Annonce
Livsstil

- Jeg har lange lister med podcasts og tv-serier, som jeg rigtigt gerne vil se høre og se

Arne Notkin. Foto: Jens Welding Øllgaard/People'sPress

Mig og kulturen: Arne Notkin

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Jeg oplever et break fra hverdagens stress og min ofte delte opmærksomhed mellem flere skærme eller mange samtidige gøremål. Jeg søger ind i et rum, hvor jeg kan finde fordybelse, hvor jeg kan fokusere maksimalt på den musik, de malerier og den film, jeg har valgt at opleve.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg læste ”The Open Society and Its Enemies” af Karl Popper ud i en køre i slut-70’erne, hvor selv meget begavede mennesker lod sig besnære af marxistiske, revolutionære og autoritære ideologier. Poppers kritik af de autoritære ideologier og filosofier vaccinerede mig mod at lade mig rive med. Som min kone siger: ”Der er mere mellem himmel og jord, end den historisk dialektiske materialisme kan forklare.”

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg savner min løbe-playliste, hvor jeg havde samlet numre med et beat på 90 og 180 i minuttet i en helt særlig rækkefølge. Jeg fik den ikke med, da jeg skiftede streamingtjeneste. Den vil jeg rigtigt gerne høre igen. Og igen. Og igen.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Det første, der falder mig ind, er en begravelse. Bedstemor Sylvias begravelse. Jeg var bogstaveligt talt ved at dø af grin. O.k., det var ikke en rigtig begravelse. Det var totalteater, hvor teatersalen var indrettet som et kapel, og hvor publikum var de sørgende. ”Grandma Sylvia’s Funeral” hed stykket. Jeg var med til at bære kisten op på gaden, hvor den blev hældt i en gul taxi og kørt væk. Bagefter var der mad og gravøl, og “værterne” forsikrede, at maden var kosher. Det var sikkert også nødvendigt af hensyn til publikum i New York.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Det, som har gjort størst indtryk på mig, er et mørkt rum i Det Jødiske Museum i Berlin. Højt oppe under loftet er en sprække af lys. På væggen hænger en stige. Den hænger så højt, at man ikke kan nå op til den. Symbolikken virker på mange måder stærkere på mig end de dokumentariske billeder fra Holocaust.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Jeg bliver glad hver dag, når jeg tænder vores elkedel. Den er fra Alessi og ligner en hane. Jeg elsker den humor, der ligger i mange af Alessis dimser. Træk kaninen i ørerne, og op kommer tandstikkerne. Det er et fint brud med de minimalistiske brugsgenstande, vi ellers omgiver os med. Et andet eksempel er espressomaskinen fra La Pavoni, der bringer noget, der ligner et naturskæmmende industrielt raffinaderi, ind på køkkenbordet.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Oh, jeg har lange lister med podcasts og tv-serier, som jeg rigtigt gerne vil se høre og se. Og bøger, jeg gerne vil læse. Måske når jeg mere, når jeg bliver gammel?

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Jeg samler ikke på dårlige oplevelser. Men jeg kan huske engang, at jeg sad i en sal, hvor publikum lo højlydt og nærmest uafbrudt af nogle komikere - og jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt. Jeg blev mere og mere irriteret. Hvordan kan man dog grine ad noget så idiotisk? Eller ... er det mon mig, der er noget galt med? You either frustrate or meditate. Jeg lod fantasien gå flugt.

---

Fakta: Blå bog

Arne Notkin (f. 1954) er cand.mag. i historie og filosofi og har arbejdet som journalist og redaktionel leder på blandt andet Weekendavisen, B.T., TV 2, DR og Kristeligt Dagblad. I dag arbejder han med presse og kommunikation. I 2017 blev han ramt af kræft, og han er aktuel med bogen ”Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet”.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce