Annonce
Gear

Iværksættere står bag intelligent p-skive

P-skiven skal spille sammen med en telefon-app, som angiver, om man f.eks. befinder sig i en zone med tidsbegrænset parkering. Foto. Wusaa
En ny slags p-skive skal hjælpe ejeren med at undgå p-bøder, og ifølge folkene bag er det verdens mest avancerede.
Annonce

Der er næsten ikke noget mere irriterende end en parkeringsbøde. Det vil en gruppe unge danske iværksættere nu gøre noget ved. Det sker med den elektroniske p-skive Wusaa, der spiller sammen med en telefon-app.

De unge iværksættere bag har brugt det seneste års tid i en kælder i Glostrup på at designe, udvikle og få lavet prototyper af det, som de kalder verdens første intelligente parkerings-ur.

Helt praktisk går Wusaa ud på at tage helt indlysende ting i opløbet - for eksempel hvis man har glemt at starte en parkering eller ikke når tilbage, inden tidsbegrænsningen udløber, eller måske endda hvis parkeringsskiven løber tør for strøm, eller man ikke har styr på sommer/vintertid.

Det sker ved, at p-skiven sammen med telefon-appen holder styr på, hvilken parkeringszone man befinder sig i, og om den er gratis, tidsbegrænset eller med betaling. Når man kommer retur til bilen, husker den også ejeren på at stoppe sin parkering, inden vedkommende begynder at køre, så man ikke betaler for parkering, som man ikke bruger.

- Det helt basale er, at vi oplever, at nogle folk ikke er så gode til at få trukket en p-billet. Det er irriterende at få en p-bøde, konstater Lasse Gørlitz, som er en af initiativtagerne bag Wusaa, der er udviklet af iværksætter-foretaget Konekt.

Wusaa

Grundlæggende husker Wusaa automatisk på at starte en parkering, når man stiger ud af sin bil, hvis man har parkeret i en betalingszone. Når man kommer tilbage til bilen, husker p-skiven på at stoppe parkering igen - inden man begynder at køre - så man ikke betaler for parkering, som ikke bruges.

Designet er kreeret af Christoffer Kronholm, der tidligere blandt andet har løst opgaver for Jacob Jensen Design.

Det er lavet med en mat overflade, så Wusaa ikke reflekterer solen og stjæler opmærksomheden - og ikke påvirker akustikken fra bilens lydanlæg.

Annonce

Flere funktioner

Det er ifølge folkene bag tredje generation af det, vi populært sagt kalder parkeringsskiven. Første generation af parkeringsskiven - den gamle i papir eller plast med en pil man drejer - blev opfundet og indført i Paris i 1957.

Derefter spredte konceptet sig igennem Europa i 1960’erne og blev indført i Danmark i 1967 - først af politimesteren i Odense. De første par dage satte politiet bare advarsler i forruden, siden blev det til bøder. Og nu bliver der ifølge folkene bag uddelt over én million parkeringsbøder om året i Danmark. Det svarer til, at hver tredje bilist får en parkeringsbøde om året.

For at gøre noget ved de trælse bøder blev anden generation af parkeringsskiven gjort lovlig i 2003, nemlig den elektroniske parkeringsskive.

Annonce

Tjekkede 2500 biler

Wusaa-folkene har gjort deres forarbejde grundigt. De har været ude at kigge over 2500 biler i forruden og samtidig noteret, hvilke parkeringsskiver de kører med.

Her lyder svaret i den uvidenskabelige undersøgelse på, at elektroniske p-skiver har vundet godt indpas. Det er nemlig 48 procent af de undersøgte biler, som har den i forruden.

Den klassiske elektroniske parkeringsskive har dog sine begrænsninger. Den kan nemlig ikke fortælle, hvilken parkeringszone man holder i. Mange af dem kan heller ikke opdatere automatisk til sommer- og vintertid, ligesom de ikke alle fortæller tydeligt, når de er ved at løbe tør for strøm.

P-skiven lanceres ved en såkaldt kickstarter med crowdfunding. Det betyder, at der skal være solgt 500 p-ure 25. juni, for at produktionen kommer i gang.

Den officielle pris er 799 kroner. Men de første 50 sælges for 399 kroner, mens prisen så stiger til 479, 559 for til sidst at være på de 799 kroner.

Lasse Gørlitz ser store muligheder for opfindelsen, både herhjemme og i udlandet.

- Det ser ud, som om der er en lille gruppe mennesker, som får hovedparten af bøderne og er på omkring 10 procent af markedet. Med 2,5 millioner biler herhjemme, bliver det 250.000 bilister, siger Lasse Gørlitz, der i første omgang ser muligheder i Norden, men også mod Østrig og Tyskland.

Planerne rækker dog videre. Næste skridt kan måske blive mulighed for at tilknytte betaling af vejafgifter i lande med roadpricing.

Folkene bag den nye p-skive har arbejdet intenst i et år med den nye p-skive og undersøgt, hvad der i dag findes i 2.500 danske biler. Foto: Wusaa
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Energinet får finkæmmet byggeplads efter aktion - sikkerhed for aktivister og medarbejdere er i højsædet

Regionalt

Efter 21 førstehjælpsaktioner på syd- og sønderjyske strande: Nu advarer livreddere badegæster om at passe på i stormfuldt sommervejr

Annonce