Annonce
Udland

Johnson: Tror ikke et øjeblik vi forlader EU uden aftale

Hannah McKay/Reuters
Det er i lige så høj grad EU som os, hvis vi skal finde ny aftale, siger favorit til at blive premierminister.

Boris Johnson, der er favorit til senere på sommeren at blive britisk premierminister, siger til BBC, at han "ikke et øjeblik tror, at Storbritannien vil forlade EU uden en aftale".

Men han er ikke bange for at lade det ske.

Johnson er favorit til at overtage posten som formand for Det Konservative Parti.

Partiet oplyser tirsdag ifølge AFP, at vinderen af formandsopgøret vil blive udpeget som ny premierminister den 23. juli.

Johnson konstaterer i interviewet til BBC, at den aftale, som premierminister Theresa May har lavet med EU, er "død".

EU skal derfor være villig til at finde en ny aftale, navnlig om Nordirlands rolle.

- Det er ikke bare op til os, det er lige så meget op til den anden side. Der er et element selvfølgelig, et meget vigtigt element, af gensidighed og samarbejde i dette, konstaterer han.

Storbritannien skulle have forladt EU 29. marts, men fik udsættelse af EU til 31. oktober.

EU-Kommissionen fastholder, at Mays aftale med EU ikke bliver genforhandlet. Det vanskeligste i aftalen er, at der ikke må opstå en hård grænse mellem EU-landet Irland og den britiske provins Nordirland.

Det er den del af aftalen, der har stødt på hårdest modstand i Johnsons konservative parti.

Johnson siger, han er fortrøstningsfuld - at han vil være i stand til at overtale EU's ledere til at finde en løsning.

Han mener, at der "til overflod er tekniske løsninger" på problemet.

Johnson har i de seneste dage været i overskrifterne i forbindelse med husspektakler. Det var et voldsomt skænderi natten til fredag i hans kærestes lejlighed, der endte med skrig og knuste glas.

Flere ledende konservative har i den anledning angrebet ham for hans opførsel.

Men han kalder det "unfair", at hans og kærestens forhold trækkes ind i debatten.

160.000 konservative medlemmer i Storbritannien er i gang med en urafstemning. Den skal afgøre, om Johnson eller udenrigsminister Jeremy Hunt skal være den næste formand for Det Konservative Parti og dermed landets næste premierminister.

Stemmerne ventes at være talt op 22. juli.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce