Annonce
Livsstil

- Jeg havde ikke noget stort mod til at sætte mig op i en flyvemaskine, tage på højskoleophold eller score damer, men når det kom til film, havde jeg ingen grænser

Nogle gange har skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup følt, at han har haft hovedet lidt i vejen. Det har været svært for ham bare at opleve livet. Han har været meget ambitiøs og optaget af at skabe sig en karriere indenfor film- og teaterverdenen, men hvis han skal give sine børn et godt råd, handler det om at komme ud i verden, møde forskellige mennesker og gennemgå forskellige livsfaser uden at tænke alt for meget. Foto: Michael Svenningsen

Skuespiller Christian Tafdrup har det meste af sit liv haft et dobbeltblik på de ting, han foretog sig, og har hele tiden forsøgt at omsætte dem til kunstneriske idéer - den eneste livsbane, han kunne forestille sig. Med den debatskabende film "En frygtelig kvinde" føler han endelig, at han har fået sit gennembrud. Nu debuterer han som teaterinstruktør.

Christian Tafdrup var 16 år og ret vild med den pige, der tog ham i hånden. Men i stedet for at nyde den sitrende forelskelse og berøringen, sagde han til hende, at han skulle på toilettet. Derude skrev han om oplevelsen i den notesbog, han altid havde på sig, i stedet for at være i den. Da han på et senere tidspunkt læste digtet op for pigen, slog hun op. Christian Tafdrup var tydeligt mere interesseret i digtet end i hende og det, de havde sammen.

I dag, 25 år senere, bruger han oplevelsen som et eksempel på, at man nogle gange skal glemme at reflektere og bare være til stede. En evne, han især tidligere har haft det svært med, men også en evne, der har rustet ham som skuespiller og instruktør, fordi det har opøvet en fintudviklet evne til altid at afkode, hvordan virkeligheden - mennesker - fungerer.

- For mig har det været et dobbeltblik. At man både er i noget og samtidig ser det udefra. Det er ikke altid sundt. Men man bliver skærpet i ens blik på verden, på andre mennesker og på en selv, siger han.

Christian Tafdrup har skrevet, siden har var 11-12 år. Småtekster, masser af dagbøger og adskillige manuskripter, der aldrig er blevet til noget. Nogle gange har det givet ham en distance til nuet, som han ærgrer sig over. Andre gange har det været en stor tryghed. I en branche, hvor man hele tiden skal gøre sig fortjent til det næste job, har det beroliget ham, at han altid kunne finde tilbage til arbejdet med sine egne historier.

Christian Tafdrup

Christian Tafdrup, 40, er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2003.Siden har han optrådt i teaterforestillinger, i film og i tv-serier som "Efter brylluppet", "Borgen" og "Lærkevej". I 2016 debuterede han som filminstruktør med "Forældre", og i december 2017 blev han kendt som Prins Fileas i julekalenderen "Tinkas juleeventyr".

Nogenlunde samtidig fik han også premiere med filmen "En frygtelig kvinde", der satte gang i en heftig debat om parforhold og kønsroller.

Debuterer som teaterinstruktør med "Biedermann og brandstifterne", der får premiere på Aarhus Teater 18. maj.

Bor sammen med sin kæreste, Natalie Toro Stokholm, og deres datter, Cleo.

Christian Tafdrup oplever det som enormt blufærdigt at være skuespiller, og der er mange morgener, hvor han har svært ved at komme op, fordi det er så svært for ham at stå på en scene foran sine kolleger og være dårlig. Sådan som det ofte er tilfældet i begyndelsen af et prøveforløb. Derfor er han som teaterinstruktør også meget opmærksom på at skabe et rum, hvor der er plads til at lave fejl. Foto: Michael Svenningsen

Et kunstnerisk sind

For Christian Tafdrup har der aldrig været andre livsbaner end film- og teaterverdenen.

- Jeg var elendig til alt andet, siger han.

- Jeg var ikke en dreng, der gjorde det særligt godt på fodboldbanen, og jeg syntes ikke, det var sjovt at lege med pistoler. Jeg har nok bare haft et medfødt kunstnerisk sind, en følsomhed, en fantasi og et naturligt talent for at optræde. Jeg blev foreslået at spille teater i stedet for fodbold, og så fik jeg alle mine venner der. Det blev en identitet, og jeg har altid været ekstremt målbevidst om, at det var det, jeg ville, siger han.

Som 18-årig droppede han at tage et år til Paris for i stedet at gøre den novellefilm, han anså som et mesterværk, færdig.

- Jeg havde et utroligt stort mod til at gå ind i sådan noget. Som 18-årig arbejdede jeg på Zentropa, og jeg havde spurgt Lars von Trier, om han ville være med i en lille rolle i filmen. Det ville han. Jeg var helt overbevist om, at jeg var den bedste filminstruktør, Danmark endnu ikke havde set. Men jeg havde ikke noget stort mod til at sætte mig op i en flyvemaskine, tage på højskoleophold eller score damer. Det havde jeg intet mod til, men når det kom til film, havde jeg ingen grænser, ingen skam i livet, husker Christian Tafdrup, der lige siden har presset sig selv hårdt for at bryde igennem.

Om forestillingen

Biedermann og brandstifterne er skrevet af den schweiziske dramatiker Max Frisch, som brød igennem i 1958 med stykket. Det handler om den enkeltes medansvar og om at lukke øjnene for faren.Nicolaj Kopernikus spiller Biedermann i den mørke og groteske satire, hvor fordomme, godtroenhed og ulykke slippes løs i et nærmest reality-agtigt brandskær.

- Den er nærmest skrevet som en gyserfilm. Meget teater kan være svært at følge med i eller er baseret på relationer, men her er et plot, som giver forestillingen meget suspense og spænding. Det er en imødekommende forestilling, og den er ikke svær at følge med i, siger instruktør Christian Tafdrup.

Forestillingen havde premiere 18. maj og spiller på Aarhus teaters Scala-scene frem til 15. juni 2018.

Christian Tafdrup har i mange år knoklet målrettet og meget ambitiøst for at bryde igennem, og det gennembrud føler han, filmen "En frygtelig kvinde" har givet ham. Nu prøver han at slappe mere af i stedte for altid at skulle omsætte enhver oplevelse til kunst. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Har levet borgerligt

Derfor har han også levet mere borgerligt, som han kalder det, end han egentlig ville, hvis han kunne gøre det om. For eksempel ville han gerne have rejst mere, og især det planlagte år i Paris, som han droppede, ærgrer ham.

- I den periode havde jeg det ret skidt, så jeg blev hjemme og lavede i stedet novellefilmen færdig. Det er den eneste periode i mit liv, hvor jeg har haft reelle angstanfald, og jeg kunne ikke komme op om morgenen. Det forsvandt, da jeg kom på Teaterskolen. Jo ældre, jeg bliver, jo mindre angst er jeg, men som ung var jeg meget neurotisk. Hvorfor tog jeg ikke bare af sted, spørger han i dag retorisk.

Mod. Eller mangel på det er vel forklaringen, og derfor kan han også blive misundelig på sin kæreste, Natalie Toro Stokholm, der har rejst og boet i mange lande og har boet i kollektiv uden varme, men med fantastiske mennesker.

- Jeg kan godt føle mig lidt altmodisch. Lidt gammelmandsagtig. Når man er 40, kan man jo ikke tage et år ud af kalenderen, bosætte sig i et smadret hus og arbejde og sove på en bænk. Men for mig er der en vis romantik forbundet med de ting, siger Christian Tafdrup.

Han har i stedet boet hjemme ved sine forældre, til han var 22, for derefter at flytte ind i en fed lejlighed på Østerbro.

Har han ikke haft modet til at gøre op med sin borgerlige middelklassebaggrund og lade sig opsluge af selve livet, når det en gang imellem er stukket af fra den sirligt planlagte rute, har målrettetheden til gengæld kastet masser af forskellige erfaringer og roller af sig.

Ud over novellefilmsinstruktør er Christian Tafdrup kendt som manuskriptforfatter, dramatiker og skuespiller, og han har blandt andet optrådt i Susanne Biers "Efter brylluppet", i tv-serien "Lærkevej", på Det Kongelige Teater og som Frankenstein på Aarhus Teater. I 2016 debuterede han som filminstruktør med "Forældre" og i december 2017 tonede han frem på tv-skærmene som den onde Prins Fileas i "Tinkas juleeventyr", men først da han sammen med sin bror i efteråret stod bag filmen "En frygtelig kvinde", fik han slået sit navn fast på en måde, der har givet ham ro.

- Når man kommer lidt op i årene og vil leve af det eller gøre en forskel, bliver du nødt til på et tidspunkt at blive synlig. Det har nok præget mig. At der er en deadline for at lave noget, der bryder igennem. Det er de færreste, der først bryder igennem som 60-årige, og hvis du vil op på et andet niveau eller få flere til at interessere sig for det, du synes er interessant, skal du have et gennembrud, og det har jeg søgt, siger han.

Nogle gange har skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup følt, at han har haft hovedet lidt i vejen. Det har været svært for ham bare at opleve livet. Han har været meget ambitiøs og optaget af at skabe sig en karriere indenfor film- og teaterverdenen, men hvis han skal give sine børn et godt råd, handler det om at komme ud i verden, møde forskellige mennesker og gennemgå forskellige livsfaser uden at tænke alt for meget. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Har fået sit gennembrud

Nu er han fyldt 40 år, har kæreste og en toårig datter og debuterer som teaterinstruktør på en af landets store scener med forestillingen "Biedermann og brandstifterne", der havde premiere på Aarhus Teater 18. maj.

Målet om at lave tre film, inden han rundede de 40, er indfriet, og interessen for filmen "En frygtelig kvinde" og den debat, der fulgte om kønsroller og parforhold, har givet ham ro. Et vendepunkt, tøver han ikke med at kalde det.

- Der er mange, der har set filmen. Vi estimerede, at den ville blive set af 5000, men der har været små 200.000 i biografen at se den, og der er mange, der har forholdt sig til den debat, den blev en del af. Det var god timing. Jeg har været uddannet i 15 år og lavet film, som ingen har set, men nu kan jeg mærke, at mange ved, hvem jeg er. Det er lidt et gennembrud, men det kan hurtigt gå i glemmebogen.

Christian Tafdrup viser rundt bag scenen på Aarhus Teater. Op ad trapper, rundt ad snørklede gange og ud på Scala-scenen, hvor han slår sig ned foran Biedermanns hus.

Biedermann og brandstifterne var et af de første teaterstykker, han læste, blot 13 år gammel, og selv om han måske ikke forstod, hvad det problematiserede, var han fascineret af brandmændene på scenen og den sidste akt, der foregår i helvede.

Da han genlæste stykket, vendte det hele tilbage.

- Det er en fuldstændig fantastisk tekst, selv om den er 50 år gammel, siger Christian Tafdrup.

- Det suveræne ved den er, at den er relevant og sigende til alle tider. Jeg bryder mig egentlig ikke om teater, der prøver at beskrive en bestemt tid. Selvfølgelig kan man føre gamle tekster op til i dag, men det, der gør en tekst god, er, at den er universel og almenmenneskelig, siger han.

Annonce

En symbolsk historie

Biedermann er den pæne og retskafne humanist, som altid tror på det gode i mennesket. Han inviterer to fremmede til at bo i sit hus, og snart har han benzintromler, twist, lunter og onde intentioner på sit loft. Han ved, at gæsterne vil brænde hele hytten af, men slår det hen som en spøg. Biedermann tror på det gode. Men hvad sker der, når de spørger, om han har tændstikker?

Den schweiziske dramatiker Max Frisch skrev stykket i 1958, og Christian Tafdrup er ikke i tvivl om, at det dengang var en kommentar til den almindelige tysker, der i årtier havde lukket øjnene for den nazistiske fare. I dag har højrefløjen brugt det som en advarsel mod indvandringen, men Christian Tafdrup ser det som en symbolsk historie, hvor brandstifterne som ondskaben selv kan byttes ud med hvad som helst.

- Stykket kan godt være en kommentar til islamiseringen, men det kunne også være en kommentar til Dansk Folkeparti, til Trump, til krigen i Syrien, atombomben eller miljøet. Alt det, vi lukker vores øjne for, selv om problemerne står lige her, siger han og fører begge hænder op foran ansigtet.

- Vi vælger bare at stikke næsen i sandet, og der er mange replikker fra det stykke, jeg genkender fra mig selv. På godt og ondt.

Annonce

De mytiske kræfter

Christian Tafdrup har gået på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, en privatskole på Østerbro med børn af ressourcestærke familier, og han er opdraget til at tro på det gode i alle mennesker, og det vil han også gerne.

- Jeg vil gerne have, at folk ser mig som en, der tror på det gode. Jeg vil i hvert fald ikke være fordomsfuld, men skulle jeg reagere på mine følelser, ville jeg nogle gange være et fascistisk menneske. Jeg er bange for en indvandrer, der ser farlig ud, men ofte smiler han jo tilbage. Måske kommer frygten af, at nogle har fortalt mig, at han skal være farlig, ræsonnerer Christian Tafdrup, der ofte er splittet mellem den korrekte borgerlige moral og den måde, han konkret lever sit liv på.

- Jeg synes ikke, forestillingen handler om indvandring, men hvis man bruger det som metafor, synes jeg, vi skal have et multietnisk samfund, at vi skal tage imod indvandrere og blandes. Men vil jeg lade mig eget barn gå på en folkeskole på Vesterbro, hvor der stort set kun er indvandrere? Ville jeg selv flytte til Mjølnerparken? Jeg er ikke sikker på, at mine holdninger er i overensstemmelse med, hvad jeg selv ville vælge, og det er meget dansk lige nu. Der er et vist hykleri, siger Christian Tafdrup.

Han er fascineret af store kræfter som for eksempel ondskab, der er på spil i forestillingen på Aarhus Teater. At noget har storhed, er monumentalt, ikke bliver køkkenrealistisk, men handler om de mytiske sider af tilværelsen og stiller de store spørgsmål.

Annonce

Religiøs i teenageårene

Dem har han stillet sig selv, siden han som 12-13-årig blev forblændet af en kristen dramapædagog og blev en del af den evangelisk kristne kirke. I begyndelsen var de en hel gruppe unge, håbefulde teaterspirer i kirken, og da de andre meldte sig ud, blev Christian Tafdrup hængende, søgende og reflekterende, som han var.

- Jeg syntes, det var spændende med noget, der var anderledes, vildt og meget sort-hvidt. Det var spændende at tage kors på, men det var også meget ungt at blive fanatisk optaget af noget. Jeg havde svært ved at slippe ud af det, fordi jeg syntes, det var vanvittigt interessant, husker han.

I dag har han stadig tankemønstre grundlagt i teenageårene, hvor han hverken måtte have kærester, der ikke var kristne, eller drikke øl og gjorde begge dele.

- Jeg er ikke religiøs mere, men når man har været det, har man reminiscenser af et tankesæt, som sidder fast som en djævel. Jeg føler hurtigt skam. Jeg bryder mig heller ikke om noget, der er alt for konsekvent, eller hvor du ikke kan stille et modspørgsmål eller have en indre tvivl om, hvad du står for. Derfor er det så dejligt at beskæftige sig med kunst, for det er dilemmaer, modsætninger og ingen endegyldige sandheder, siger den 40-årige instruktør.

Han vil gerne gøre op med forestillingen om, at religion er dårligt for verden, sådan som der i hvert fald i nogle kredse kan være en tendens til at opfatte det.

I stedet ser han det som noget positivt at have noget at tro på. Noget, der er større end en selv.

- Det kan også være nogle værdier som at sætte pris på livet, på andre mennesker, være tolerant og tilgivende. Til gengæld er det ikke godt, når det bliver dogmatisk og fanatisk, som jeg oplevede det som teenager med meget strikse regler for, hvad man måtte. Skammen er rigtig dårlig, hvis man bliver offer for den, siger Christian Tafdrup.

Annonce

Jagter ikke så meget

Som kunstner ser han det ikke som sin opgave at give svar, men at stille spørgsmål og undersøge ting. Det gælder både på scenen og privat, hvor han på den ene side har et pleaser-gen, som gerne vil have alle til at kunne lide ham, men omvendt også vil provokere.

- Privat vil jeg helt grundlæggende gerne have, folk skal synes om mig, og samtidig frastødes jeg af, at folk er sådan. Måske fordi jeg er så præget af det, kan jeg kunstnerisk godt lide at lave noget, der splitter folk. Det er helt o.k., at nogle ikke kan lide det. Det er bare et stykke kunst, siger Christian Tafdrup. Han øver sig i at være mere til stede i nuet og bare nyde øjeblikket uden hele tiden at skulle tænke i idéer. Derfor skriver han også meget mindre end tidligere. Da han for to år siden blev far, forestillede han sig, at han hver dag skulle skrive om sin datter og registrere hendes udvikling i en bog, han og hans kæreste havde købt til formålet. Men der er ikke skrevet et ord, fordi det hele har været så hektisk, og det er han på en måde glad for. Det er nemlig et tegn på, at han har været til stede.

- Det har været godt for mig, at livet ikke kun er arbejde. At balancere tingene og tro på, at der er nogle ting i livet, som er meget normale og ikke altid spændende, men vigtige. At man ikke behøver lave noget spændende hele tiden, men at det også er vigtigt at være der for andre. Og at slappe lidt af.

- Jeg jagter ikke succes så meget som tidligere. Jeg har lavet tre film, inden jeg fyldte 40 år, og jeg har fået en slags gennembrud, så det har været en lettelse at lave "En frygtelig kvinde". Nu prøver jeg at trække vejret noget mere og være god ved mig selv, og det at opdrage et barn er større end noget andet. Det er i hvert fald det, man vil huske, siger Christian Tafdrup.

Annonce
Livsstil For abonnenter

Spørg advokaten: Gaver mellem ægtefæller og fremtidsfuldmagt

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Kolding får endnu et kviktestcenter - det åbner torsdag nord for bymidten

Erhverv For abonnenter

Gigantisk byggeri har indhentet forsinkelse: Viking Link når milepæl med 15.000 m2 under tag

Sønderborg

Læsere undrer sig: Må varebiler køre i begge retninger på gågaden

Varde For abonnenter

Rollator-bande på tur: Den ældste er 95 år – og nu overvejer rollatordamerne at besøge et værtshus

Løvkvist: Messerschmidt kæmper for at vriste magten ud af døende hænder

Esbjerg For abonnenter

Hård kritik af Fanøs Plejecenter: Vores demente far lå hjælpeløs på gulvet

Kultur

Ekstra koncert med SMUK og Haderslev Domkirkes Pigekor

Esbjerg

Ni elever i samme klasse smittet på ni dage: Hvorfor bliver årgangen ikke hjemsendt og testet?

Skoleleder om mulig Omikron-variant: Der er så mange ansatte, der skal testes, at vi ikke kan tage imod elever

Aabenraa For abonnenter

Mennesket bag monarken: Forfatter gav indblik i dronningens liv med op- og nedture

Haderslev For abonnenter

Poser med kokain og heroin blev smidt ud af lejlighed på 2. sal, da politiet sparkede døren op

Nordtyskland

Så er byggeriet af den faste forbindelse startet i Tyskland

Annonce