Annonce
Debat

Jeg vil ikke være gidsel i Paludans forlorne korstog

Opførsel:Den gyldne regel er kendt i såvel kristendommen, islam og andre religioner. Det er den der siger: Gør ikke mod andre, som du ikke ønsker de skal gøre mod dig.

Jeg oplever at min tro, min fædrelandskærlighed og min glæde ved demokratiet bliver beskæmmet, ikke forsvaret i den aktuelle situation med Rasmus Paludan.

Som kristen vil jeg gerne bede mig frabedt, at min tro tages som gidsel i den fremfærd mod muslimer, der angiveligt skal redde vores kristne land. Ingen forhindrer mig i at gå i kirke om søndagen og nyde min gudstjeneste; jeg bliver ikke mindre kristen af, at andre har frihed til at have deres tro - eller ingen tro. Og det er ikke en kristen handling at håne andres tro eller skænde deres hellige skrifter.

Tænk bare på den harme, det vagte herhjemme, da vrede demonstranter brændte Dannebrog af under Muhammedkrisen. Læste vi det som et uskyldigt forsvar for ytringsfriheden?

Hvis man gerne vil ud med et budskab om, at islam trænger til at reformere de mere krigeriske tekster, må man feje for egen dør.

At ville Danmark er at have respekt ikke bare for skrevne, også for uskrevne regler.

Det er ikke respektfuldt over for landets myndigheder og andre samfundsborgere at forvente politibeskyttelse og annektere kostbare ressourcer, blot for at rejse rundt og håne andre. Hvis nogen begynder at rejse land og rige rundt og brænde bibler af, skal de så også have et hold politibetjente med?

Hvor i består det samfundsgavnlige i at skabe splid og had? At kalde folk i ghettoområderne tabere og gøre sig lystig på andres bekostning blandt unge på Youtube på en måde, så børn er begyndt at mobbe hinanden i skolerne med hjemsendelse og krigslege?

Naturligvis tager jeg skarpt afstand fra dødstrusler, voldelige modreaktioner og hærværk. Men jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan det skulle kunne tjene kristendommen, Danmark eller demokratiet, at skatteborgere skal finansiere Rasmus Paludans fortsatte provokationer. Skal skatteyderne se til, indtil det eskalerer og ender med bål og brand?

Måske en del af stemmepengene til nye partier fremover bør øremærkes højskoleophold med demokrati på skemaet?

Annonce
Mette Marie Hansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce