Annonce
Kolding

Jakob Ville glæder sig over borgmester-støtte: Nu kan folk nå at lære mig at kende

- Selv har jeg hele tiden troet på, at jeg kan vinde opstillingsmødet, fordi jeg er lokal og har boet i Kolding hele livet, siger Jakob Ville. Foto: Frank Cilius
Det har ikke kun betydning for Jakob Villes og Venstres chancer for at genvinde borgmesterposten, hvis han får mulighed for at være Koldings borgmester i et stykke tid inden valget næste år. Det betyder også noget for Kolding Kommune, vurderer han. Eva Kjer er tavs.
Annonce

Kolding: Ikke overraskende er Venstres gruppeformand i Kolding Byråd, 43-årige Jakob Ville, overordentligt glad for, at borgmester Jørn Pedersen (V) nu melder ud, at han peger på ham som partiets næste borgmesterkandidat, når Ville skal i kampvalg mod folketingspolitikeren og tidligere minister Eva Kjer Hansen på et opstillingsmøde i Venstre den 8. oktober.

- Jeg er altid glad. Men jeg er da selvfølgelig rigtig glad og beæret over den støtte, jeg nu får fra både Ole Alsted, Ole Martensen (byrådsmedlemmer for Venstre, red.) og Jørn Pedersen. Jeg har ikke selv bedt dem om at stå frem, for det dilemma vil jeg ikke bringe nogen af mine politiske kolleger i.  Men jeg synes, de understøtter, hvad jeg selv har sagt lige fra start - nemlig, at jeg havde håbet på et kampvalg den 8. oktober, men med lokale kandidater og ikke en kendis udefra, som Jørn Pedersen beskriver Eva Kjer Hansen, siger Jakob Ville.

Tror du, at dine muligheder for at vinde over Eva Kjer Hansen er vokset med Jørn Pedersens udmelding?

- Det kan kun Venstres medlemmer vurdere. Selv har jeg hele tiden troet på, at jeg kan vinde opstillingsmødet, fordi jeg er lokal og har boet i Kolding hele livet, siger Jakob Ville.

Annonce

Platform

Jakob Ville er dog ikke i tvivl om, at Jørn Pedersens anden klare besked om, at han vil trække sig tilbage som borgmester i god tid før selve byrådsvalget i november 2021 og overlade stafetten til Jakob Ville, såfremt han vælges som borgmesterkandidat, vil få stor betydning.


Det betyder, at jeg får en platform, så man kan nå at lære mig at kende som borgmester.

Jakob Ville, Venstre


- Det får en kæmpe betydning. Det har vi blandt andet set i Odense, hvor man lavede et glidende borgmesterskifte, påpeger Jakob Ville og henviser til, at den forholdsvist ukendte borgmesterkandidat Peter Rahbæk Juels personlige stemmetal voksede fra 2358 til 28.425 ved valget i 2017, efter at hans gruppe havde sat ham i borgmesterstolen i god tid før valget.

- Det betyder, at jeg får en platform, så man kan nå at lære mig at kende som borgmester, og man skal jo være kendt for, at folk stemmer på én.

- Men det betyder også noget for vores kommune. For vi undgår at ende i det limbo, der opstår, hvis der vælges en ikke-lokal borgmesterkandidat. Så vil vi fra nu af og frem til næste valg befinde os i et limbo, fordi beslutningsretten kommer til at ligge et andet sted i den sidste ende, vurderer Jakob Ville.

JydskeVestkysten har været i kontakt med Eva Kjer Hansen på e-mail, og hun oplyser, at hun ikke ønsker at kommentere Jørn Pedersens udmeldinger.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Mindeord over Ellen Oppenhejm

Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce