Annonce
Sydjylland

50-års jubilæum giver anledning til nostalgisk tilbageblik: Tamra Rosanes var til den første Woodstock Festival

Tamra Rosanes fortæller, at det var et tilfælde, at hun fandt sin niche i country-musikken efter en ungdom med masser af rockmusik. PR-foto
Country-sangeren Tamra Rosanes var en af de 500.000 unge på Woodstock Festivalen i 1969. 50 års-jubilæet giver anledning til et nostalgisk tilbageblik med masser af musik.

- To 17-årige veninder drog i en åben militærjeep ud på den halvanden times køretur fra Croton on Hudson - en forstad til New York - til tre dages fred, kærlighed og musik. Vi lovede vores forældre, at vi ville overnatte på et lokalt motel, der var ejet af familiemedlemmer. Men efterhånden som vi nærmede os festivalpladsen, så vi, de parkeret mange kilometer væk fra pladsen.

- Det gik op for os, at det ville være umuligt at køre frem og tilbage til motellet om natten, så vi parkerede bilen, glemte alt om motellet og vores løfter, og gik resten af vejen mod det, der senere skulle vise sig at være en højst mindeværdig oplevelse, både musikalsk og i andre henseender.

Det er nu 50 år siden, den amerikanskfødte danske countrysanger Tamra Rosanes fik sit livs musikalske oplevelse. Hun oplevede det faktisk slet ikke, da det skete, men siden gik det op for hende, at hun havde deltaget i et gigantisk show, som står tilbage som den mest nok mest epokegørende musikbegivenhed nogen sinde, kendt af stort set alle jorden rundt som et varemærke, en betegnelse for en flerdagskoncert, nemlig Woodstock Festivalen.

Den er gået i blodet på mere end én generation, og den er med til at definere adskillige tusinder af nu midaldrende ikke mindst i den vestlige verden - inklusive Tamra Rosanes.

Annonce

De fleste mennesker fokuserer naturligvis på den musikalske oplevelse på Woodstock, men i min erindring er der dannet et klart billede af frihed, uafhængighed og forundring. Jeg var en teenager fra en lille by 50 km nord for New York City, der var kommet ud i den rigtige verden og hang ud med ægte hippier fra New York, og pludselig følte jeg mig meget voksen og eventyrlysten. Jeg husker fornemmelsen af, at jeg følte mig tryg og sikker i denne enorme menneskemængde.

Tamra Rosanes

Tryg og sikkert

I samtiden var Woodstock ikke noget exceptionelt i Tamra Rosanes musikalske univers. Hun havde allerede været til koncert mange gange med nogle af verdens største berømtheder, bl.a. The Beatles og The Rolling Stones.

- De fleste mennesker fokuserer naturligvis på den musikalske oplevelse på Woodstock, men i min erindring er der dannet et klart billede af frihed, uafhængighed og forundring. Jeg var en teenager fra en lille by 50 km nord for New York City, der var kommet ud i den rigtige verden og hang ud med ægte hippier fra New York, og pludselig følte jeg mig meget voksen og eventyrlysten.

- Jeg husker fornemmelsen af, at jeg følte mig tryg og sikker i denne enorme menneskemængde, og jeg var nysgerrig efter at vide, hvor alle disse mennesker kom fra.

- Det var som en kolossal legeplads, hvor de voksne var børn, og musikken var legetøjet. Jeg hørte Ten Years After, Country Joe and the Fish, og en helt ny konstellation ved navn Crosby Stills and Nash, der var en af de mest overraskende, stimulerende og betagende koncerter, jeg nogen sinde har overværet. Ja, vi kendte alle Buffalo Springfield, der var forløberen for dette band, men det blev ikke annonceret på nogen måde. Namedropping var ikke vigtigt hér, musikken talte for sig selv, og den talte højt og tydeligt.

- At høre dem var nok det eneste tidspunkt på Woodstock, hvor jeg tænkte ved mig selv, at det var en del af noget enestående og specielt. Det var som om, jeg opdagede noget nyt og smukt, der nok ville være svært at dele med eller forklare til nogen, der ikke havde der.

Hvis din far giver lov

Du var 17 år, da du var til Woodstock, og da havde du allerede været til mange store koncerter i New York. Hvordan havde dine forældre det med at give dig lov?

- Jeg var vel 12-13 år, første gange jeg så The Beatles, og jeg tror, det var en venindes far, som tog med os, og en venindes søster, som var med den tredje gang. To gange så jeg Beatles på Shea Stadium, den koncert som blev filmet, og som siden er blevet meget berømt.

- Mine forældre var ikke bekymrede. Verden var ikke så farlig dengang, så jeg fik lov at tage af sted til mange koncerter. Det er jo et fantastisk privilegium at have oplevet.

- Derimod var de noget nervøse, da vi ville til Woodstock. Dengang kunne de jo ikke bare ringe og spørge, hvordan vi havde det, men de sagde ikke nej. Og der skete jo heller ikke noget. Vi overlevede og kom hjem med en enestående oplevelse, som aldrig vil ske igen.

Tamra Rosanes anno 1972. Da var hun lige kommet til Danmark og var samme år på den første af en serie Roskilde-festivaler. Privatfoto

Vækkeuret Hendrix

- Woodstock var en mudret affære. Fornemmelsen af gummisko, der sank ned i den bløde jord, lugten af en halv million mennesker, der boede sammen på en gård i regnen og følte sig snavsede og mudrede og smukke og glade.

- Jeg fandt et telt, jeg kunne sove i et par timer, og jeg vågnede op til det ultimative, næsten overjordiske vækkesignal, der lød som om, det var sendt fra himlen - Jimi Hendrix spillede den amerikanske nationalmelodi, The Star Spangled Banner.

- Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvad det var jeg hørte, men så genkendte jeg lyden af hans guitar, og jeg løb op mod scenen for at se ham spille.

Der har været både 25, 40 og 50 års Woodstock-jubilæer siden. Har du deltaget i dem?

- Nej. Jeg var tilbage på festival-pladsen i Bethel nogle år efter 1969, og det var jo mærkeligt at stå der på græsset i stilheden. Under festivalen var der konstant en summen og musik og larm. Det var pludselig en helt anden oplevelse at være der.

Jimi Hendrix spillede på Woodstock festivalen i byen Bethel 150 km nord for New York i august 1969. Blandt tilhørerne var Tamra Rosanes, og hun glemmer det aldrig. JV-foto

Rebelsk

Tamra Rosanes og veninden ankom til festivalen lørdag eftermiddag - en dag efter, den var begyndt fredag den 15. august med blød pop. Lørdag kom der rock på repertoiret med Mountain, Janis Joplin og The Who. Søndagen bød bl.a. på Joe Cocker, Ten Years After, Johnny Winther og altså Jimi Hendrix.

- Det var fornemmelsen af at være rebelsk, som det var for os dengang. Hvordan kan man i dag provokere sine forældre med en Led Zeppelin eller Doors inspireret gruppe, når de selv voksede op med den samme musik? Det var en unik tid dengang i 60'erne.

Har du selv været lige så frisindet i din opdragelse af din søn, som dine forældre var med dig?

- Min søn var til koncert med Eric Clapton som 11-årig, men jeg var med. Han var der ikke alene. Han ville gerne helt op foran, og så måtte jeg jo gå med. Det endte med en masse asen og masen, så vi måtte hives ind over sikkerhedshegnet. Det var lidt uhyggeligt, men det er selvfølgelig også noget, der står som et minde om en begivenhed, som man aldrig glemmer.

- Siden har musikken været en vidunderlig måde at være sammen på og en underlig måde at måle tiden på. I dag er min søn Noah også i musikbranchen. Han har produceret og arrangeret min seneste cd, Divided Heart, og det er jeg meget stolt af.

Tamra Rosanes. PR-foto

Jeg er med bandet

- Jeg, der har været til de første tre Beatles-koncerter i New York, og nærmest kendt i min hjemby som den største Beatles-fan, som har set Rolling Stones i 1965, som har været fan af og fulgt Bonnie Raitts karriere og koncerter siden begyndelsen af 70erne, som dansede mig gratis ind til alle Greatful Dead og Jefferson Airplane koncerter i den by, jeg gik på college i, mens jeg med svingende tamburin og iført ældgamle kjoler sagde de magiske - og løgnagtige - ord: Jeg er med bandet.

Men med al den rockmusik i din ungdom, hvorfor blev det så med countrymusik, du er blevet kendt?

- Det er en af livets mange tilfældigheder. Min bror er sangskriver i countryens højborg Nashville, og jeg tro, jeg har været der 200 gange. Det var min vej ind i countryen.

- Jeg sang faktisk rock med et band på et tidspunkt, men country er jo fantastisk musik. Tre akkorder og en god melodi er godt nok. Det er min mission, at der skal country på flere danske festivaler. Rocken kan ikke stå alene, selv om den er skøn og altid vil minde mig om Woodstock.

Tamra Rosanes. PR-foto
Blandt musikerne på Woodstocks 50 års-jubilæum for et par måneder siden var Edgar Winther. Foto: Steen Rasmussen
Gasolin var fast inventar på de alle første festivaler herhjemme - Thylejren allerede i 1970, Nyborg Festivalen i 1971 (billedet) og Roskilde Festival i 1972. Foto: Steen Rasmussen
Country Job på Woodstocks 25 årsjubilæum i 1994. Foto: Steen Rasmussen
Woodstock Festivalens oprindelige plads i Bethel er i dag et nationalt mindesmærke. På toppen af bakken er der bygget et museum og et amfiteater, hvor der holdes mange koncerter hvert år - bl.a. Woodstock Festivalens 40- og 50 årsjubilæer. Stedet hvor scenen og publikum stod i 1969 - ned ad bakken - ligger i dag i græs. Foto: Bethel Woods
Gamle hippier og den unge generation til 40 års mindesamling i Bethel i 2009. Foto: Steen Rasmussen
Steen Rasmussen ca. 1970.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce