Annonce
Udland

Johnson affejer skotsk ønske: I har allerede afvist løsrivelse

Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Lederen af Det Skotske Nationalparti ønsker en ny folkeafstemning på grund af det forestående brexit.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil ikke tillade en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse.

Det skriver han tirsdag i et brev til den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, der er leder af Det Skotske Nationalparti (SNP).

Sturgeon havde bedt den konservative premierminister om at give skotterne magt til selv at udskrive en ny afstemning. Senest skotterne stemte om løsrivelse var i 2014, hvor 55 procent stemte imod, og 45 procent stemte for.

Boris Johnson mener derfor, at skotterne allerede har taget deres valg.

Han siger, at afstemningen i 2014 blev omtalt som noget, der blot skete "én gang i løbet af en hel generation". Johnson tilføjer, at Skotland dengang lovede at rette sig efter resultatet.

- Den britiske regering vil fortsat værne om det skotske folks demokratiske beslutning og det efterfølgende løfte til dem, skriver premierministeren.

- Af den grund kan jeg ikke gå med til nogen anmodning om en flytning af magten, der vil føre til yderligere løsrivelsesafstemninger, lyder det.

Sturgeon ønsker at afholde en ny folkeafstemning i løbet af 2020.

Den 49-årige SNP-leder bad i sidste måned den britiske regering om at give det skotske parlament magt til at få det til at ske.

Hun mener, at det forestående brexit retfærdiggør en ny afstemning.

På tværs af hele Storbritannien stemte 52 procent i 2016 for at forlade EU.

I Skotland var der isoleret set dog hele 62 procent, der stemte for at forblive en del af det europæiske fællesskab.

Skotland står - sammen resten af briterne - til at forlade EU den 31. januar.

- De konservative er rædselsslagne for Skotlands ret til selv at vælge, fordi de ved, at hvis vi får valget, så vælger vi selvstændighed, siger Sturgeon.

SNP-lederen kalder Johnsons svar for "forudsigeligt" og understreger, at hun vil fortsætte kampen for "Skotlands ret til selv at bestemme vores fremtid".

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

PostNord er en dødssejler

I årevis har fusionen mellem Post Danmark og det svenske Posten AB til PostNord i 2009 været et problembarn. Der er nemlig så store forskelle mellem Danmark og Sverige, at det har vist sig nærmest umuligt at få fællesskabet til at fungere. Mens Danmark er en digital spydspids, bliver der fortsat ekspederet masser af fysiske breve og dokmenter via posten hos vores nordiske naboer. Og skønt man kan begræde det traditionelle brevs forsvinden i vores land, er udviklingen uafvendelig. Situationen i Danmark har siden 2012 udløst adskillige årsregnskaber med blodrøde tal, hvilket har belastet hele PostNord i fatal grad. I det seneste årsregnskab for 2018 havde den danske del af forretningen et minus på over en milliard kroner. Noget tyder på en bedring i økonomien, men prisen har været høj i form af massefyringer og bestandigt forringet service. Imens fortsætter brevmængden med at falde på grund af den digitale kommunikations fortsatte fremmarch kombineret med alt for lange leveringstider på fysiske breve. Nu er flere partier så åbne for at forlade postsamarbejdet. De nye toner er der grund til at være tilfreds med. For nok er situationen lige nu slem. Men fremover vil den blive endnu værre. Også hos vores naboer vil den moderne kommunikation vinde stadig mere frem. Det er ganske enkelt for hurtigt, bekvemt og billigt at holde digital kontakt med både venner, familie og myndighederne til, at fysiske breve på sigt kan overleve i større omfang. Det gælder også i Sverige. PostNord er med andre ord en dødssejler, det ikke vil være klogt at holde fast i. Lad os få lukket virksomheden, inden vi bruger endnu flere penge på at forlænge dens skrantende eksistens. Naturligvis skal det også fremover være muligt at sende fysisk post i Danmark. Men der er bestemt ingen grund til at genopbygge et nationalt postvæsen. I stedet bør politikerne se på muligheden for at betro opgaven til private aktører. Dyrere og ringere end den nuværende ordning kan det umuligt blive.

Erhverv

3F Kolding er uforstående over for at Danfoss flytter fabrik til Polen

Annonce