godt skridt mod EM i 2020.

De forsvarende verdensmestre vandt på udebane en storsejr på 4-0 over miniputterne fra Andorra, mens Island hjemme besejrede Tyrkiet.

Resultaterne betyder, at både Frankrig, Tyrkiet og Island har ni point efter fire kampe i gruppe H. Frankrig er dog det af de tre hold, der har den bedste målscorer, mens tyrkerne er nummer to, og Island treer.

Det er de to bedste hold fra hver gruppe, der går videre til EM-slutrunden, og der resterer stadig seks spillerunder i kvalifikationsgruppen.

I Reykjavik var det Ragnar Sigurdsson, der stod for begge de islandske mål i 2-1-sejren. Dorukhan Toköz scorede det tyrkiske mål.

Efter lørdagens overraskende 0-2-nederlag til Tyrkiet havde Frankrigs træner Didier Deschamps valgt at skifte lidt ud på holdet og give plads til nogle af de sædvanlige landsholdsreserver.

Men til at begynde med var det dog stjernerne, der funklede.

Antoine Griezmann sendte efter 11 minutters spil en lang aflevering fra midterlinjen afsted til Kylian Mbappe, og Paris Saint-Germain-angriberen løb fra sin oppasser og lobbede bolden over Josep Gomes i Andorra-målet.

Wissam Ben Yedder fra Sevilla stod for 2-0-målet, mens Marseilles Florian Thauvin med et saksespark scorede til 3-0 kort før pausen.

Anden halvleg var et kvarter gammel, da Chelseas Kurt Zouma fik hovedet på et hjørnespark og sendte bolden i mål til slutresultatet.

De to sidste hold i gruppe H, Albanien og Moldova, spillede også tirsdag aften. Her blev det til en albansk sejr på 2-0. Albanien ligger dermed nummer fire i gruppen med seks point efter fire kampe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Når privatlivet ebber ud

Tidligere i år fik Facebook en bøde på fem milliarder dollars – 33 milliarder kroner – for at ”bryde privatlivets fred.” Facebook er grundlagt af amerikaneren Mark Zuckerberg – De ved, ham med det der mærkeligt glatte, udtryksløse ansigt og efter sigende indehaver af 30 ens hættebluser. Sjovt nok forudsagde samme Zuckerberg for næsten ti år siden, at privatlivets fred var slut. Et overstået kapitel i menneskehedens historie. Det var dengang, Facebook mest var et sted, hvor man kunne samle en hulens bunke venner, der fortalte, at de lige havde spist knækbrød, at lille Tobias havde lagt en skovsnegl i bleen, eller at de var sure over, at det regnede på deres fridag. Siden er anvendelsen af Facebook som bekendt blevet opgraderet til at omfatte meget mere: Chikane og trusler og måske ommøblering af folkeafstemninger. Mark Zuckerbergs pointe i 2010 var vist, at det var Facebook, der var årsagen til, at privatlivets fred hører fortiden til. Der fik han så med nogle års forsinkelse mere ret, end han selv havde regnet ned, men vi er alligevel et par stykker, der synes, at Facebook ikke skal have hele æren for, at det private siver ud af vores liv som luft fra en badebold. Vi kan også selv. Jeg kan da så glimrende huske en togtur fra København. 20 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far for at fortælle om en operation, han skulle gennemgå: - Ja, det gør ikke så ondt lige nu, men i sidste uge stak knoglen ud ad hånden. Der sad man så og sendte en stille tak til DSB, fordi man ikke længere kan købe mad i toget. Han holdt godt nok op, men kun blive for at blive afløst af en dame, der så ud til at have en alder, så hun i det mindste burde have hørt om Emma Gad: - Han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget vand i venstre side. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehustøjet. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen, det vand kommer. Så er det, at man får lyst til at skrive en rasende kommentar om den manglende intimitet i vores liv og udstillingen af privatsfæren i det offentlige rum. På vores Facebook-væg.

Annonce