HADERSLEV: En praktiserende læge i Haderslev blev i december 2019 fejlciteret af en kommunallæge i en sådan grad, at den praktiserende læge i patientens journal kalder det "direkte løgne":
"(Patient, red.) kommer og klager over det det referat, hun har set angående samtalen med kommunallægen. Ser udskriftet, hvor der er direkte løgne, blandt andet, at faren skulle have været med under attesten, og at jeg mener Louise har en rest af arbejdsevne, må kontakte kommunallægen"
Den praktiserende læge blev i december kontaktet af kommunallægen, der ville tale om Louise på 32 år, som har mange smerter. Dels på grund af en særlig lidelse i sin ankel, som har kostet flere operationer og megen genoptræning, og dels på grund af et bukket haleben, en skade, der opstod i forbindelse med jobprøvningsforløb på Quickcare. Smerterne betyder, at hendes arbejdsevne er meget tæt på nul. De tærer også på hendes kræfter, og hun har derfor sin far, Lars Mikkelsen, som partsrepræsentant i forhold til kontakten med jobcentret.
Det er virkelig hårdt at se ens datter have det så skidt, og derfor stiller jeg også spørgsmålstegn ved deres afgørelser og beder om svar og samtaler.Lars Mikkelsen
Direkte løgne
"Egen læge oplyser til lægekonsulenten, at hun ikke kan behandle Louise, når Louises far er med, da han vil styre Louise. Det er ham, der svarer på alt, og han vil tale om sin egen situation. Da LÆ145 skulle udfyldes af Louises læge, havde Louises far et skriv med på, hvad lægen skulle skrive i attesten LÆ145, men lægen ville tale med Louise alene.
Louise kommer ikke meget hos lægen. Lægen fortolker det som om, at Louise godt kan forvalte sine smerter, da hun har deltaget på smerteklinik. Louise bliver hurtigt udtrættet hos lægen og dette tolkes som om, Louise resignerer ind i sig selv, giver op. Hun lader sin far tage styringen. Louise oplyser til lægen, at hun godt kan tage sig af de huslige gøremål, og at hendes søn har det godt.
Vedr. smerter, så kan man ikke påvise, hvorfor Louise har disse smerter. Hun får kun mild smertestillende medicin. Hun har været henvist til psykolog flere gange, og lægen mener ikke, at det vil hjælpe at genhenvise. Lægen mener, at Louises har meget mere i sig i forhold til arbejdsmarkedet, men at hendes far er for dominerende, og derfor har Louiise et lavt funktionsniveau. Louises far styrer for meget til, at man vil kunne have en samtale med Louise."
Det er dog først i marts 2020, at Louise og hendes far får kendskab til kommunelægens udlægning af samtalen. Det sker, da de hyrer en privat socialrådgiver, som får aktindsigt i Louise journal på jobcentret, hvilket det ikke er lykkedes for Lars Mikkelsen at få.
Louise henvender sig straks til sin læge for at få en forklaring på referatet af samtalen. Den praktiserende læge chokeres øjensynlig også af referatet, og af Louises journal hos lægen fremgår det, at hun efter samtalen med Louise den 10. marts, straks kontakter kommunallægen for at få en forklaring:
"Kontakter kommunallæge BJ og informerer hende om, at jeg har set en email fra kommunen, hvori der refereres til vores samtale fra december, og at det refererede er direkte fejlagtigt, at Louises far netop ikke var med ved den sidste attest, og at jeg IKKE vurderer, at Louise har en restarbejdsevne og vil kunne komme ud på arbejdsmarkedet" Hun får udleveret Louises cpr-nummer og vil undersøge sagen.
Grotesk sag
Hverken Louise eller Lars har hørt yderligere, og de er begge dybt frustrerede over, at sagen trækker ud:
- Jeg ville bare ønske, det ville stoppe nu. Der var ikke noget jeg hellere ville end at arbejde og være fri for at have noget med jobcentret at gøre, men det kan jeg desværre ikke, og jeg får det i hvert fald ikke bedre. Derfor er jeg glad for min fars støtte, fordi jeg ville ikke kunne klare kontakten med jobcentret alene, siger Louise, da JydskeVestkysten møder hende.
Lars Mikkelsen er parat til at gå hele vejen for at støtte sin datter, også selv om jobcentrets medarbejdere måtte synes han er træls:
- Det er virkelig hårdt at se ens datter have det så skidt, og derfor stiller jeg også spørgsmålstegn ved deres afgørelser og beder om svar og samtaler.
Jobcentrets leder, arbejdsmarkedschef Lotte Nielsen vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger, at i forhold til lægernes udsagn, vil man prøve at få de to læger, den praktiserende og kommunallægen i dialog.
Fredag skrev direktør Rune Larsson en mail til udvalgsmedlemmerne i beskæftigelse og integrationsudvalget om at de kunne forvente en artikel i JydskeVestkysten, og skrev i den forbindelse:
”Vi har naturligvis fokus på at bringe de to lægelige udtalelser i samklang”.
Anne Pedersen, der er næstformand for Syg i Haderslev, finder det grotesk, at kommunallægen overhovedet kontakter den praktiserende læge: - En kommunallæges opgave er alene at oversætte journaler fra lægefagligt personale.