Annonce
Udland

Italien giver 182 migranter lov til at gå i land på Sicilien

Alessandro Serrano/Ritzau Scanpix
Flere mindreårige og en nyfødt baby er blandt de 182 migranter, der har fået lov til at gå i land i Italien.

Italien har givet tilladelse til, at 182 migranter, der er blevet reddet på Middelhavet af det norske redningsskib "Ocean Viking", kan gå i land på Sicilien.

Det oplyser hjælpeorganisationen SOS Méditerranée sent søndag.

- Italienske myndigheder har anvist Messina (by på den italienske ø Sicilien, red.) som et sikkert sted for de 182 overlevende om bord på "Ocean Viking", skriver organisationen på Twitter.

- Vi er lettede over, at Italien for anden gang på en uge åbner en havn for mennesker, der er blevet reddet på Middelhavet.

De mange migranter har været strandet på "Ocean Viking", der drives af SOS Méditerranée og Læger Uden Grænser, efter at Malta lørdag nægtede at tage imod dem.

Det skete med argumentet om, at migranterne ikke var blevet samlet op i maltesisk farvand.

Det ventes, at "Ocean Viking" ankommer til Sicilien tirsdag morgen. Migranterne om bord på skibet er hovedsageligt afrikanere. 13 af dem er mindreårige, og der er desuden også en nyfødt baby om bord.

Mandag skal italienske, franske og tyske myndigheder samt repræsentanter fra EU-Kommissionen og det finske EU-formandskab mødes i Malta. Det sker for at sikre en aftale om, hvem der tager imod de migranter, som bliver reddet på Middelhavet på vej fra Afrika til Europa.

Mellem 17. og 19. september samlede "Ocean Viking" 217 mennesker op på Middelhavet. Malta har taget imod 35, mens resten får lov til at gå i land i Italien.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce