Annonce
Sønderborg

Jørgen og Arne: Vi ville selv have stemt dansk

Der blev stemt også i Jørgen Otzen og Arne Jessen familier. Afstemningen var hemmelig, men begge mænd har en tydelig fornemmelse af, hvad bedsteforældrene valgte. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Jørgen Otzen og Arne Jessen har deltaget i diverse EU-folkeafstemninger, folketings- og kommunalvalg. Afstemningen, der har haft størst betydning for deres liv, fandt dog sted længe før de blev født. Godt den endte, som den gjorde, mener de.

Vester Sottrup: For snart 100 år siden stod Arne Jessens farfar, Peter Jessen, i stemmeboksen på Forsamlingsgården i Vester Sottrup og skulle afgøre, om han ville være dansk eller tysk.

Arne Jessen ved ikke, hvad han stemte. Det var ikke noget, man talte om i hans barndomshjem. Alligevel er han ikke i tvivl om, at farfaren må have stemt tysk:

- Jeg tør rolig sige, at han var meget tysksindet. For han meldte sig allerede i 1910 til den tyske armé og steg herefter i graderne, til han blev officer. Han kom med i 86. regiment, fortæller Arne Jessen.

Farfaren overlevede første verdenskrig, så Arne Jessen ved, at han fik mulighed for at stemme. Men altså ikke, hvad han valgte:

- Det blev der aldrig talt om, da jeg var barn. For vi var danske af sindelag og havde da også lys i vinduerne 4. maj. Det var en selvfølge. Mine forældre gik også meget op i kongehuset, husker han.

Det danske kom via morfaren, der boede på Kegnæs. Her stemte 97 procent af indbyggerne dansk ved afstemningen i 1920.

Annonce
Jeg er dybt taknemmelige for, at vi blev danske. Det er da betydelig mere sikkert og trygt at være dansk.

Arne Jessen

Morfar stak af

Heller ikke Jørgen Otzen ved, hvad hans bedsteforældre stemte. Men han er lige så overbevist om, at de valgte side til fordel for Danmark.

-Det er jeg hundrede procent sikker på. For min morfar stak af over Kongeåen som 16-årig for at undgå at komme i krigstjeneste. Også min farfar var dansksindet, forklarer han.

Som ung var han selv ni måneder ved Livgarden, og det vakte hans interesse for Sønderjyllands historie. Siden har han spillet med i sommerspil i Det lille Teater i Gråsten, som har handlet om Sønderjyllands særlige historie.

Men han har aldrig tidligere været til afstemningsfest. Det var der ikke tradition for i hans familie.

Til afstemningsfesten anno 2020 i Forsamlingsgården i Vester Sottrup deltager de to mænd iført tøj fra dengang, deres familier var med til at afgøre Sønderjyllands tilhørsforhold. Arne Jessen fortæller, at han kone Margit har fundet en sort kjole til lejligheden, mens Jørgen Otzen oplyser, at Anne Marie Otzen kommer iført sin bedstemors sølvbryllupskjole.

Arne Jessen skal passe stemmeboksen, og Jørgen Otzen skal læse resultaterne op. Vel at mærke dem fra 1920 og ikke fra de 150 deltagere og de næsten 100 frivillige i arrangementet.

I teorien kunne deltagerne jo vælge at stemme Vester Sottrup tilbage til Tyskland?

- Det tror jeg bestemt ikke, svarer Arne Jessen og tilføjer:

- Og hvis det sker, får vi det heller aldrig at vide. For vi tæller ikke stemmerne op. Vi vælger at fortælle, hvordan det gik i 1920, svarer Arne Jessen.

Mere trygt i Danmark

Begge mænd er glade for resultatet dengang i 1920. Ja, det er næsten ikke til at forestille sig, hvordan deres liv havde formet sig, hvis Sundeved var endt syd for grænsen:

-Ja, jeg havde nok skullet tale tysk. Ikke derhjemme, men i skolen i hvert fald. Og min far var blevet indkaldt som soldat i anden verdenskrig. Så jeg er dybt taknemmelige for, at vi blev danske. Det er da betydelig mere sikkert og trygt at være dansk, mener han og uddyber:

-Vi har bedre sociale forhold. I Flensborg ser man folk tigge på gaderne, og der er steder, hvor fattige kan få udleveret mad. Det findes ikke her.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce