Annonce
Livsstil

Jens Galschiøt uden filter: - Jeg er en typisk selvforfører

Projektet med Skamstøtten er ifølge Jens Galschiøt lavet til Hongkong for at vise borgerne dér, at også i Danmark er der øje for, hvad der sker i Hongkong. - Jeg er en del af Hongkongs demokratibevægelse, formentlig den eneste hvide, og har været det siden 1997 - altså lang tid før Kina overtog alting, så de er mine venner simpelthen, forklarer Jens Galschiøt, som her står med en tro kopi af en gasmaske fra demonstrationen i Hongkong støbt efter tilsendte originaler. Foto: Robert Wengler
Trods sine 65 år er der ingen ide i at tale med Jens Galschiøt om at gå på pension. Han vil altid have brug for at komme af med den verden, han ikke kan forstå. Kanalen, han bruger, er kunsten, som ikke skal provokere for meget, men bare tilpas. På trods af at Kina har forbudt ham adgang til landet siden 1997, føler kunstneren sig faktisk mere elsket end nogensinde før både i sin modstand og i sit forsvar af verden og det at være menneske i den. Den røde smed i Odense har udvidet farvepaletten og holder i dag af liberalismens frihed til at udfolde sig kreativt og drive forretning på. Eksklusiv har besøgt den oprørske selvforfører, der denne vinter er aktuel med Skamstøtten på slotspladsen foran Christiansborg, i kunstens maskinrum i Næsby og hjemme i privaten hos hustruen Colette.
Annonce

Hun er hans anker til normalitet. Colette. Jens Galschiøt ved det godt og siger det højt, ligesom han ofte siger og gør ting, der kan være følsomme og andre gange grænseoverskridende eller pænt provokerende. For sandheden har intet filter - og hvis han ikke havde hustruen Colette i sit liv, ville han sikkert rulle sig sammen om sig selv, spise en burger, sove og bagefter arbejde sig selv ihjel i løbet af kort tid, dø en kummerlig tilværelse. Det er hans eget bedste bud og hans eneste afhængighed. Med alt andet handler det nemlig om det modsatte for Jens Galschiøt: Det handler om at være uafhængig, dybt uafhængig.

Han kommer gående med to små kvindekroppe på en kvadratisk bakke. De er formet i voks og skal transformeres om til kobber eller bronze, som processen oftest er her i den gamle karosserifabrik i Næsby, som siden 1985 har udgjort basen for Jens Galschiøts værksted, galleri og skulpturpark. - Jeg begyndte i sin tid at lave skulpturer af kvindekroppe. Jeg har en formidabel fantasi omkring kvinder, jeg har forstand på kvindetøj og ved nøjagtig, hvad folder gør ved tøjet - og hvad tøjet gør ved kvinder - mere end man lige skulle tro, at sådan én som jeg har, fortæller Jens Galschiøt og ser for første gang i dag, virker det til, ned ad sig selv, på arbejdsbukserne og den plettede, sorte sweatshirt.

- På et tidspunkt begyndte jeg at fjerne kvinden, fordi hun forstyrrede mig, fortsætter han upåvirket og lader hånden rode rundt i det grå hår.

- Jeg interesserer mig nærmere for tanken om kvinderne. For fantasien om det, der er indenunder tøjet. Jeg laver stadig skulpturerne. De er min bløde side, erkender den 65-årige kunstner midt i det rå og maskuline kaos i det elektrogalvaniske støberi med trucks og kraner, metal og kommentarer til verden i strukturerede rodebunker fra gulv til loft. Han kalder det kunstens maskinrum. Der er mange, der fejlagtigt tror, at hvis bare man er en god kunstner, skal det nok lykkes. Sådan er det ikke ifølge Jens Galschiøt. Branchen er svær, for der er ikke plads til ret mange. - Du skal have en masse talent, ja. Men du skal også have talent for at snakke med journalister, for at møve dig frem. Eller du kan bolle dig igennem det. Kunst er én stor forførelse. Enten kan man få galleriejerne til at forføre én videre, eller også kan man selv forføre. Jeg er en typisk selvforfører. Jeg er ikke afhængig af mine gallerier. Jeg kører hele mit show selv, og det fungerer faktisk meget fint.

Jens Galschiøt

65 år.

Uddannet plade- og kunstruktionssmed, selvlært sølvsmed og skulptør.

Med eget værksted, galleri og skulturpark i Næsby siden 1985.

Aktuel med skulpturen Skamstøtten, der er stillet op på Slotspladsen foran Christiansborg - for at vise sin støtte til demokratibevægelsen i Hongkong.

Gift med psykoterapeut Colette Markus Galschiøt.

Sammen har de tre drenge, Lasse, Kasper og Sofus, et barnebarn og endnu et på vej.

Har i 40 år boet i samme lejlighed midt Odense.

Går i slutningen af året forhåbentlig i gang med byggeriet af 10 store boliger i Næsby - én af dem til sig selv og Colette Markus.

Annonce

Frie hænder

Bakken med de to kvindekroppe er givet videre til en af syv ansatte i Galleri Galschiøt, så manden med navnet kan fortsætte - aldrig tomhændet, men med frie hænder til det næste: et interview om mennesket Jens Galschiøt. Weekenden har han også brugt på at tale med journalister. 10 interview blev det til, og det er helt fint, for det er også en del af kunsten, der bliver støbt i Næsby. En del af Jens Galschiøts kunst foregår nemlig i de globale medier. Lige nu er det Skamstøtten på slotspladsen foran Christiansborg og dermed Jens Galschiøts offentlige støtte til demokratibevægelsen i Hongkong, der fylder en del. Men ikke det hele og ikke så meget at han ligger søvnløs om natten. Faktisk sker det jævnligt, at et land - som i dette tilfælde Kina - fornægter ham og hans kunst. - Kina har forbudt mig adgang til landet siden '97. To gange er jeg blevet smidt ud af Hongkong, og Mexico er jeg for resten også blevet smidt ud af. Brasiliens regering er heller ikke særlig glad for mig, så på den måde er det ikke nyt for mig, at Kina gerne vil have mig væk. Kina reagerer altid imod mig, siger Jens Galschiøt og sætter sig afslappet ved sit skrivebord på kontoret, der er tapetseret med ringbind, bøger og kunst. - I virkeligheden er projektet med Skamstøtten lavet til Hongkong for at vise borgerne dér, at også i Danmark har vi øje for, hvad der sker i Hongkong. Jeg er en del af Hongkongs demokratibevægelse, formentlig den eneste hvide, og har været det siden 1997 - altså lang tid før Kina overtog alting, så de er mine venner simpelthen, forklarer Jens Galschiøt og tilføjer: - Jeg er sikker på, at hvis den kinesiske befolkning virkelig vidste, hvad der var sket på Den Himmelske Freds Plads i 1989, eller hvad der sker i Hongkong lige nu, ville de støtte langt hen ad vejen. Befolkningen i Kina accepterer en vis form for diktatur, ytringsfrihedsundertrykkelse, og at der befinder sig en million mennesker i koncentrationslejre i Nordvestkina i øjeblikket. Og det gør de, fordi de for det første ikke ved noget om det, og for det andet fordi de aldrig har prøvet andet.

Annonce

Ghettobarn på damp og stoffer

Hans politiske "happenings" handler om en verden, han ikke kan forstå. En verden, han kommer af med ved at lave sine skulpturer og placere dem strategisk i det offentlige rum som en kommentar i debatten og en stemme i oprøret. Hans eget oprør startede på sin vis allerede, da han blev født i 1954 i en ghetto i Frederikssund, søn af en enlig mor. Jens Galschiøt var et forvirret, uroligt og meget snakkende barn, som man dengang mente, skulle have to nervepiller sammen med morgenmaden for at være rolig nok til at gå i skole. Det hjalp ikke.

- Jeg var et dampbarn. Og meget kan man sige om dampbørn, men vi havde det svært med skolelærere, og skolelærere havde det svært med os, så jeg havde ikke nogen god tid i skolen. Alligevel blev jeg ikke mobbet, husker Jens Galschiøt og fortæller om ghettoens gruppe af børn, der holdt sammen uden for ghettoen og bankede sig igennem skoletiden.

- Jeg kan huske, at jeg simpelthen havde så ondt af børnene, der boede i villaerne. For de havde kun en enkelt villavej og slet ikke det sammenhold, som vi andre havde. At vi følte os underpriviligerede, gjorde os i virkeligheden enormt stærke, ikke i forhold til lærerne, men i forhold til alle andre.

Jens Galschiøt overlevede skolen indtil 8. klasse, hvor han blev smidt ud. Han var for urolig. Samtidig døde hans mor af kræft, og Jens Galschiøt skulle flytte hen til sin far, som han kendte, men kun havde en månedlig samværsdag med.

- Det var barskt. Min far var en strålende mand, men jeg savnede jo selvfølgelig min mor, siger Jens Galschiøt med et blik, der viser, at han stadig husker og mærker smertens sorg, inden han behændigt driver fortællingen hurtigt videre til 1968, hvor han som 14-årig lavede tasker og bælter og solgte dem på Strøget, og hvordan han brugte alle pengene på hash, LSD og Speed og drønede rundt i København om natten.

- Jeg er et af de børn, der har suget absolut mest i mig. Jeg havde en fest i lang tid og en rigtig god forretning, men der var mange af mine kammerater, der døde i den periode, fortæller han.

Jens Galschiøt købte den gamle karosserifabrik i Næsby i 1985 og har siden haft sin daglige gang i det, han i dag kalder værksted, galleri og skulpturpark på adressen. Han tager tidligt af sted om morgenen og kommer tidligst hjem klokken 18. Foto: Robert Wengler
Annonce

Opdragelsen

Det var omtrent på det tidspunkt, at hans far spurgte, om Jens Galschiøt ikke kunne tænke sig at komme til Indien. Hans far ville gerne betale rejsen, han ville gerne have Jens Galschiøt væk fra Danmark, væk fra miljøet. Og selvfølgelig ville Jens Galschiøt gerne til Indien, for han var sprunget ud som hippie og zenbuddhist.

Så Jens Galschiøts far meldte ham ind i Den rejsende højskole, som var starten på Amdi Petersens imperium, og sådan gik det til, at Jens Galschiøt med sit lange hår og sine 18 år steg på bussen på Fanø i 1972 med stålsatte, intellektuelle, unge revolutionærer, der gik rundt og læste "Den lille røde" af Mao Zedong.

- Jeg kan huske, jeg var lige ved at skride, for det var svært for mig at være dér så langt fra mit basismiljø, at jeg næsten ikke kunne håndtere det. Der var meget forskel på de sociale koder i middelklassen, som de var en del af, og de sociale koder i arbejderklassen, hvor jeg kom fra. Jeg er stadig mest tryg ved arbejderklassen, selv om jeg har været i middelklassen siden da, konstaterer Jens Galschiøt og bringer os tilbage til nutiden, skrivebordet og kaffen i papkruset foran os, som vi glemte at drikke.

En telefon ringer, en ansat tager den ude i værkstedet og kigger ind på kontoret med et spørgsmål på læben. Han skal bare tage imod ordren.

- Jeg overvejede at skride, men der var på den anden side også mange lækre og kloge piger på den højskole, og jeg kunne jo godt se, at de havde mere styr på deres liv, end jeg havde. Amdi Petersen var skolelederen og fik så en ældre dansk-ungarsk-fransk pige på 23 til at opdrage mig hele vejen til Indien. Og hende scorede jeg, udbryder Jens Galschiøt og virker stadig helt overrasket over den bedrift.

- Og jeg er stadigvæk sammen med hende. Gift med hende. Og hun opdrager mig stadigvæk. Efter 50 år opdrager denne kvinde mig stadigvæk hårdnakket, hvis hun kan slippe af sted med det, siger Jens Galschiøt.

Og man er ikke det mindste i tvivl om, at han nyder hvert eneste øjeblik af det.

En gang blev Jens Galschiøt bedt om at regne underskuddet ud for den politiske happening ”Den stille død” med en masse lig. Han gik med til at regne det ud, fordi de lovede at ville betale det. Underskuddet lød på 350.000 kroner, og svaret tilbage var tavshed. – Der blev jeg sur. For det første havde det taget lang tid, og for det andet regner jeg aldrig underskud ud. Fordi det er pisseirriterende og ligegyldigt. Hvis du er tilfreds med det, du har lavet, er det jo ligegyldigt, hvad det har kostet. Du kan kun blive en sur, gammel idiot af at regne det ud, konkluderer Jens Galschiøt, som aldrig siden har regnet et underskud ud. Foto: Robert Wengler
Annonce

Kastration og urørlighed

Er du så faldet til ro nu?

- Næ, det vil jeg ikke sige.... men jeg er fuldstændig clean. Jeg tror, jeg var misbruger for at slippe for verden. Jeg var utilpasset i det hele taget, men den her verden passede bare ikke til mig, erkender Jens Galschiøt.

Det, der ændrede Jens Galschiøts tilværelse, var ikke kun at møde Colette i bussen, men også at opleve hungersnød i Afghanistan med Den rejsende højskole. At se børn, der døde omkring ham og pludselig føle sig enormt overpriviligeret. Det blev et spørgsmål om at reagere på samfundet på en mere struktureret måde.

- Mit oprør, som før var vendt indad mod mig selv, hvor jeg forsøgte at slå mig selv ihjel med alt muligt lort, vendte jeg nu udad mod samfundet. Der var jo et eller andet helt galt, når der var folk, der døde af sult i Afghanistan, erklærer Jens Galschiøt, der derefter blev en del af venstrefløjen, gik i lære som smed på Lindøværftet og blev leder af lærlingebevægelsen. I 1978 var han uddannet plade- og konstruktionssmed, men blev alligevel desillusioneret. Den socialistiske tanke skulle jo ændre verden. Der skulle komme en revolution, og så ville alt være godt, og tilbage ville der stå en fuldstændig ren verden. Men det skete bare ikke.

- Der skete det, at hver gang en af mine helte kom til den tredje verden, udviklede de sig til diktatorer i løbet af ganske kort tid og slog deres gamle kammerater ihjel. Gang på gang. Jeg holdt til sidst op med at tro på det, og det var ikke, fordi jeg glemte børnene i Afghanistan. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg havde mistet min sandhed og fik i stedet en eksistentiel krise, forklarer Jens Galschiøt og virrer med hovedet.

Han holdt op på værftet og begyndte at lave smykker i kollektivets kælder, hvor han boede sammen med Colette. Samme sted midt i Odense, hvor parret i øvrigt fortsat bor på anden sal her 40 år senere. Og samme smykke, han i øvrigt går med i venstre øre her 40 år senere.

Jens Galschiøt ville være kapitalist, og det sagde han højt og meldte sig ud af fagforeningen i 1985.

- I manges øjne er jeg stadig en rød, venstreorienteret aktivist, men i virkeligheden er jeg også en liberalist. Jeg er begge dele, for jeg tror på en blanding af socialisme og kapitalisme. Min måde at drive det her sted på er liberalistisk, og jeg går ind for det faktisk. Jeg er ikke afhængig af penge. Jeg lever ikke af tilskud, men har mine egne penge. Jeg lever af det, vi sælger, så på den måde er jeg uafhængig af verden. Jeg vil ikke have penge, for det kastrerer mig. Hvis jeg havde fået penge af for eksempel Statens Museum for Kunst for at sætte Skamstøtten op på Christiansborgs Slotsplads, så havde det været en helt anden diskussion. Så havde diskussionen været, om de havde givet ham Galschiøt penge til at lave skulpturen, så vi ville miste eksport fra Kina. Lige nu er vi urørlige, pointerer han.

Detaljegraden er høj i Jens Galschiøts arbejde med sine skulturer. Disse finder du ved indgangen til hans værksted og galleri i Næsby. Foto: Robert Wengler
Annonce

Lovløshed og grænser

Jens Galschiøt interesserer sig ikke for penge, siger han. Men det har ikke altid været helt ufarligt at have det sådan. Han mindes at være kommet hjem til Colette, dengang han skulle lave den første, store politiske happening med skulpturerne af svinehunden og spurgt hende: "Er det i orden, at vi risikerer at gå fallit nu?" Hun sagde ja.

22 tons skulpturer ved navn "Min indre svinehund" blev sat 22 steder i hele Europa af 100 frivillige og 15 lastbiler. Det kostede mange penge, og Jens Galschiøt havde ingen.

- Men det lykkes på en eller anden måde altid, grunder han og tilføjer i en sidebemærkning, at det jo var ulovligt, at han jævnligt laver ulovlige aktioner, og at han jo som sådan ikke er et ret lovligt menneske, når det kommer til stykket.

Han har dog aldrig fået en bøde. Men han har været interneret flere gange i Hongkong og Mexico, været holdt tilbage i en by i en uges tid og siddet i et afhørringslokale i 24 timer. Til gengæld er han aldrig blevet slået og føler sig ikke særlig udsat. Men han rejser på den anden side heller aldrig uden at have et tv-hold med sig. Aldrig.

- Det er rigtig dumt at slå en mand ihjel, der har CNN i ryggen. Colette har måske en gang imellem siddet derhjemme og været bekymret, men så lader jeg være med at fortælle hende det hele. Der er ikke grund til at bekymre hende unødigt. Og altså... hvis jeg bliver slået ihjel, er det en fejltagelse.

Grænsen, for der en grænse, går ved vold og drab. Det er på ingen måde dér, Jens Galschiøts kunst skal hen.

- Jeg har en del grænser og laver tit ting om, så de fungerer på en anden måde. Jeg er faktisk ikke interesseret i, at de provokerer for meget. Jeg bliver spurgt, om det er en fordel, hvis min kunst provokerer vildt meget? Det er det faktisk ikke. De skal provokere tilpas, så der stadig er plads til en diskussion og debat. Der er heldigvis aldrig sket noget. Mine ting kan fokusere en bevægelse. Det er det, mine ting kan, og det er det, de skal.

- Kina har forbudt mig adgang til landet siden '97. To gange er jeg blevet smidt ud af Hongkong, og Mexico er jeg for resten også blevet smidt ud af. Brasiliens regering er heller ikke særlig glad for mig, så på den måde er det ikke nyt for mig, at Kina gerne vil have mig væk. Kina reagerer altid imod mig, siger Jens Galschiøt om den seneste tids udmeldinger fra Kina om hans skulptur "Skamstøtten" på Christiansborgs slotsplads. Foto: Robert Wengler
Annonce

Manglende vægplads

Det er nu ikke al hans kunst, der skal bruges til noget eller være led i en politisk debat. Jovist, han laver stadig miniatureudgaver af "Min indre svinehund" på bestilling ude i værkstedet - som dem, der lige nu bliver dyppet i det store kar med svovlsyre, kobbersulfat og vand - og som minder ham om sin egen angst for at blive forrået, sin egen angst for at vågne op og en dag være Pia Kjærsgaard, sin egen angst for at miste sig selv undervejs. Jovist, han laver tro kopier af gasmasker fra demonstrationen i Hongkong efter tilsendte originaler. Jovist, han er i gang med en stor støttekampagne med skulpturen af en rose for den 22-årige Yasaman i Teheran, der 8. marts blev fængslet for ikke at bære tørklæde, og som her 16.september 2019 fik nedsat sin fængselsdom til 10 år. Og jovist, han er i gang med at feje for egen dør i klimakrisens navn ved at sælge små kvindeskulpturer til halv pris for at samle penge ind til stort solcelletag på værkstedet i Næsby. Men indimellem falder man også over kunst af Jens Galschiøt, der bare er kunst for kunstens skyld. Både i galleriet i Næsby og i særdeleshed hjemme i lejligheden hos Colette.

- Se, der er Colettes røv, påpeger Jens Galschiøt, da han nogle uger efter interviewet i Næsby inviterer indenfor i privaten i Odense til formiddagskaffe med en let hovedrystende, smågrinende Colette Markus.

På væggen mellem entreen og køkkenet hænger en mindre udgave af den store bronzeskulptur fra galleriet - formet efter kunstnerens bedre halvdels bagdel i hendes 30'ere.

- Den endte bare sådan og skal ikke bruges til noget, gentager Jens Galschiøt og tilføjer, at al kunst handler om, hvad kunstneren tænker og føler for.

Colettes far var fra Ungarn, hendes mor var fra Danmark, opvæksten foregik i både Frankrig og Danmark, inden hun dengang i 1972 steg på bussen til Indien og havde hede diskussioner med en langhåret fyr ved navn Jens.

- Jeg husker, hvordan han altid sad og mediterede i lotusstilling i bussen og mistede balancen og væltede, hver gang bussen drejede, griner Colette Markus, der i dag arbejder som psykoterapeut.

De har boet 40 år i lejligheden på 155 kvadratmeter. Her har kunsten og familielivet udfoldet sig med parrets tre sønner. Sofus, den yngste, er født inde i soveværelset, og det hjemmelavede navneskilt til hans værelse hænger stadig på døren, selv om han for længst er flyttet hjemmefra. Kunsten breder sig ud i opgangen, hvor malerierne rammer hjemmet ind, og et utal af malerier er henstillet til gæsteværelset, fordi der simpelthen ikke er mere vægplads tilbage.

En mindre skulptur i forbindelse med Skamstøtten og opbakningen til demokratibevægelsen i Hongkong. Foto: Robert Wengler
Annonce

Folkelig og elsket

Små og store skulpturer finder man også alle steder.

- Du plejer at sige, at jeg stadig slås med min gamle skolelærer, siger Jens Galschiøt henvendt til sin kone om hans evige oprør mod verden.

- Ja, han står ude på badeværelset, nikker Colette Markus bekræftende, imens Jens Galschiøt henter en lille skulptur af en vred, gammel mand ind på spisebordet.

- Jeg opdagede først, efter jeg havde lavet skulpturen, at jeg ubevidst havde portrætteret min gamle skolelærer. Oprøret har jeg bare ført videre til alt muligt andet, så måske har han i virkeligheden gjort mig en tjeneste, konkluderer Jens Galschiøt halvt for sig selv.

Og netop oprøret i ham er grunden til, at Jens Galschiøt føler sig mere elsket nu end nogensinde før - og vil så langt som at kalde sig selv for en folkelig kunstner.

- Hvis du går rundt på gaden i Odense og spørger til mig, vil jeg tro, at langt de fleste vil sige: "Ja, han er godt nok en rabiat herre, men han er vores kunstner, og det kan vi godt lide". Det er min fornemmelse, at jeg er mere og mere elsket og afholdt blandt befolkningen - ikke blandt kunstnerne og ikke fordi befolkningen er enig med mig. Tværtimod er de måske uenige med mig, men synes alligevel, at det er vigtigt, der er sådan nogen som mig, der kompromisløst fastholder nogle værdier, som er vigtige, at nogen fastholder, og som de måske kan huske, at de selv har haft engang. Og det kan jeg jo mærke, for der kommer jo omkring 20.000 besøgende i galleriet hvert år.

Jens Galschiøt er ikke længere en fattig mand. Han ejer 10 lejemål og afventer nu, at lokalplanen i Næsby bliver ændret, så han for 20 millioner kroner kan komme i gang med at bygge 10 store og luksuriøse boliger omkring hans værksted og galleri. Alle med store orangerier og altaner - og ét af dem til ham selv og Colette. De savner begge et udeliv, en altan. Tidshorisonten er svær at spå om, men forhåbentlig går byggeriet i gang sidst på året. Han bygger ikke med tanke på at gå på pension, kun for at samle livet og gøre det hele lidt mere bekvemt.

- Og så ville det være pragtfuldt at have min kone lige i baghaven til værkstedet, siger han med et smil.

- Jeg begyndte i sin tid at lave skulpturer af kvindekroppe. Jeg har en formidabel fantasi omkring kvinder, jeg har forstand på kvindetøj og ved nøjagtig, hvad folder gør ved tøjet - og hvad tøjet gør ved kvinder - mere end man lige skulle tro, at sådan én som jeg har, fortæller Jens Galschiøt om sin bløde side som skulptør. Foto: Robert Wengler
Jens Galschiøt er netop nu i gang med en stor støttekampagne med skulpturen af en rose for den 22-årige Yasaman i Teheran, der 8. marts blev fængslet for ikke at bære tørklæde. Foto: Robert Wengler
Der er mange forskellige arbejdsgange i det at lave skulturer hos Jens Galschiøt. Heldigvis har han også en del ansatte til at hjælpe sig. Foto: Robert Wengler
Små skulpturer bliver til. Foto: Robert Wengler
Jens Galschiøt forsøger sig også med små brocher, som kan blive accessories med et politisk budskab. Foto: Robert Wengler
I Jens Galshiøts værksted er tonen rimelig bramfri. Foto: Robert Wengler
Fra værkstedet. Foto: Robert Wengler
- Hvis du går rundt på gaden i Odense og spørger til mig, vil jeg tro, at langt de fleste vil sige: "Ja, han er godt nok en rabiat herre, men han er vores kunstner, og det kan vi godt lide", lyder det fra Jens Galschiøt. Det er hans fornemmelse, at han er mere og mere elsket og afholdt blandt befolkningen - ikke fordi befolkningen er enig med ham, men fordi folket ifølge Jens Galschiøt giver udtryk for, at det er vigtigt, der er sådan nogen som ham, der kompromisløst fastholder nogle værdier, som er vigtige, at nogen fastholder, og som de måske kan huske, at de selv har haft engang. - Og det kan jeg jo mærke, for der kommer jo omkring 20.000 besøgende i galleriet hvert år, pointerer han – her i sin skulpturpark ved galleriet i Næsby. Foto: Robert Wengler
- Jeg var et dampbarn. Og meget kan man sige om dampbørn, men vi havde det svært med skolelærere, og skolelærere havde det svært med os, så jeg havde ikke nogen god tid i skolen. Alligevel blev jeg ikke mobbet, husker Jens Galschiøt. Foto: Robert Wengler
22 tons skulpturer ved navn "Min indre svinehund" blev sat 22 steder i hele Europa af 100 frivillige og 15 lastbiler. Det var Jens Galschiøts første politiske begivenhed. I dag sælger han stadig små skulpturer af "Min indre svinehund". Foto: Robert Wengler
Overalt hos Jens Galshiøt støder man på politiske holdninger og kommentarer til verden. Her på kontoret i Næsby. Foto: Robert Wengler
- Jeg opdagede først, efter jeg havde lavet skulpturen, at jeg ubevidst havde portrætteret min gamle skolelærer. Oprøret har jeg bare ført videre til alt muligt andet, så måske har han i virkeligheden gjort mig en tjeneste, konkluderer Jens Galschiøt og henter skulpturen af skolelæreren ind fra badeværelset. Foto: Robert Wengler
Maleriet bag Colette Markus og Jens Galschiøt er et portræt af dem selv - malet af en tidligere lærling på værkstedet. Foto: Robert Wengler
Jens Galschiøt har siden 1973 dannet par med Colette Markus. I 40 år har de boet i den samme lejlighed i midten af Odense, som er fyldt med minder fra et familieliv med deres tre drenge. Colette Markus er hans anker til normalitet, siger han – og nyder, at hun efter alle disse år stadig opdrager på ham. Foto: Robert Wengler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Efter ballade ved pokalfinalen: Politiklagenævn skal se nærmere på knippelslag

Annonce