Annonce
Esbjerg Energy

Jason Jaspers rundede 40 torsdag: Esbjerg Energy-træner ønsker sig en sejr i fødselsdagsgave

Jason Jaspers må endnu en gang klare sig uden nogle af de største profiler i fredagens femte semifinale. Foto: John Randeris
Jason Jaspers advarer mod at overfortolke betydningen af tirsdagens vanvittige 8-4-sejr på hjemmebane. Samme indstilling har de i Aalborg-lejren. Amerikansk Esbjerg Energy-profil har forladt landet og har således definitivt spillet sin sidste kamp i denne sæson.

Jason Jaspers er en beskeden mand.

Torsdag skøjtede han ind i det store 4-tal og rundede 40, men han havde nu ikke de store, forkromede ønsker på den runde dag.

- For min kæreste er fødselsdage altid en stor ting, det tager en uge for hende at fejre det, og hun har virkelig snakket om denne dag meget længe. Normalt ville vi gå ud og spise, men det har corona jo lukket ned for, så det bliver bare noget take-away og en flaske vin derhjemme. Jeg har heller ikke store ønsker, men hvis jeg kunne få en sejr i Aalborg fredag, skal jeg ikke bede om mere, siger Esbjerg Energy-træneren.

Det skulle der være en vis sandsynlighed for. I hvert fald synes den på en eller anden måde større nu end for blot få dage siden. Efter 4-1-nederlaget i Aalborg i søndags lignede det et tidligt farvel til semifinale-serien for Esbjerg Energy, men det vendte tirsdagens kamp om på. Helt og aldeles. Dagen efter påske genopstod vestjyderne med en historisk 8-4-sejr, som Jason Jaspers til dels godt kan forklare.

- Jeg har aldrig oplevet en anden periode, som den vi spillede, i en playoff-kamp, men jeg kunne godt fornemme på spillerne, at de var ”pissed off” over den kamp, vi leverede om søndagen, så jeg havde forventet en eller anden form for reaktion, siger Jason Jaspers, der hele tiden har kaldt denne serie en mental krig – spørgsmålet er så, hvem der har det psykologiske overtag inden kamp fem fredag aften i Aalborg.

- Garth (Aalborg-træner Garth Murray, red.), vil have sagt til sine spillere, at det i sådan en serie er ligegyldigt, om du så taber med 100 mål, det er stadig kun ét nederlag. Det ved vi også, og vi ved, at vi stadig skal vinde deroppe for at vinde serien, men det er klart, at kampen i tirsdags var god for os, siger Esbjerg Energys træner.

Og noget tyder på, at han har ret i, at de i Aalborg-lejren ikke er mere rystede end som så. I hvert fald sagde målmand George Sørensen, der blev pillet ud – eller lod sig skifte ud - efter 7-0 i tirsdags, til avisen Nordjyske, at han og holdet bruger hovedparten af sine kræfter på at kigge fremad.

- Vi har heldigvis altid korttidshukommelse, når vi taber den her slags kampe i et slutspil. Det er bare videre til næste kamp, og så må vi glemme den seneste kamp, siger George Sørensen.

Et andet aspekt i dette semifinale-slag er fysikken. Jason Jaspers lader i disse dage sine spillere selv bestemme, hvor meget de vil træne, for som han siger, kan hvile være et våben. Den er der brug for på et hold, der lever højt på sin fysik, men træneren er egentlig ikke bekymret for, om spillestilen på den lange bane kan være for krævende i et slutspil, der potentielt kan byde på 10 kampe mere.

- Spillerne er professionelle, og vi har fra starten af sæsonen været enige om, at dette system og denne spillestil passer bedst til os. Det er det system, der har båret os så langt, nu skal det også bære os resten af vejen, siger Jason Jaspers, der igen er udfordret på bemandingen til fredagens kamp.

Mens der måske er et lille håb om, at Cam Knight kan spille, ligger det fast, at Jordan Smotherman fortsat er ude med karantæne – han vender i givet fald først tilbage til holdet i kamp syv. Og så er Charles Corcoran ifølge avisens oplysninger allerede rejst hjem til USA og er således definitivt ude af resten af sæsonen. Corcoran, der helt stopper karrieren efter denne sæson, fik en mindre hjernerystelse i den første semifinale i Aalborg.

Kampen i Aalborg spilles fredag 19.30 og kan ses direkte på TV2 Sport.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Træt af kø til kviktest? Disse dage og tidspunkter er der størst chance for at komme hurtigt til

Varde

Kommunen greb ind: Nedbrydningsarbejde på Ansager Skole er stoppet

Annonce