Annonce
Livsstil

- Jeg bruger kulturoplevelser til at blive klogere på livet og på mig selv

Dennis Ritter. Foto: Ebbe Rosendahl/TV 2
Mig og kulturen: Dennis Ritter

- Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Kulturoplevelser er det, der giver indhold i livet - også i mit. Hvis livet er en relativt simpel sort/hvid stregtegning, så er det jo kulturoplevelserne, der giver tegningen farver. Gør den spændende, speciel og unik. Jeg bruger kulturoplevelser til at blive klogere på livet og på mig selv. Få et bredere og skarpere udsyn. Og så skal jeg da heller ikke være for hellig til at indrømme, at en kulturoplevelse for mig også bare kan være et godt grin i teateret eller et godt gys i form af en film i biografen.

- Hvilken bog eller blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg er lidt miljøskadet som journalist, og derfor må jeg nævne den bog, jeg har læst allerflest gange. Nemlig ”All the Presidents Men” af journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein. For de, der ikke kender den: Woodward og Bernstein arbejdede som journalister på avisen Washington Post og var dem, der gennem vedholdende, flittig og dygtig research kunne afsløre de mange kriminelle aktiviteter, der kunne henføres til Det hvide Hus og præsident Richard Nixons administration. Bogen er efter min mening en ”must-read” for journalister. Jeg har læst den flere gange og bliver lige opslugt hver gang, ligesom jeg også gør af filmen med samme navn.

- Hvilket album eller koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg tænker til tider tilbage på min første koncert med Aarhus-bandet TV-2, der stadig er mit absolutte yndlingsband. Den koncert blev en ”gamechanger” for mig. Det er ikke for meget at sige, at den ændrede mit liv, for jeg har holdt fast i TV-2 lige siden. Året var 1984, og koncertstedet hed Saga og lå på Vesterbro i København. Jeg var kun 11 år gammel, og det var min storebror, der havde lokket mig med. Jeg var skeptisk. Først og fremmest over, at vi skulle ind til det store, farlige og lidt for moderne København. Og så fordi vi skulle til koncert! Det var jeg ikke sikker på, at jeg var stor nok til. Og jeg kendte heller ikke rigtig musikken så godt.

- Men jeg blev blæst fuldkommen bagover af oplevelsen. Lyden, lyset, publikums reaktioner - og det ranglede menneske, der stod og sang oppe på scenen, klædt helt i sort. Jeg kan huske, at de havde sådan en slags mejetærskere stående på scenen, som lignede drager med røde øjne. Og de spyttede røg ud! Det var vildt! Jeg har nok været til mellem 80 og 100 TV-2-koncerter siden den dag. Og jeg tænker af og til på, at det var den dag i 1984, der ændrede og formede min musikinteresse. TV-2 er mit livs orkester. Og jeg elsker at gå til koncert.

- Hvilken film, tv-serie eller teaterstykke har gjort indtryk?

- For nylig så jeg ”Amadeus” på Det Kongelige. Jeg elskede Milos Formans film og var spændt på, om teater-versionen kunne leve op til den. Det kunne den så rigeligt. Og jeg har aldrig, aldrig set så flot en præstation på en teaterscene før, som Søren Sætter-Lassen leverede i rollen som hofkomponist Salieri.

- Hvilket kunstværk eller udstilling tænker du tilbage på?

- Udstillinger og museer er ikke det, jeg i mit voksne liv har brugt mest tid på, det skal jeg erkende. Men jeg er historieinteresseret og har nok gennem tiden været mest begejstret for at komme på Nationalmuseet og Arbejdermuseet. Jeg kan godt lide at beskæftige mig med vores rødder som befolkning. Hvad er vi rundet af? Hvad gik der forud?

- Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Det er mest de gamle, klassiske danske designs inden for møbler og boligindretning, jeg sætter pris på. PH-lampen, Børge Mogensen-sofaen, osv. Som måske nok er retro, men som aldrig nogensinde går af mode. Jeg har ikke interesseret mig voldsomt for den slags tidligere, men som årene går, kan jeg mærke, at de designklassikere, jeg har i mit eget hjem, får en større og større plads i mit hjerte.

- Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Jeg vil gerne læse lidt mere i min hverdag. Det savner jeg enormt. Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, så mange emner, jeg gerne vil vide mere om. Men jeg har enormt svært ved at få sat mig ned og gravet mig dybt ind i en bog, når hverdagen kører derudaf med 200 km/t. Og man også lige skal nå et par aviser og den slags. Jeg får primært læst bøger i mine ferier.

- Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Jeg ved dårligt, om jeg kan kalde det kultur ... Men jeg lod mig overtale til at gå med til en Mariah Carey-julekoncert i Royal Arena sidste år. Jeg var skeptisk på forhånd, det skal nævnes. Og min skepsis viste sig aldeles velbegrundet. Det var skrækkeligt! Simpelthen skrækkeligt. Knap en time vraltede hun rundt på scenen - til tider ledsaget af sine børn, hvilket ikke gjorde noget godt for showet. Når hun ikke sang, fortalte hun aldeles uvedkommende historier. Lysfolkene havde hun ikke lige fået koordineret med, så flere gange var scenen lyst op ét sted, mens divaen stod i bælgravende mørke et andet sted. En aften, der egentlig ikke fortjener prædikatet ”kultur”.

Annonce

Blå bog

Dennis Ritter (f. 1972) har en bachelorgrad i jura fra 1996, men skiftede til Danmarks Journalisthøjskole og blev færdiguddannet som journalist i 2000.

Han blev ansat på DR Sporten, hvor han arbejdede indtil 2004, hvor han skiftede til TV 2. Her arbejder han som nyhedsvært og som sportsjournalist. Ved siden af er han ivrig foredragsholder.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce