Annonce
112

Janni blev overfaldet af kvinde, hun havde givet et lift: - Jeg havde en dårlig fornemmelse fra start

Janni Gundersen kender ikke passagerens navn. På Gomore hed hun Lilli, men hun mistænker, at navnet af falsk, for da passageren overførte penge på MobilePay, hed hun Isabella. Privatfoto
Ikke nok med, at passageren ikke overholdt aftaler, og undervejs spyttede i Janni Gundersens bil, så sluttede turen med, at den 35-årige Janni Gundersen blev udsat for vold ved Kolding Storcenter.

Kolding: Passageren fra helvede.

Sådan kan man vist godt døbe den passager, som 35-årige Janni Gundersen havde med i sin bil, da hun mellem jul og nytår skulle køre fra Aalborg til Skodborg, hvor hun skulle besøge en veninde. For ikke nok med, at passageren ikke overholdt aftaler og undervejs spyttede i Janni Gundersens bil, så sluttede turen med, at den 35-årige nordjyde blev udsat for vold ved Kolding Storcenter.

Faktisk var det slet ikke meningen, at kvinden skulle have været med i bilen. Via samkørselstjenesten Gomore havde hun kun reserveret plads til en pakke, som Janni Gundersen, der kommer fra Aalborg, havde lovet, hun ville aflevere. Men da Janni Gundersen ankom til kvindens bopæl i Randers, ville kvinden pludselig med i bilen, hvor en 16-årig også havde købt en plads.

- Vi sad og ventede fra klokken 13.52 til 14.39, og da hun endelig kom ud, smed hun sig selv ind i bilen og sagde, at hun skulle med, fordi hun og hendes kæreste havde været oppe at skændes, fortæller Janni Gundersen.

Så allerede fra start var turen kørt lidt af sporet.

- Jeg havde allerede en dårlig mavefornemmelse, da vi var på vej ned til hende. Hun var meget ubehøvlet, da jeg snakkede med hende i telefonen. Hun præsenterede sig ikke engang, da hun tog telefonen, siger Janni Gundersen.

Annonce

Var du vidne til episoden?

Janni Gundersen fik hjælp af nogle tilfældige mennesker på parkeringspladsen ved Kolding Storcenter.

De personer vil både Janni Gundersen og politiet gerne i kontakt med.

Politiet kan kontaktes på 114.

Spyttede i hendes bil

Kvinden, som var udenlandsk, fik dog alligevel lov til at komme med. Janni Gundersen gjorde det klart, at turen altså stoppede ved Kolding Storcenter, men det lod kvinden ikke til at bekymre sig så meget om. Mens hun snakkede i telefon, blev hun ved med at sige, at hun skulle sættes af et andet sted.

- Til sidst måtte jeg råbe ad hende og sige, at hun ville blive sat af ved storcentret. Hun snakkede i telefon hele vejen, og hun snakkede flere forskellige sprog. Hun snakkede noget, der nok var arabisk, og tysk og engelsk. Hun var slet ikke til at få kontakt med, siger Janni Gundersen.

Halvvejs på turen havde Janni Gundersen planlagt et stop, da hun skulle ind og hente en glaskugle, hun havde købt. Det brød passageren sig ikke om.

- Hun var sur over det, så hun valgte at spytte i min bil, mens jeg var inde og hente glaskuglen, fortæller Janni Gundersen.

Truede Janni på livet

Turen fortsatte mod Kolding, og da Janni Gundersen ankom til Kolding Storcenter, eskalerede kvindens raseri.

- Hun begyndte at råbe og truede mig med, at hun ville sparke mig i hovedet, mens hun kaldte mig en bleghudet kælling, fortæller Janni Gundersen.

Derefter begynder tingene at være lidt uklare for Janni Gundersen. Men én ting er sikkert: Passageren slog Janni Gundersen i ansigtet. Så hårdt, at nordjyden fik en stor bule på siden af hovedet.

- Så kom der en mand og sagde, at hun skulle smutte og stoppe med at lave ballade. Og så gik hun faktisk. Hun råbte nogle dødstrusler, og så forsvandt hun, fortæller Janni Gundersen, der kort efter satte sig ind i sin bil og kørte af sted.

- Jeg nåede kun ud i lyskrydset ved storcentret, og så gik jeg i stå og begyndte at tudbrøle. Mine fødder løftede sig fra pedalerne, og min krop gik i chok, siger hun, der alligevel formåede selv at køre ud til veninden i Skodborg.

Ramt af søvnparalyse

Overfaldet skete den 27. december, men oplevelsen sidder stadig i kroppen på hende. Det har særligt påvirket hendes nattesøvn.

- Jeg sover ikke så tungt, og jeg kampsveder om natten. Jeg lider også af noget, der hedder søvnparalyse, som jeg har været til læge med, fordi jeg troede, jeg var ved at blive bims. Når man har søvnparalyse vågner man og ser en skikkelse foran sig. Jeg var helt lammet, da det skete. Det er noget af de mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet, fortæller Janni Gundersen.

Nordjyden har meldt episoden til politiet og har også taget kontakt til Gomore, som hun har tænkt sig at bruge igen.

- Bare fordi hun er sådan, betyder det ikke, at alle er sådan. Men Gomore har fortalt mig, at jeg har ret til at afvise folk, hvis jeg en anden gang har en dårlig mavefornemmelse, siger Janni Gundersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Det utilgivelige læk

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det nyder vi som borgere godt af, når vi eksempelvis kan betale i supermarkedet via en app, eller når vi skal i kontakt med offentlige myndigheder og ikke behøver af møde fysisk op. Tager man blot et smut syd for grænsen, vil man opdage et samfund, der virker tilbagestående i forhold til at høste fordelene af et digitaliseret samfund. Men udviklingen har også sine omkostninger. Eksempelvis kan det være svært for ældre at finde ud af selvangivelsen eller anden form for computerkontakt med myndighederne. Disse generationsudfordringer gøres der meget for at afbøde, men nogle omkostninger er af en karakter, så de er utilgivelige. En sådan er Sygehus Lillebælts læk, som netop er blevet kendt i offentligheden, af fortrolige oplysninger om godt en halv million patienter. Kort fortalt har blandt andet cpr-numre, navne og hjerteoplysninger i flere end fem år ligget tilgængelige for alle 26.000 ansatte i Region Syddanmark samt et ukendt antal samarbejdspartnere fra ind- og udland. Regionen og sygehuset er blevet kritiseret for lækket i en afgørelse fra Datatilsynet, men lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen har "ikke fantasi til at forestille sig", at nogle ansatte uberettiget skal have gjort brug af patienternes oplysninger. Det kræver nu ellers ingen livlig fantasi at forestille sig, at der blandt 26.000 ansatte samt samarbejdspartnere i ind- og udland skulle findes et enkelt broddent kar, hvis moral og syn på tavshedspligt er flosset. Selv om den i øvrigt afgående lægelige direktørs tillid til sine ansatte kan være sympatisk, er den grænsende til naiv. Desværre oplever vi af og til disse helt utilgivelig læk af personlige oplysninger fra offentlige myndigheder, og netop fordi digitaliseringen af samfundet ikke kan spoles tilbage, er der grund til på det kraftigste at indskærpe vigtigheden af, at have styr på den slags. Mister folk først tilliden til myndighederne, kan det være uopretteligt.

Annonce