Annonce
Sønderborg

Jørgen vil ind i politik igen: Byrådet mangler en vagthund på venstrefløjen

Jørgen Jørgensen er ejer nu selv barndomshjemmet på Nyrøjsvej 12 i Lavensby. Bygningen bag ham er en aftægtsbolig, som han selv har sat i stand. Foto: Henrik Rath
74-årige Jørgen Jørgensen blev stemt ud af Sønderborg Byråd ved valget for snart syv år siden. Men manden med et stærkt socialt engagement er ivrig deltager i samfundsdebatten og stiller op til kommunalvalget næste år for sit parti SF.
Annonce

Nordals: Der er ikke meget vagthund over Sally, da hun forsigtigt og krybende hilser på i stuen hos Jørgen Jørgensen, men hun er også bare en sød hvalp på 12 uger.

Så er der mere erfaring og bid i hendes 74-årige herre, Jørgen Jørgensen, som ikke står tilbage for at revse det eksisterende bystyre.

- Der mangler en vagthund på venstrefløjen, lyder det kort og præcist fra Jørgensen, der meget ufrivilligt måtte forlade byrådsarbejdet efter valget i 2013, hvor han mistede sit mandat.

Men kampen fra en mand med et stærkt socialt engagement og fokus på samfundets svage er ikke sådan at indstille.

- Så jeg vil være at finde på listen, når vi i SF forhåbentlig kan holde opstillingsmøde til februar, tilføjer han.

Annonce

Valgforbund og mærkesager

Hans parti er i øjeblikket i gang med at undersøge muligheden for et valgforbund med Alternativet og Enhedslisten, hvor sidstnævnte røg ud ved det seneste kommunalvalg i 2017.

- Vi fik ikke noget ud af at gå i valgforbund med Socialdemokratiet, så nu forsøger vi selv. Samtidig skal vi have styr på, hvilke mærkesager, vi går til valg på.

Selv er han ikke i tvivl, hvor skoen trykker for kommunen:

- Vi har landets næsthøjeste placering i sager, der omgøres eller dømmes til nybehandling i Ankestyrelsen, når det kommer til klager over støtte til handicappede børn. Jeg får mange personlige henvendelser fra folk, og det er kun toppen af isbjerget. For det er de ressourcestærke, der handler på deres utilfredshed. Så der er et stort mørketal her, mener Jørgen Jørgensen.


Der mangler en vagthund på venstrefløjen. Så jeg vil være at finde på listen, når vi i SF forhåbentlig kan holde opstillingsmøde til februar.

Jørgen Jørgensen


Annonce

Skoler og skjulte tal

Også situationen omkring kommunens folkeskoler, bekymrer Jørgen Jørgensen.

- Folkeskolerne er presset. Ikke kun på grund af faldene børnetal, men også eftervirkninger af skolereformen for syv-otte år siden og opgaven med at inkludere. Vi skal have et stærkere fokus på samspillet mellem ledelse og lærere, og så kunne jeg godt tænke mig, at vi forsøgte os med en slags folke-friskoler med flere beføjelser til skolebestyrelserne - et større ejerskab, siger Jørgen Jørgensen, som også ærgrer sig over nye måder at lægge budgetter på, der svækker gennemsigtigheden i forhold til besparelser.

- Før stod det klart i budgetaftaler, hvor der skulle spares. I dag er det bare et tal, der udmøntes i udvalgene, siger han og tilføjer:

- Men alt er nu heller ikke skidt. Kommunen gør meget for miljøet og naturgenopretning. Selv om jeg repræsenterer et venstrefløjsparti vil jeg altid søge hen, hvor jeg finder enighed. I politik lærer man hurtigt, hvem man kan regne med og ikke. For mig er troværdighed og ordentlighed nøgleord i det politiske samarbejde.

Jørgen Jørgensen

Jørgen Jørgensen er 74 år og stammer fra Lavensby på Nordals, hvor han også bor i dag. Han er uddannet landmand med et to-årigt ophold i USA og er desuden uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet.

I 1976 overtog han landbruget i forbindelse med barndomshjemmet i Lavensby. Fra 1992-2017 har han været lærer på Sønderborg Statsskole.

Politisk har han været valgt for SF til byrådet i tidligere Nordborg Kommune. Det gælder perioden 1986-1990 samt yderligere to perioder på otte år med Jan Prokopek Jensen, som borgmester. Hertil kommer perioden 2010-2014 i byrådet i Sønderborg Kommune.

Jørgen Jørgensen er formand for Socialistisk Folkeparti Sønderborg og stiller op til kommunalvalget næste år i november. Jørgen Jørgensen er også involveret i frivilligt arbejde som formand for Kirkens Korshær Sønderborg, der driver genbrugsbutikker, varmestuer og herberg.

Han har tre børn, der alle bor i Københavnsområdet.

Jørgen Jørgensen elsker naturen og rider gerne en tur på sin hest i området . Han har netop anskaffet sig hunden Sally. Foto: Henrik Rath
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Næsthøjeste smittestigning nogensinde: De fleste kommuner rammes

Annonce