Annonce
Varde

Joshua Haahr ønsker, at flere unge opdager fuglenes magi: De giver mig noget helt særligt

Joshua Haahr har arvet interessen for fugle fra sin far, og han ønsker nu at give den videre til andre unge, fordi han kan se, hvad den allerede har givet ham. Foto: Malte Møller Madsen
På Blåvand Fuglestation bor Joshua Haahr på 26 år og hans kæreste på 25 år, Emma Sohnemann. De bruger hver dag på at dyrke deres fascination af fugle. De håber og kæmper for, at de kan få andre unges øjne op for denne hobby, der har givet dem så meget.
Annonce

Blåvand: Den mørke morgen indenfor i Blåvand Fuglestation bliver oplyst af et hvidt kalenderlys og fyrtårnets snurrende lyskegle, som hvert andet sekund rammer stuebordet. Det er to grader udenfor, men det forhindrer ikke 26-årige Joshua Haahr i at tælle dagens trækfugle.

- Der er mange fede hobbyer derude, men fuglene kan give mig noget helt særligt, fortæller Joshua, imens en rød Peugeots forlygter oplyser Danmarks vestligste stuebord op på ny.

I bilen sidder Bent Jakobsen på 70 år, der også skal med ud at kigge på morgenens fugle.

- Jeg var her på stationen første gang i 1965 som 15-årig, men interessen var der allerede, da jeg var 7, siger Bent om Blåvand fuglestation, der er Vadehavets officielle fuglestation.

Blåvandshuk er nemlig, grundet selve hukkets placering i forhold til kystlinjen, et oplagt og rigtig godt sted at kigge efter fugle.

Joshua Haahr er ude at kigge fugle sammen med Bent Jakobsen, som har mange års erfaring, når det kommer til fugle. Foto: Malte Møller Madsen

- Det er nærmest et tag selv-bord for fugle, konkluderer Joshua.

Han har siden 2018 udnyttet dette tag selv-bord til at få stillet sin egen sult efter at se på fugle. En sult og en fascination, som han brænder for at give videre til andre unge.

- Vi har selv oplevet, hvor fedt det er at kigge på fugle, og det vil vi bare helt vildt gerne give videre til andre unge, fortæller Joshua, imens Bent nikker genkendende.


Det har virkelig givet mig noget selvtillid og et fællesskab, jeg ikke har kunnet finde andre steder. Generelt har jeg udviklet mig rigtigt meget som person på grund af det her.

Joshua Haahr, om interessen for fugle


Det var nemlig Bent, der i sin tid var en af de personer, som hjalp Joshua og hans kæreste ind i denne verden af fugle. Blandt andet via Dansk Ornitologisk Forening.

- Vi er mellem 40 og 50 unge i DOF ung, men vi drømmer om, at der er langt flere unge, der får øjnene op for denne hobby, siger Joshua.

Emma Sohnemann har taget et års orlov fra kandidaten på Naturforvaltning på Københavns Universitet for at kigge på fugle sammen med Joshua på Blåvand Fuglestation. Foto: Malte Møller Madsen
Annonce

Væk fra storbyen

- En rødlomme! Der til venstre cirka 30 meter fra stranden, udbryder Joshua til Bent, der står til venstre for ham.

Med hver deres fuglekikkert står de klippefast som bunkerne, der pryder stranden foran vandkanten. Ikke det mindste provokeret af de høje brag fra dagens militærøvelse, der sommetider overdøver fuglenes kvidren.

- Det er her, jeg virkelig får sindsro, siger Joshua.

Den iskolde decemberluft og fuglenes kvidren har nemlig erstattet en hverdag på skolebænken i København. Her har han netop færdiggjort hans bachelor i biologi og har sammen med kæresten taget et år ud af kalenderen i naturens navn.

I haven ved Blåvand Fuglestation er der sat net op, som bliver tjekket hver halve time. På den måde kan de fange fugle, som de kan ringmærke. Det er noget af det, som Joshua Haahr og Emma Sohnemann har taget sig af på Blåvand Fuglestation det seneste år. Foto: Malte Møller Madsen

- Det er så dejligt at komme væk fra storbyens larm, studier, stress og mails, fortæller Joshua.

Det var da også på en lejrskole her i Blåvand, at fuglene virkelig fangede hans interesse.

- Vi var en masse ligesindede unge, der cyklede en hel uge rundt ved Vadehavet for at finde de sjældneste fugle, siger Joshua, som samtidig nævner, at han har fået mere end bare nye venskaber ud af denne fascination.

Joshua synes, at ornitologi er en god måde at få unge mennesker til at forstå naturens værdi og på den måde lære dem at passe på naturen. Blåvand Fuglestation er en af de stationer i Europa med den længste periode af indsamlede data. De har indsamlet data siden 1963. Udover Blåvand Fuglestation er der to andre fuglestationer i klasse A i Danmark; Gedser og Skagen. Foto: Malte Møller Madsen

- Det har virkelig givet mig noget selvtillid og et fællesskab, jeg ikke har kunnet finde andre steder. Generelt har jeg udviklet mig rigtigt meget som person på grund af det her, fortæller Joshua.

Annonce

Giver kikkerten videre

Den knivskarpe decemberkulde har lige så stille farvet Joshuas ører blodrøde. Alligevel har Joshua hver morgen siden start november trasket op på denne klit for at tælle de fugle, der flyer forbi.

- Uanset hvilken årstid det er i Danmark, kan man få nogle gode naturoplevelser, fortæller Joshua.

Naturen har nemlig givet Joshua utrolig meget. I dag vil han gerne give det videre til andre unge, der er ligesom ham.

Joshua Haahr og Bent Jakobsen går ud fra Blåvand Fuglestation. Blåvand Fuglestation er Danmarks vestligste beboede bygning, så den ligger med kun få minutters gang til vandet. Foto: Malte Møller Madsen

Joshua Haahr

Joshua flyttede fra Nordjylland til København for seks år siden.

Her holdt han tre sabbatår og begyndte derefter på bacheloren i biologi, som han siden har færdiggjort.

I sommeren 2021 planlægger han at starte på kandidaten i biologi.

- Det at komme ind i et fællesskab, hvor andre bare har den præcis samme passion som dig, det er utrolig fedt, fortæller Joshua.

Samme oplevelse fortæller Bent, at han havde, da han første gang oplevede denne verden. I dag vil han - ligesom Joshua - give kikkerten videre.

- Vi ser, at fuglekikkere er yngre og yngre. Det er meget positivt. Det er så dejligt at få ungdommen herud, fortæller Bent, imens han pakker kikkerten sammen for i dag.

Det samme gør Joshua igen i dag og vil gøre det hver dag, indtil han den 18. december skal hjem for at holde jul. Efter julen går turen mod Sverige, og det stopper ikke her.

- Jeg drømmer om at bo på fuglestationer over hele verden, fortæller han, inden hans ører igen får lov til at få varmen af Blåvands Fuglestations fire vægge.

Joshua Haahr har om få dage boet et år på Blåvand Fuglestation, og så går turen videre. Hans håb er at komme til at bo på fuglestationer over hele verden, og så har han en plan om at læse videre til sommer. Foto: Malte Møller Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Live fra Venstres landsmøde: Inger Støjberg får ordet, når Stephanie Lose tager over som næstformand

Danmark For abonnenter

Lars Krarup i sit sidste interview om Venstre: Støjberg og Ellemann har skuffet

Regionalt For abonnenter

Sønderjysk rejsebureau tror på tysk genåbning til foråret: - Kør-selv-gæster venter bare på grønt lys

Annonce