Annonce
Esbjerg

Jacob A. Riis museets introfilm har far og søn i hovedrollerne

Der er lavet optagelser til en kortfilm, der skal vises på museet samt til en længere filmbiografi, der bliver vist i DR i begyndelsen af det nye år. Foto: André Thorup
Når det nye museum om den store danske fotodokumentarist åbner sidst på måneden, kan gæsterne to gange i timen se film om den berømte ripenser. Tomas Villum Jensen og hans søn Villum Jensen, spiller Riis som purung og voksen.

Ribe: Der bliver i øjeblikket lagt sidste hånd på filmen til det nye Jacob A. Riis Museum i Ribe. Far og søn, Tomas Villum Jensen og 14-årige Villum Jensen, spiller Riis som purung og voksen.

Mens Jacob A. Riis den dag i dag huskes og hædres i USA, er Riis mere eller mindre gået i glemmebogen herhjemme.

Indtil videre i hvert fald. For Sydvestjyske Museers Jacob A. Riis Museum i Riis’ fødeby åbner sidst i juni og skal forny danskernes kendskab til hans afgørende betydning for sociale reformer i USA - og fortælle Ribes turister historien om hans turbulente privatliv og indædte kamp for at forbedre levevilkårene for New Yorks immigrantbefolkning i de trøstesløse lejekaserner.

Annonce

Kontakt i fotobutikken

Og så er der en spøjs detalje fra Tomas Villum Jensen om dengang, han første gang blev kontaktet om rollens som den store fotodokumentarist af Saxofilms medejer Klaus Birch og instruktør Teddy Bruslund. - For da jeg blev ringet op, stod jeg i en fotobutik på Nørrebro i København, hvor jeg kiggede på et filter. Det er da et tilfælde, konstaterer Tomas Villum Jensen i en pressemeddelelser fra Sydvestjyske Museer.

Længere film på DR

Jacob A. Riis solgte tusinder og atter tusinder af eksemplarer af sin bog fra 1890, How the Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York. Den regnes for en af de mest betydningsfulde, samfundsforandrende bøger i USA og bliver løbende genudgivet. Hans billeder fra slummen med dens horrible leveforhold vakte sensation og var sammen med hans hårdtslående journalistik var med til at sætte gang i sociale reformer i New York.

Museumsfilmen får en længde på 22 minutter plus rulletekster. Den skal vises to gange i timen i museets biograf – klokken hel og halv - og der er også lavet optagelser til en længere filmbiografi, der bliver vist i DR i begyndelsen af det nye år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce