Annonce
Esbjerg

Virksomhed fortrød hjemsending af ansatte: Nu brænder de inde med statens coronapenge

Lar Thulin, der ejer og driver it-virksomheden Centex, er chokeret over Erhvervsstyrelsens tilgang til den kompensationsordning, der er iværksat under coronakrisen. Han mener ikke, det burde være så besværligt at betale penge tilbage til staten. Arkivfoto
Den lokale it-virksomhed Centex var blandt dem, der i begyndelsen af coronakrisen søgte den lønkompensation, som staten tilbyder erhvervslivet. Men efter få dage fandt virksomheden ud af, at det ikke gav mening at sende folk hjem, og lige siden har man forsøgt at betale pengene tilbage. Det har dog ikke været muligt, og nu brænder virksomheden inde med 63.000 statskroner. Chokerende, mener ejer af Centex, Lars Thulin.
Annonce

ESBJERG: I midten af marts blev det muligt for danske virksomheder at søge lønkompensation for hjemsendte medarbejdere i forsøget på at holde hånden under erhvervslivet i løbet af coronakrisen. Men tiltaget har nu sat en lokal virksomhed i en bemærkelsesværdig situation.

It-virksomheden Centex, der har 13 ansatte, var en af dem, der søgte de meget omtalte coronamidler, men allerede få dage efter, at fire medarbejdere var sendt hjem, blev virksomhedens ejer, Lars Thulin, klar over, at man ville være bedre tjent med at holde bemandingen, som man plejer.

- Arbejdspresset voksede med det samme, og det lå hurtigt klart, at det ikke ville give mening for vores virksomhed at sende folk hjem. Jeg blev måske grebet lidt af panik, fordi ingen vidste, hvordan krisen ville udvikle sig, men jeg blev klogere, siger Lars Thulin.

Derfor tog han allerede inden, pengene var modtaget, kontakt til Erhvervsstyrelsen for at aflyse kompensationen. Men kort tid efter dumpede der alligevel 63.000 kroner ind på virksomhedens bankkonto. Til stor overraskelse for Lars Thulin. Derfor tog Centex igen kontakt til Erhvervsstyrelsen.

- Vi var blevet lovet, at de ville annullere vores ansøgning. Vi tænkte jo, at der måtte være andre mennesker, der kunne bruge pengene. For godt nok er det ikke mange penge i et statsbudget, men i en krise har lidt jo også ret, siger han.

Det rystede mig, ærligt talt. De fortalte, at jeg bare kunne oprette en konto og sætte pengene ind, så de ikke løb nogen steder. Men det kan jo ikke passe. Der er virksomheder, der ligger på randen af konkurs, og så har vi de her penge hængende. Det kan jo ikke være rigtigt, at man lader virksomheder forvalte statens penge. For det er jo i praksis det, der sker. Jeg mener, at det er en farlig vej at gå

Lars Thulin, ejer af Centex

Annonce

Forvalter statens penge

Men Lars Thulin fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre at tilbagebetale pengene. Og derfor står virksomheden noteret på listen over dem, der har modtaget kompensation. På trods af, at der siden begyndelsen af krisen ikke har været hjemsendt medarbejdere.

- Det rystede mig, ærligt talt. De fortalte, at jeg bare kunne oprette en konto og sætte dem ind, så de ikke løb nogen steder, men det kan jo ikke passe. Der er virksomheder, der ligger på randen af konkurs, og så har vi de her penge hængende. Det kan jo ikke være rigtigt, at man lader virksomheder forvalte statens penge. For det er jo i praksis det, der sker. Jeg mener, at det er en farlig vej at gå, siger Lars Thulin, der siger, at han er taknemmelig over kompensationsordningen, men overrasket over, at man fra statens side ikke har været forberedt på netop den situation.

- Vi er ikke de eneste, der står i den her situation. Og man har jo beredskab for den slags i forbindelse med både moms og skat. Det er problematisk, og det er et meget afslappet forhold til statskroner, synes jeg. Vi søgte, fordi vi ikke kendte situationen, men vi var altså hurtige til at frasige os kompensation, siger han.

Annonce

Ikke førsteprioritet

JydskeVestkysten ville gerne have talt med Erhvervsstyrelsen om sagen med Centex, men man ønsker ikke at udtale sig i specifikke sager.

Det erkendes dog i en mail til avisen, at førsteprioriteten har været at få udbetalt penge til det hårdt ramte erhvervsliv.

”Fokus har været på at holde hånden under danske virksomheder ved hurtigst muligt at behandle ansøgninger om og udbetale lønkompensation. Styrelsen vil herefter udvikle det administrative system, som vil gøre det muligt for virksomheder at afslutte deres involvering i lønkompensationsordningen. Alle modtagere af lønkompensation vil således efterfølgende skulle dokumentere, at de har været berettiget til og anvendt tildelt lønkompensation efter ordningens kriterier. Såfremt efterkontrollen for eksempel afdækker, at medarbejderne ikke har været hjemsendt, vil Erhvervsstyrelsen kræve lønkompensation tilbagebetalt.”

Lars Thulin og Centex kan dermed formentlig først se frem til en afslutning på sagen til efteråret.

Sagen kort

Allerede i begyndelsen af coronakrisen præsenterede regeringen muligheden for, at erhvervslivet kan søge lønkompensation for hjemsendte medarbejdere.

Her kan virksomheder kompenseres for op til 30.000 kroner pr. medarbejder i måneden.

It-virksomheden Centex fra Esbjerg drog, som flere andre, nytte af tilbuddet, men fandt efter få dage med fire hjemsendte medarbejdere ud af, at det ikke gav mening at holde ansatte hjemme.

Derfor forsøgte virksomheden at annullere ansøgningen om kompensation.

Erhvervsstyrelsen valgte trods henvendelsen alligevel at udbetale godt 63.000 kroner til Centex.

Disse penge har virksomheden lige siden forsøgt at betale tilbage.

Annonce

Radiointerview med Lars Thulin

Ejer Lars Thulin forklarede om sagen i Radio4 Morgen. Lyt til hele interviewet hér:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce