Annonce
Erhverv

It-kriminelle bryder ind i Tivoli-app

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
It-kriminelle har fået adgang til Tivoli-gæsters oplysninger, oplyser selskabet bag til Version2.

Tivolis app, Mit Tivoli, har været udsat for et it-angreb, hvor uvedkommende har fået adgang til hundrede af kunders oplysninger. Det oplyser Tivoli til Version2.

Det er kundernes oplysninger såsom navne, adresser og telefonnumre, som har været tilgængelige for uvedkommende.

- Omkring 15 procent af de kompromitterede brugere har haft et betalingskort gemt på deres profil, siger Tivolis direktør for it-udvikling, Jonas Buhl Gregersen, til Version2.

- Vi har selvfølgelig tjekket alle sammen igennem, og der er ikke blevet foretaget et eneste køb på de kort.

Det skyldes blandt andet en sikkerhedsmekanisme i Mit Tivoli, hvor brugerne skal indtaste kortets kontrolcifre, før de kan købe noget.

Tivoli bliver opmærksom på angrebet, da der fredag aften er en usædvanlig høj aktivitet i appen. Samtidig ringer en kunde til Tivoli og oplyser, at hans bruger er blevet brugt på en ny enhed - uden at han selv mener at have brugt appen.

- Derefter lukker vi ned for hele platformen Mit Tivoli, siger Jonas Buhl Gregersen til Version2.

Sagen er meldt til politiet og Datatilsynet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidt vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Annonce