Annonce
Udland

Italiensk coronalæge: Virusset mister sine kræfter

Flavio Lo Scalzo/Reuters
Coronavirusset, der har udløst en pandemi, er mindre farlig end for en måned siden, siger læge i Italien.
Annonce

En af Italiens ledende læger siger, at coronavirusset er ved at miste sine tænder.

Virusset er ikke så potent og dødeligt, som det har været, siger Alberto Zangrillo.

Han er chef på San Raffaele-hospitalet i Milano i det nordlige Italien.

Milano ligger i Lombardiet, der har været et af de værst ramte steder på kloden, når det gælder coronavirus.

- De prøver, vi har taget i de seneste 10 dage, viser, at mængden af virus er uendeligt lille sammenlignet med prøver for en måned eller to siden, siger Zangrillo til tv-stationen RAI.

Italien har det tredje højeste antal personer, som er døde, mens de har været smittet med coronavirus. Søndag står dødstallet på 33.415 italienere, kun overgået af Storbritannien og USA.

Italien har også været igennem en barsk nedlukning for at standse smittekæderne, og i maj er antallet af nye smittede også faldet.

Alberto Zangrillo siger til RAI, at nogle eksperter i smitten efter hans mening slår alt for meget alarm, når det gælder udsigten til, at der kan komme en anden bølge af smitten.

Ifølge lægen fra Milano bør politikere tage det, som han kalder den nye situation, i betragtning.

- Vi er nødt til at gå tilbage og blive et normalt land, siger han.

Regeringen i det italienske hovedstad, Rom, er dog forsigtig og retter ikke umiddelbart ind efter Zangrillos opdagelse af virussets udvikling.

- Vi må afvente videnskabelig støtte til tesen, om at virusset forsvinder. Indtil da beder jeg alle, der er sikre på det, om ikke at forvirre italienerne, siger Sandra Zampa, en vicesundhedsminister, i en erklæring.

- Vi bør i stedet bede italienerne om at opretholde maksimal forsigtighed, fysisk afstand, undgå store grupper, ligesom man jævnligt skal vaske hænder og bære maske.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Fællessang i Over Jerstal Bypark

Annonce