Annonce
Sport

Joachim Andersen skifter fra Sampdoria til Lyon

På Twitter byder den franske storklub Lyon forsvarsspilleren velkommen. Danskeren får en kontrakt til 2024.

Fodboldspilleren Joachim Andersen bekræfter over for TV2 Sport, at han skifter fra italienske Sampdoria til franske Lyon.

Aftalen løber ifølge mediet frem til 2024 og kan angiveligt blive den største handel med en dansk spiller nogensinde.

Endnu har ingen af klubberne bekræftet skiftet, men det gør Joachim Andersen altså selv.

- Det er nok den største dag indtil videre i min karriere. Jeg kommer til at spille for en kæmpe klub, så det er mega fedt, siger han til TV2 Sport.

- Lyon har vist, at de virkelig ville have mig. Det er jeg glad for, og nu glæder jeg mig til at komme i gang og vise alle klubbens fantastiske fans, hvorfor klubben ville have mig, siger Joachim Andersen.

Lyon blev nummer tre i den franske liga i sidste sæson, så Joachim Andersen kan se frem til at spille med i Champions League.

For to år siden kom forsvarsspilleren til Sampdoria fra hollandske Twente.

23-årige Joachim Andersen bliver muligvis den dyreste danske fodboldspiller, der er blevet handlet.

Ifølge italienske medier sagde Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, i sidste uge, at danskeren kostede 24 millioner euro plus 6 millioner euro i mulige bonusser.

Det svarer til henholdsvis 179 millioner kroner og 45 millioner kroner, altså i alt op mod 224 millioner kroner.

Jannik Vestergaard blev sidste år den hidtil dyreste dansker, da han blev solgt fra tyske Borussia Mönchengladbach til engelske Southampton.

Ved den lejlighed sagde forsvarsspilleren selv til B.T., at han kostede 25 millioner euro, hvilket svarede til tæt på 190 millioner kroner.

Joachim Andersen har endnu ikke spillet for Danmarks A-landshold.

For nylig skulle han have været med U21-landsholdet til EM, men en skade forhindrede det.

Allerede i 2013 tog han fra FC Midtjylland til Twente, inden turen fire år senere altså gik til Italien.

/ritzau/

Annonce
Joachim Andersen bekræfter skifte til Lyon
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce