Annonce
Livsstil

- Jeg elsker at fordybe mig i en god serie og tage en pause fra det hele

Kim Hagen Jensen. Foto: Pr-foto

Mig og kulturen: Kim Hagen Jensen

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Jeg er storforbruger af tv-serier og film og bliver ekstra hooked, hvis der er noget uforudsigeligt, absurd eller udfordrende over historien. Jeg elsker at fordybe mig i en god serie og tage en pause fra det hele. Endnu bedre er det, hvis jeg kan mærke, at det har sat gang i nogle nye refleksioner, eller noget har givet følelsesmæssigt genklang.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Den første “voksentegneserie”, jeg læste som barn, var “Den hermetiske garage” tegnet af Moebius. Jeg havde aldrig læst noget lignende. Det var det vildeste syretrip. Den gjorde et stort indtryk og har siden været en evig inspirationskilde til at tænke “ud af boksen” - og satte for alvor skub i min lyst til at tegne og fortælle historier.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg gad godt opleve en David Bowie-koncert igen.

Hvilken film, hvilken tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- ”Blade Runner” er en klassiker, der måske mere end nogen anden film har defineret science fiction i mange generationer efter. Dens produktionsdesign er ikke bare forud for sin tid, men har inspireret mange designere efterfølgende. Den er mesterligt fortalt og har vidunderligt mange lag, der kredser om det at være menneske. Det er en inspirationskilde, som jeg ofte vender tilbage til.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- I perioder har jeg undervist i tegning. Der har jeg tilbragt lang tid med eleverne på Glyptoteket, hvor de frit kunne vælge, hvilke skulpturer de ville tegne. Her er jeg ofte vendt tilbage til Rodins skulpturer. Efter at have tilbragt mange dage tæt på dem er jeg blevet helt hypnotiseret af hans evne til at frembringe stærke følelser i sine værker.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Jeg ikke stor fan af Apple som virksomhed, men som så mange andre har jeg altid været glad for designet af deres produkter. Så selvom det ikke helt er prisen værd, har jeg i mange år brugt deres produkter og sat stor pris på deres lækre design.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Under produktionen af ”Drømmebyggerne” var jeg i Prag og opleve filmens score optaget live, opført af The City Of Prague Philharmonic. Det var stort. Der gik det op for mig, at jeg hører alt for få klassiske koncerter.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- De to sidste sæsoner af min yndlingsserie ”Game of Thrones” gjorde ondt at se. Efter at have brugt syv år på en tv-serie af høj fortællemæssig kvalitet, som jeg virkelig nød, var afslutningen en stor skuffelse. Da forfatteren af bogforlægget blev indhentet af serien, og skaberne selv skulle finde ud af, hvordan historien skulle udvikle sig, faldt kvaliteten af manuskripterne drastisk. Selv ikke de flotteste scenografier kunne redde den slutning. Meget sørgeligt.

Kim Hagen Jensen

Født i 1967 og har arbejdet som animator siden 1980'erne.

Han har blandt andet været visual effects-supervisor på ”Hjælp! Jeg er en fisk” (2000) og ”Asterix og vikingerne” (2006), instrueret de animerede kortfilm ”Will-Bot - ven eller fjende” (2011) og ”Crashlanded” (2014) og lavet storyboards til ”Disco Ormene” (2008), ”Olsen Banden på dybt vand” og ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” (2017).

Han har desuden været del af The Animation Workshop i Viborg, hvor han også har undervist.

Kim Hagen Jensen spillefilmdebuterer som instruktør med den aktuelle ”Drømmebyggerne”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce