Blåvand: Den mørke morgen indenfor i Blåvand Fuglestation bliver oplyst af et hvidt kalenderlys og fyrtårnets snurrende lyskegle, som hvert andet sekund rammer stuebordet. Det er to grader udenfor, men det forhindrer ikke 26-årige Joshua Haahr i at tælle dagens trækfugle.
- Der er mange fede hobbyer derude, men fuglene kan give mig noget helt særligt, fortæller Joshua, imens en rød Peugeots forlygter oplyser Danmarks vestligste stuebord op på ny.
I bilen sidder Bent Jakobsen på 70 år, der også skal med ud at kigge på morgenens fugle.
- Jeg var her på stationen første gang i 1965 som 15-årig, men interessen var der allerede, da jeg var 7, siger Bent om Blåvand fuglestation, der er Vadehavets officielle fuglestation.
Blåvandshuk er nemlig, grundet selve hukkets placering i forhold til kystlinjen, et oplagt og rigtig godt sted at kigge efter fugle.
- Det er nærmest et tag selv-bord for fugle, konkluderer Joshua.
Han har siden 2018 udnyttet dette tag selv-bord til at få stillet sin egen sult efter at se på fugle. En sult og en fascination, som han brænder for at give videre til andre unge.
- Vi har selv oplevet, hvor fedt det er at kigge på fugle, og det vil vi bare helt vildt gerne give videre til andre unge, fortæller Joshua, imens Bent nikker genkendende.
Joshua Haahr, om interessen for fugleDet har virkelig givet mig noget selvtillid og et fællesskab, jeg ikke har kunnet finde andre steder. Generelt har jeg udviklet mig rigtigt meget som person på grund af det her.
Det var nemlig Bent, der i sin tid var en af de personer, som hjalp Joshua og hans kæreste ind i denne verden af fugle. Blandt andet via Dansk Ornitologisk Forening.
- Vi er mellem 40 og 50 unge i DOF ung, men vi drømmer om, at der er langt flere unge, der får øjnene op for denne hobby, siger Joshua.
Væk fra storbyen
- En rødlomme! Der til venstre cirka 30 meter fra stranden, udbryder Joshua til Bent, der står til venstre for ham.
Med hver deres fuglekikkert står de klippefast som bunkerne, der pryder stranden foran vandkanten. Ikke det mindste provokeret af de høje brag fra dagens militærøvelse, der sommetider overdøver fuglenes kvidren.
- Det er her, jeg virkelig får sindsro, siger Joshua.
Den iskolde decemberluft og fuglenes kvidren har nemlig erstattet en hverdag på skolebænken i København. Her har han netop færdiggjort hans bachelor i biologi og har sammen med kæresten taget et år ud af kalenderen i naturens navn.
- Det er så dejligt at komme væk fra storbyens larm, studier, stress og mails, fortæller Joshua.
Det var da også på en lejrskole her i Blåvand, at fuglene virkelig fangede hans interesse.
- Vi var en masse ligesindede unge, der cyklede en hel uge rundt ved Vadehavet for at finde de sjældneste fugle, siger Joshua, som samtidig nævner, at han har fået mere end bare nye venskaber ud af denne fascination.
- Det har virkelig givet mig noget selvtillid og et fællesskab, jeg ikke har kunnet finde andre steder. Generelt har jeg udviklet mig rigtigt meget som person på grund af det her, fortæller Joshua.
Giver kikkerten videre
Den knivskarpe decemberkulde har lige så stille farvet Joshuas ører blodrøde. Alligevel har Joshua hver morgen siden start november trasket op på denne klit for at tælle de fugle, der flyer forbi.
- Uanset hvilken årstid det er i Danmark, kan man få nogle gode naturoplevelser, fortæller Joshua.
Naturen har nemlig givet Joshua utrolig meget. I dag vil han gerne give det videre til andre unge, der er ligesom ham.
Joshua Haahr
Joshua flyttede fra Nordjylland til København for seks år siden.
Her holdt han tre sabbatår og begyndte derefter på bacheloren i biologi, som han siden har færdiggjort.
I sommeren 2021 planlægger han at starte på kandidaten i biologi.
- Det at komme ind i et fællesskab, hvor andre bare har den præcis samme passion som dig, det er utrolig fedt, fortæller Joshua.
Samme oplevelse fortæller Bent, at han havde, da han første gang oplevede denne verden. I dag vil han - ligesom Joshua - give kikkerten videre.
- Vi ser, at fuglekikkere er yngre og yngre. Det er meget positivt. Det er så dejligt at få ungdommen herud, fortæller Bent, imens han pakker kikkerten sammen for i dag.
Det samme gør Joshua igen i dag og vil gøre det hver dag, indtil han den 18. december skal hjem for at holde jul. Efter julen går turen mod Sverige, og det stopper ikke her.
- Jeg drømmer om at bo på fuglestationer over hele verden, fortæller han, inden hans ører igen får lov til at få varmen af Blåvands Fuglestations fire vægge.