Annonce
Danmark

Jeg skammer mig over den måde, visse politiker taler om integration

Svend Bondesen

Kære Nour Shaaban! Tak for dit stærke indlæg i avisen Danmark 5. januar.

Indholdet rammer præcist min samvittighed som indfødt dansker. De signaler vi sender jer, der er flygtet fra livstruende forhold i jeres eget land, er ofte umenneskelige og urimelige.

Jeg skammer mig ofte over den måde, nogle politikere agerer på og udtaler sig om integration og immigration. Hertil kommer medløbere, der offentligt og på diverse medier udgyder hadske kommentarer til og om mennesker fra andre lande og kulturer.

Jeg medgiver, at et lille land som Danmark ikke kan redde hele verden, men de mennesker der er flygtet fra livstruende forhold i deres hjemlande og som af den grund er havnet i Danmark skal vi hjælpe.

Den indsats, som flygtninge forventes at yde til gengæld, er en vilje til at indgå som borgere i det danske samfund.

Det betyder, at sproget skal læres til et niveau, der sikrer en entydig kommunikation. Herudover skal der udvises vilje til at påtage sig jobs i det danske arbejdsmarked, således der ydes bidrag efter evne til samfundet.

Som du beskriver din og jeres situation, er det lige nøjagtigt det, du og din familie har leveret. I er derfor velkomne.

Det paradoksale er, at vi mangler arbejdskraft i Danmark. Vi kan altså, samtidig med at vi udviser medmenneskelighed, få flere hænder i gang til gavn for vort samfund og arbejdsmarked.

Giv derfor de flygtninge, der er kommet og som kommer til Danmark, ordentlige vilkår. Det vil sikre, at især den unge generation meget hurtigt vil blive integreret i det danske samfund og derfor kan yde fuld indsats som borgere. Lad os få anstændigheden tilbage i vor omgang med mennesker fra andre kulturer.

Vi danskere vil jo gerne rejse ud og opleve fremmede kulturer. Nu har vi muligheden for at møde mennesker med en anden baggrund og kultur uden at skulle købe en flybillet.

Tag kontakt til en flygtningefamilie og oplev det selv. Det er givende for begge parter. Herudover bygger det bro mellem opfattelser og kulturer, således vi kan undgå franske tilstande med gule veste på gaderne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce