Annonce
Udland

Johnson rygtes at være klar til at straffe BBC efter valg

Jeff Overs/Bbc/Reuters
Den konservative regering boykotter BBC-program og vil se på, om man skal afkriminalisere licens-snydere.

Efter den store valgsejr til De Konservative i Storbritannien er der tegn på, at premierminister Boris Johnson gør sig klar til at straffe den statslige tv-kanal BBC.

Det skriver avisen The Guardian søndag og henviser til kilder i Downing Street 10 - premierministerens kontor.

Regeringen overvejer, at det i fremtiden ikke skal være kriminelt at lade være med at betale sin tv-licens. Det har justitsminister Robert Buckland tidligere bekræftet, og en kilde i Downing Street siger til avisen, at licensen "er i skudlinjen".

Det kan ifølge BBC koste 200 millioner pund (knap 1,8 milliarder kroner) i mistede indtægter.

Samtidig har premierministeren og hans folk valgt at boykotte BBC's debatprogram Today på Radio 4, fordi det anses for fjendtligt over for de konservative.

Flere ministre fik besked om ikke at møde op lørdag i Todays program. Det samme vil være tilfældet i fremtiden, siger en kilde til avisen.

Guardian skriver, at det kan være regeringens måde at slippe uden om at blive gransket fra uafhængig side.

BBC's generaldirektør, Tony Hall, afviste fredag bestemt, at BBC skulle forfægte bestemte synspunkter under de mange hundrede timers valgdækning.

- Jeg accepterer ikke synspunktet fra de kritikere, som kaster sig over en håndfuld eksempler for at antyde, at vi på en eller anden måde skulle være forudindtaget, skrev han i en e-mail.

Johnsons kontor henviser blandt andet til, at en af BBC's værter, Andrew Neil, gav Johnson tørt på, da han nægtede at lade sig interviewe under valgkampen. De peger også på en reportage fra et hospital, hvor en indlagt dreng med formodet lungebetændelse var anbragt på gulvet i en korridor på et overbelagt hospital.

Det blev opfattet som et antikonservativt budskab.

Men De Konservativ er ikke alene om at beklage sig over BBC. Det har også Labour gjort. For eksempel at BBC klippede publikums latter ud under et grinagtigt optrin mod Johnson, og at BBC ukritisk gengav konservative kilder under valgkampen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Tre brandværn rykkede ud til Tingvejen

Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Annonce