Annonce
forside

Jimi: Jeg tog trommerne – René fik guitaren

Jimi, til højre, og René optræder stadig. De har mellem 30 og 40 koncerter om året.

barnestjerner: Da vi var fem og syv år, fik min bror og jeg instrumenter i julegave af vores forældre. Trommerne tog jeg, og René fik guitaren, og så begyndte vi ellers at spille efter musikken i radioen, fortæller Jimi Vinding, Silkeborg – den ene halvdel af den senere så populære popduo, Jimi & René.

I barndomshjemmet i Donslund var brødrene Jimi (født i ’79) og René (født i ’77) allerede i en tidlig alder begyndt at se op til deres onkel, Kurt Skipper Kristensen, der ikke bare spillede med sin egen gruppe Skipper & Co., men sandelig også havde sit eget pladestudie i Vildbjerg ved Herning. Så der var næppe nogen tvivl om, hvem der var inspirationen til julegaveønsket om instrumenter.

Tilfældigt
Uden at have modtaget en eneste undervisningstime fik Jimi og René så godt fat i musikken på deres instrumenter, at de blev bedt om at spille til en kammerats fødselsdag.

– Det var faktisk så tilfældigt, som det overhovedet kunne blive. For mens vi spillede hos vores kammerat, så kom der en dame forbi udenfor. Hun må have hørt os, og synes om, hvad vi spillede. I hvert fald kom hun ind og spurgte, om vi ville spille til hendes mands fødselsdag – og så var vi sådan set i gang, fortæller Jimi, der i dag er gift, har en søn på fem år og bor i Silkeborg.

Onkel Skipper må også have været tilfreds med sine nevøer, for han opfordrede dem til at komme til Vildbjerg og indspille en plade.

– Når det overhovedet kunne lade sig gøre, så var det fordi vores forældre stod 100 procent bag os. Men holdningen var også den, at skolen skulle passes, fortæller Jimi.

En bred smag
Jimi & René blev en ganske imponerende succes efter datidens målestok. Ikke bare lavede de en perlerække af plader, men de var også utallige gange med i tv-udsendelser både i DR og det nystartede TV2. Faktisk blev Jimi & René så populære, at der også blev sendt bud efter dem fra udlandet.

– Vi var i Tyskland og lavede en cd til det tyske marked. Men bedst husker jeg vores deltagelse i et stort bulgarsk tv-show. Det var noget af en oplevelse. Her mødte vi irske Johnny Logan, som vi blev rigtig gode venner med.

Af store oplevelser – for to knægte fra Donslund – var også et 14 dages engagement på Bakken nord for København. Fire år i træk spillede Jimi & René på Bakken, og fritiden blev naturligvis brugt på at gå på opdagelse i forlystelsesparken.

Nu må man ikke tro, at Jimi og René er holdt op med at spille og synge – for det er de langt fra.

On the road – stadig
– Vi kunne som nok sagtens være blevet full-time-musikere, men det har vi aldrig haft lyst til. Så skulle man være væk hjemmefra hele tiden, og det vil ingen af os. Men vi spiller da stadig, og selvom jeg har skiftet trommerne ud med et keyboard, så lægger vi stadig vægt på, at det er os, der spiller og ikke en computer eller båndoptager bag os, siger Jimi.

Det bliver til et sted mellem 30 og 40 koncerter om året, og det kan være meget forskellige engagementer – lige fra runde fødselsdage til firmafester.

– Vi er som brødre flest, men vi kan begge lide at spille, og har vi en friweekend eller to, så kan vi sagtens finde på at mødes og spille alligevel, siger Jimi, der er flyttet fra Donslund, hvor René bor.

Men Jimi Vinding er også meget bevidst om, at han ikke ville have kastet sig ud i en lignende karriere-forløb, hvis han havde været barn i dag.

– Nej, jeg ville ikke have gjort det samme i dag. Dengang var vi nok i aviser og tv, men vi var egentlig ret anonyme. I dag er der langt mere fokus på, og langt større krav fra pladeselskaberne, der har meget større beløb ude at svømme. Vi tjente da også penge, men vi blev altså ikke stenrige på pladesalg og koncerter. Vi har hele forløbet igennem holdt det på hobbyplanet, og det har passet perfekt til os, siger Jimi, der i det civile liv er teknisk konsulent, mens storbror René er jord og beton-arbejder.

Annonce

Diskografi

1. Jimi & René – vol. 1. 1987

2. Jimi & René – vol. 2. 1988

3. »Vi cykler deruda’« 1989

4. Jimi & René – vol. 3. 1989

5. Jimi & René – vol. 4. 1990

6. »Søren Banjomus« - julesange. 1990

7. »Nu har vi altså jul igen«. 1991

8. »Sommer zu jeden jahreszeit«. 1992

9. »To glade musikanter«. 1992

10. »Lige om hjørnet«. Vinding Band. 1995

11. »Tak«, »Gør det igen«. 1997.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce