Annonce
Livsstil For abonnenter

Jesper Lohmann har været en tumling, men: Jeg spænder ikke længere ben for mig selv

For skuespiller Jesper Lohmann er teatret et trygt hjem. Et sted, hvor han lige siden han så sin første forestilling har følt sig godt tilpas. Som om han hørte til. Foto: Morten Rode
Forandringen har været konstant i skuespiller Jesper Lohmanns liv. Både det private og arbejdslivet. Udviklingen i det ene har fulgt det andet, så mens rollerne blev mindre mørke, mere glade, blev Jesper Lohmanns personlige liv det samme. Måske fik han luftet ud i mørket og melankoliet på scenen, så der var plads til glæden. Måske var det omvendt, for hvad kommer først: Hønen eller ægget? Rollen eller privatlivet? Egentlig behøver man ikke tænke så meget over det, synes han. Det vigtige er, at han er et godt sted i sit liv. Et sted, hvor han for en gangs skyld har lyst til at blive.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Annonce