Annonce
Erhverv

Iværksættere råber op: Drop konkurrencen, og lad os være kollegaer

Luna Jeppesen, indehaver af Klinik Luna i Agerbæk, og Caroline Sander Jepsen, indehaver af Dance Company Twenty, håber, at flere iværksættere og selvstændige vil begynde at samarbejde og hjælpe hinanden i stedet for kun at se hinanden som modstandere. Foto: Jacob Schultz, Line Guldager Hansen
I en tid hvor erhvervsdrivende er pressede, har unge iværksættere et ønske om, at flere vil begynde at bruge hinanden som kolleger og sparringspartnere i stedet for kun at se hinanden som konkurrenter.

Varde: Som iværksætter er det ikke altid kolleger, der er flest af. Ofte har man, foruden sine kunder, kun sig selv, og det kan blive en ensom tilværelse.

Selvom der efterhånden findes adskillige netværks- og sparringsgrupper for iværksættere og selvstændige, oplever flere dog en tendens til, at konkurrencen stadig fylder mere end kollegaskabet.

En af dem er Caroline Sander Jepsen, der er indehaver af danseskolen Dance Company Twenty. Hun beskriver en enorm konkurrence og uskrevne regler blandt konkurrenter i sin branche. I et forsøg på at etablere et fællesskab i branchen har hun oprettet en gruppe på Facebook for alle danseskoler, men hun oplever på ingen måde stor tilstrømning.

- Folk er bange for at dele ud af deres erfaringer, deres fejl og samtidig deres positive sider. I vores branche oplever vi enorm nedgang på nuværende tidspunkt, så jeg ville ønske, at folk kunne kigge op fra deres egen næsetip og dele ud af deres erfaringer, siger Caroline Sander Jepsen.


Man kan løfte hinanden i stedet for at konkurrere, og det kan sagtens lade sig gøre blandt selvstændige i samme branche, for der er altid forskel på koncepter og kompetencer.

Friedericke Bruhn, iværksætter- og innovationschef, ProVarde


Det samme oplever Luna Jeppesen i skønhedsbranchen. Hun er for nylig startet som selvstændig med Klinik Luna i Agerbæk, og hun savner især nogle fra samme branche at spørge til råds og dele sine bekymringer med.

Derfor har hun en bøn til andre iværksættere og selvstændige om at stå sammen. Hendes budskab er, at de skal blive bedre til at hjælpe og støtte hinanden, især i den her usikre corona-tid, hvor flere risikerer at måtte dreje nøglen om.

– I min branche kan det godt være sådan, at alle ser hinanden som kæmpe konkurrenter i stedet for at genkende hinanden som kollegaer. Det er altid fedt at have nogle at sparre med, som kan komme med input, og jeg kan måske få andre øjne og tanker på mine udfordringer og ideer, siger Luna Jeppesen.

Annonce

Alene i verden

Hos ProVarde bakker iværksætter- og innovationschef, Friedericke Bruhn, op om Luna Jeppesens budskab. I sit arbejde med netop iværksættere ser hun faktisk, at flere begynder at hjælpe hinanden og samarbejde.

- Man kan løfte hinanden i stedet for at konkurrere, og det kan sagtens lade sig gøre blandt selvstændige i samme branche, for der er altid forskel på koncepter og kompetencer, siger Friedericke Bruhn, der ser en række klare fordele ved at stå sammen.

Det gælder for eksempel helt nystartede virksomheder, der kunne nyde godt af et samarbejde med en mere etableret virksomhed inden for samme branche. Friedericke Bruhn foreslår helt konkret, at en erfaren virksomhed kunne henvise til den nystartede virksomhed og dermed gøre opstarten nemmere.

- Når man bliver en del af sådan et samarbejde, kan man lige pludselig få en plus en til at blive tre, siger hun.

Hun understreger, at faren ved kun at tænke på sin egen forretning er, at man risikerer at stå alene i verden. Det kan især være hårdt i pressede tider som under corona-nedlukningerne.

- Holder man sammen, kan man gå ud i fælles front og lave markedsføring og projekter sammen. Måske kan man endda nå længere ud og finde nye kundetyper og ovenikøbet spare omkostninger og tid, forklarer hun.

Annonce

Kvinder inspirerer hinanden

Hos netværksgruppen Kvinder og Karriere, der er et karrierenetværk for kvinder i Varde og omegn med 865 medlemmer, oplever de af og til, at kvinder med enkeltmandsvirksomheder hjælper og løfter hinanden. De har fundet ud af, at samarbejde og at mødes i små netværksgrupper er gavnligt for den enkeltes udvikling.

- For små selvstændige er det ekstra vigtigt at holde sammen i stedet for udelukkende at fokusere på konkurrence, siger Katrine Friisberg, der foruden at være medlem af bestyrelsen hos Kvinder & Karriere også er selvstændig i en enmandsvirksomhed.

Hun har selv oplevet, at konkurrent-kolleger, som hun kalder andre fra samme branche, har henvist til hende, når de ikke selv har kunnet nå en opgave. På samme måde har hun også selv givet arbejde videre, når hun havde for travlt i sin forretning, og hun frygter ikke, at samarbejdet med andre vil koste hende kunder.

- Når man selv er ens forretning, vil personlighed og måden, man griber en opgave an, ofte blive en del af produktet. Den enkelte forretning er unik, og derfor tror jeg ikke, man skal være så bange for, at konkurrenten stjæler ens kunder. Man får meget mere ud af at fokusere på, hvordan man kan løfte og inspirere hinanden, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Nordtyskland

Skole advarer mod ufo-panik

Annonce