Annonce
Aabenraa

'Job over grænsen' er nedlagt: Styrelse har smækket kassen i

Det grænseoverskridende rekrutteringsprojekt "Job over grænsen" er blevet nedlagt. Arkivfoto: Soffi Chanchira Larsen
Projektet "Job over grænsen" har formidlet omkring 100 stillinger om året på begge sider af den dansk-tyske grænse. Nu er projektet nedlagt.

Aabenraa: - Projektet har været en succes, og jeg er ked af, at det stopper.

Nikolaj Stage Jensen er kontorleder på Aabenraa Jobcenter og har siden 1. januar 2017 været tovholder på det fælles grænseoverskridende rekrutteringsprojekt "Job over grænsen" for de fire sønderjyske kommuner.

"Job over grænsen" havde til opgave at formidle job på begge sider af den dansk-tyske grænse, og der har i projektperioden været formidlet omkring 100 stillinger om året. Det har de deltagende jobcentre og de virksomheder og borgere, der har benyttet tilbuddet løbende, ifølge Aabenraa Kommune været godt tilfredse med.

Annonce

Nu er det slut. Projektet er blevet støttet økonomisk af Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering (STAR), og styrelsen har valgt at smække pengekassen i, og projektet er derfor nedlagt.

- STAR ønsker ikke længere at støtte projektet. Styrelsen har ikke pengene, siger Nikolaj Stage Jensen.

Alle har trukket sig

I et brev fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Region Sønderjylland-Schleswig, som har forhørt sig hos ministeren om fremtidsmulighederne for "Job over grænsen, fremgår det, at STAR har tildelt cirka 1,8 millioner kroner i støtte til "Job over grænsen" i perioden 2017-2019.

Det fremgår også af brevet, at STAR ikke længere ser sig i stand til at støtte projektet.

- Som STAR tidligere har oplyst i svar fra den 21. december 2020, har de desværre ikke længere mulighed for at yde tilskud til projektet. Jeg henholder mig til svaret fra styrelsen, skriver Peter Hummelgaard.


STAR ønsker ikke længere at støtte projektet. Styrelsen har ikke pengene.

Nikolaj Stage Jensen, kontorleder på Aabenraa Jobcenter


Om Haderslev, Tønder og Sønderborg kommuner havde lugtet lunten, er der noget, der tyder på. Allerede sidste år trak Haderslev Kommune sig nemlig fra projektet, og både Tønder og Sønderborg kommuner har fulgt trup.

Det har fået som konsekvens, at Aabenraa Jobcenter har valgt at lukke projektet med udgangen af maj måned.

- Det sidste år har kommunerne selv medfinansieret, og det går ikke længere, siger Nikolaj Stage Jensen.

Annonce

Andre muligheder skal søges

Selv om "Job over grænsen" nu er lagt i graven, så ser Aabenraa Kommune meget gerne, at der kommer et nyt projekt på banen.

Det er nemlig forvaltningens vurdering, at der fortsat er behov for at arbejde med den grænseoverskridende jobformidling. Det skal især ses i lyset af, at cirka ni procent af alle arbejdspladser i Aabenraa Kommune besættes af arbejdskraft, der pendler ind fra Tyskland.

- Der er brug for et grænseoverskridende samarbejde. Det er i vores alles interesse, siger Nikolaj Stage Jensen.

- Nu skal vi så i gang med at kigge på, hvilke andre projektmidler der kan indhentes, fortsætter kontorlederen på Aabenraa Jobcenter.

I den forbindelse har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i sit brev til Region Sønderjylland-Schleswig forsøgt sig med et forslag.

- Jeg vil opfordre jer til at holde øje med de nye EU-strukturfondsprogrammer fra 2021-2027 og eventuelle nye støttemuligheder i den sammenhæng, eksempelvis i regi af Danmarks Erhvervsfremmestyrelse, skriver ministeren.

Projektet "Job over grænsen" blev igangsat i forbindelse med den forrige regerings Tysklandsstrategi, der handlede om vækst og erhvervsudvikling i grænseregionen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce