Annonce
Udland

Italiens regering vinder afgørende tillidsafstemning

Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Italiens nye regering kan nu gå i gang med arbejdet efter at være blevet godkendt i begge kamre i parlamentet.

Med 169 stemmer for og 133 imod sig har Italiens nye regering tirsdag aften vundet en tillidsafstemning i Senatet.

Dermed kan ministrene formelt indsættes og regeringen komme i gang med sit arbejde.

Koalitionen består af de to tidligere ærkerivaler Femstjernebevægelsen og centrum-venstrepartiet Demokratisk Parti.

Partierne har et lille flertal i Senatet, så det var på forhånd ventet, at regeringskoalitionen ville vinde tirsdagens afstemning.

Men det skete ikke uden en hidsig debat først, hvor højrefløjen beskyldte premierminister Giuseppe Conte for at have forrådt vælgerne.

- Premierminister Conte, jeg misunder dig ikke. Du fik din post gennem forræderi, lød det fra tidligere indenrigsminister Matteo Salvini.

- Jeg har ingen magt, men jeg har min værdighed og det italienske folks kærlighed, sagde Salvini, der er leder af partiet Lega.

Det var ham, der udløste den krise, som nu har givet Italien sin anden regering på blot 15 måneder.

Salvini har ifølge meningsmålingerne suget vælgere til sig. Blandt andet på grund af en politik, der sigter mod at holde migranter ude af Italien.

Han ville høste gevinsten ved at sprænge regeringen og få et nyvalg.

Men der kom ikke noget nyvalg. I stedet blev en ny regering - uden Lega - taget i ed i torsdags.

Hvis premierminister Conte havde tabt tirsdagens tillidsafstemning, ville han have været tvunget til at træde tilbage.

Afstemningen kommer dagen efter, at regeringen slap helskindet gennem en lignende afstemning i parlamentets underhus.

Her fik de en mere komfortabel opbakning på 343 stemmer for og 263 imod.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce