x
Annonce
Vejen

Iværksætteriet ligger i blodet

41-årige Rikke Kahr Østergaard er oprindelig uddannet pædagog, men det blev tilværelsen som selvstændig med egne virksomheder, hun valgte. Privatfoto
41-årige Rikke Kahr Østergaard, der bor med sin familie i Askov, er ikke typen, der ligger på den lade side. Hun er iværksætter med egne virksomheder, blandt andet Kreavilla.

Askov: - Jeg har altid gjort alt, fordi det skal være sjovt, og jeg brænder for det. Og jeg brænder for at få noget til at spire, som så bliver større.

Sådan siger 41-årige Rikke Kahr Østergaard, der er en type iværksætter, der hele tiden er i gang med noget.

Lige nu er hun indehaver af to virksomheder - smykkefirmaet Jumana, der sælger håndlavede smykker, og firmaet Kreavilla, der sammensætter og sælger kasser til børnefamilier - i kasserne er der de ting, der skal bruges til for eksempel at lave sin egen sæbe, figurer i krympeplast, gelélys, muleposer og mange andre sjove kreative aktiviteter for børn.

Annonce

Blå bog

Rikke Kahr Østergaard fylder 42 år mandag den 23. marts.

Hun stammer fra Vejen, men bor nu i Askov.

Hun er oprindelig uddannet pædagog, men valgte i stedet vejen som iværksætter med forskellige firmaer - blandt andet med sit eget tøjdesign Ohminus, firmaet Babypynt. Begge har hun solgt, så hun nu kun har to firmaer - Jumana og Kreavilla.

Hun har i 13½ år været gift med Kim Østergaard, der ejer firmaet EmailPlatform.

Parret har fire børn - Laura Oline på 15 år, der går i 9. klasse, Lucas på 12 år, der går i 6. klasse, Lærke på seks år, der går i 0. klasse og Leander på fire år, der går i børnehave.

Fritiden bruger hun i selskab med familien, ude i naturen eller går i gang med noget kreativt.

Solgte to firmaer

- Jeg har haft to andre firmaer, Ohminus, hvor jeg skabte mit eget tøjmærke, som jeg havde i seks år og solgte for halvandet år siden. Det havde jeg ude i Babysam som et basistøjmærke. Sideløbende med Ohminus havde jeg også et mærke, der hed Babypynt, som jeg startede, da jeg var på barsel med mit anden mindste barn, og hun bliver syv nu her. Jeg startede, fordi jeg tænkte, at det kunne jeg lige så stille sætte i gang. På det tidspunkt var det lige blevet vildt moderne at have hårbånd, tylskørter og sådan noget pynt på sine børn, når de skulle fotograferes, så da tænkte jeg, det prøver jeg, fortæller Rikke Kahr Østergaard og fortsætter:

- Det er første gang, at jeg har prøvet noget, der eksploderer på den måde, fordi der ramte jeg lige nøjagtig noget i markedet, som ikke havde været der før, så det blev faktisk rigtig stort, men der nåede jeg bare til et punkt - sammen med Ohminus - at tænke, at nu synes jeg, at jeg havde fået nok af tøj, og fået nok af pynt og et kæmpe lager, så jeg solgte dem og tænkte, nu skal jeg bare ikke lavet noget. Nu skal jeg væk fra det her.

I gang igen

Den taktik holdt dog ikke så længe for Rikke Kahr Østergaard.

- Jeg tror, der gik halvanden måned, så startede jeg noget nyt. Sådan er det at være iværksætter. Der er man bare altid i gang. Det ligger i blodet, og det er det, der gør det sjovt. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at det var fordi, jeg skulle tjene nogle penge. Hvis man har det som mål, så tjener man absolut ingen.

Og nu er hun så i fuld gang med Kreavilla.

- Jeg købte det faktisk af to piger i København. To enlige mødre, der havde startet det. Jeg tænkte, at det kunne være fedt. Jeg er oprindelig uddannet pædagog og har altid været ekstrem kreativ og kan godt lide alt, der er en modsætning til ipad'en eller skærmen. Det får mine børn nu også lov til. Det er ikke, fordi vi er hellige herhjemme, men der skal også være noget andet, siger Rikke Kahr Østergaard og tilføjer:

- Jeg har egentlig altid haft det sådan, at du kan ikke tage noget fra nogen, uden at give dem noget andet.

Rikke Kahr Østergaards børn får lov til at teste krea-boksene. Her er det Lucas på 12 år og Leander på fire år, der er i gang. Privatfoto

Børnene tester

Kreavilla har et væld af forskellige kreative kasser, hvor børnene - som nævnt i begyndelsen af artiklen - for eksempel kan lave deres egen sæbe eller figurer i krympeplast.

- Alt det, du skal bruge, er i kassen. Du skal ikke købe alt mulig andet også. Du skal bare have en saks eller en ske. Og så er det i de mængder, du skal bruge, så der er heller ikke noget spild. Det kan godt være, at man - når man åbner kassen - tænker wow nu er den spækket til randen med ting. Men der er lige præcis det, der skal være i det. For skulle man gå ud og købe det, skulle man have større mængder af alting, og så vil man have en masse til at stå i sit skab, og fik måske aldrig lavet sæbe igen.

De kasser, som Rikke Kahr Østergaard i sin tid købte, har hun videreudviklet på - og givet dem et mere indbydende design end de oprindelige brune kasser.

Og når hun får nogle nye ideer, så skal de naturligvis også først lige testes, inden de sættes til salg.

- Det er som regel mine egne børn, der gør det, men jeg giver også ofte til dem jeg kender, fordi mine egne børn synes jo, at det hele er sjovt. Så nogle gange er det rart at høre fra andre, om der er nogen ting, som jeg ikke lige selv har tænkt på.

Udover at krea-kasserne sælges via hjemmesiden kreavilla.dk, så bliver de også solgt i flere Bog & Idé butikker rundt i landet - blandt andet i Vejen. Og hun er i gang med at få kasserne ud til flere boghandlere, blandt andet Arnold Busck.

Rikke Kahr Østergaards yngste datter, Lærke på seks år, nyder også at teste de mange kreative bokse. Privatfoto

Flere ideer på vej

Udover at finde på nye kreative ideer til sine krea-kasser, så har hun flere ting i spil.

- På sigt er mit mål, at det her kommer som en abonnementsordning, hvor du hver måned får tilsendt en kasse. Og så er jeg ved at arbejde på, at der kommer fødselsdagskasser, så du kan bestille en kasse hjem til for eksempel en pigefødselsdag, og så kan de hver især sidde og lave deres egne sæber eller male deres egne potter. Så har du en aktivitet, så man ikke altid skal på skattejagt, fortæller Rikke Kahr Østergaard.

I de krea-kasser, som Rikke Kahr Østergaard sælger, er der lige nøjagtig det, der skal bruges til at lave de enkelte ting, som her figurer i krympeplast. Foto: Kreavilla
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce