Kolding: Lige nu er Koldinghus lukket ned, både på grund af corona og fordi man er ved at nyindrette museet, så det kan genåbne som en del af Kongernes Samling. Men selv om publikum må vente på, at slotsporten atter går op, bliver der arbejdet intenst bag murerne.
Blandt andet har man ansøgt efter den afdelingsleder, som i det daglige får ansvar for driften på Koldinghus og de cirka 25 ansatte. Stillingen er så eftertragtet, at man lige nu har valgt at sætte den elektroniske jobannonce på pause, fortæller Thomas C. Thulstrup, der er øverste direktør for Kongernes Samling på Koldinghus, Rosenborg og Amalienborg.
- Da vi havde modtaget omkring 30 ansøgninger med mange gode iblandt, da valgte vi at lukke for det elektroniske link til stillingen. Så nu tager jeg lige en runde med den bunke, vi allerede har fået, og der er også planlagt de første samtaler allerede. Så jeg tænker, det kommer til at gå hurtigt med ansættelsen, for det har virkelig været en eftertragtet stilling, siger Thomas C. Thulstrup.
Flere skal købe mere
Personen, som skal ansættes, får titel af afdelingschef og arbejdssted på Koldinghus. Men der er i høj grad tale om en kommerciel chef, der blandt andet får som arbejdsopgave at øge salget per besøgende på alle tre museer.
- Der vil være meget fokus på den side af museumsdriften. Vi har nu tre butikker, som er en vigtig del af det at drive et selvejende museum, hvor det er afgørende, at vi kan tjene en stor del af vores penge selv, siger Thomas C. Thulstrup og uddyber:
Thomas C. Thulstrup, direktør for Kongernes Samling på Koldinghus, Rosenborg og AmalienborgHvis man for eksempel køber et krus i et lækkert design, som tager afsæt i et af museets kunstværker, så er det med til at minde om besøget, hver gang man sætter sig derhjemme og drikker af kruset.
- Også i min tidligere periode på Koldinghus har vi arbejdet med at øge salget per besøgende. Det er vigtig for os rent økonomisk, men vi tror også på, at salget i butikken kan være med til at forlænge oplevelsen af et besøg. Hvis man for eksempel køber et krus i et lækkert design, som tager afsæt i et af museets kunstværker, så er det med til at minde om besøget, hver gang man sætter sig derhjemme og drikker af kruset, siger museumsdirektøren.
For den nye afdelingsleder gælder det blandt andet om at se på, hvordan man kan udvikle og udvide det sortiment, der findes i de tre museumsbutikker.
- Og det bliver rigtig interessant, for vi har så mange flotte ting alle tre steder, som man kan tage udgangspunkt i, siger Thomas C. Thulstrup, der også ser et potentiale i at styrke det nuværende online-salg på webshoppen.
Et kort - tre museer
En anden vigtig opgave bliver at styrke den erhvervsklub og museumsklub, som man kender fra Koldinghus, men som ikke hidtil har eksisteret på Rosenborg og Amalienborg. Det bliver to klubber, som i fremtiden kommer til at omfatte alle tre museer, så medlemmer eksempelvis får årskort og rabatter, der gælder besøg i både Kolding og i København.
- Det bliver rigtig interessant. Hidtil har vi herovre ikke haft så godt fat i københavnerne, som Koldinghus har haft i sine lokale borgere, men det håber vi at styrke med de to nye klubber. Det bliver i hvert fald attraktivt at være medlem, når man pludselig åbner op for besøg, rabatter og en særlig tilknytning på alle tre museer på samme tid, siger Thomas C. Thulstrup.
Den gamle museumsklub på Koldinghus havde cirka 2000 medlemmer og erhvervsklubben havde cirka 80 tilmeldte virksomheder.
- Kommercielt er det vigtigt for os, og det er også vigtigt, at vi har en masse mennesker, som på en særlig måde fungerer som ambassadører for museerne, siger direktøren for Kongernes Samling.
Kongernes Samling
- Kongernes Samling er organisationen bag museerne på Koldinghus, Amalienborg og Rosenborg. I de tre museers sale og skatkamre møder man kostbare genstande og kunstværker, der fortæller om den danske kongelige historie og giver et enestående indblik i livet for Danmarks konger og dronninger – menneskene bag det danske monarki.
- Kulturinstitutionen tager imod mere end 650.000 gæster om året sammenlagt.
- I ansøgningen til den nye afdelingsleder af Koldinghus står blandt andet:
- "Du får mulighed for at arbejde på en af Danmarks mest ikoniske lokationer, Koldinghus, og udvikle ambitiøse forretningskoncepter, som understøtter og udvikler de kommercielle aktiviteter for hele organisationen Kongernes Samling".
- "Du vil referere til museumsdirektøren og indgå i museets direktion. Du vil have personaleansvar for ca. 25 medarbejdere på Koldinghus".