Annonce
Indland

Journalist og ven: Pundik ville ikke være tilskuer til livet

Carl Redhead/Ritzau Scanpix
Tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik er død. Han havde opnået, hvad han ville, fortæller ven.

Den tidligere chefredaktør på Politiken gennem 23 år, Herbert Pundik, er søndag aften sovet stille ind i sit hjem. Han blev 92 år.

Men han havde haft et langt liv, oplevet og gjort så meget, at han var tilfreds, fortæller Anders Jerichow, der er mellemøstkorrespondent på Politiken, og i mange år har været en god ven til Pundik.

- Han følte sig som en overlever. Han var parat til, at det skulle være slut.

- Han havde gjort, hvad han kunne som aktivist. Han ville ikke se på livet og den politiske udvikling omkring sig som tilskuer oppe fra tredje række. Han ville selv være med til at påvirke det - både som kritiker og journalist, siger han.

Herbert Pundik var i flere år udenrigskorrespondent på Politiken, hvilket blandt andet kastede en Cavlingpris af sig. Fra 1970 til 1993 var han chefredaktør.

- Han havde altid blik for, hvordan han selv kunne forandre ting, og hvordan han kunne hjælpe mennesker, der havde brug for hjælpen. Det var sådan, at han fungerede som chefredaktør og som mange andre af de roller, han havde.

- Han tænkte, hvad kan jeg gøre for at forandre noget. Han var altid parat, og hans dør stod altid åbent, siger Anders Jerichow.

Pundik var formet af sin jødiske slægts fortid. I 1907 flygtede hans fars familie til København fra Ukraine. I 1943 var Herbert Pundik med, da familien under Anden Verdenskrig igen måtte tage flugten. Denne gang til Sverige.

Og det er ifølge Anders Jerichow især den oplevelse, der har præget Pundiks liv.

- I oktober 1943 sad han i gymnasiet, hvor rektor pludselig kommer ind og beder Pundik om at komme udenfor. Pundik skulle skynde sig hjem til sine forældre og sige, at de ikke måtte overnatte hjemme næste nat, fordi besættelsesmagten ville deportere jøderne.

- I det øjeblik følte han, at han var blevet gjort til flygtning i sit eget land. Hans lektie fra den oplevelse var, at man er nødt til at handle. Han værdsatte i resten af sit liv, at der var nogle danskere, der havde handlet i det øjeblik, fortæller han.

Herbert Pundik havde to lande. Israel og Danmark. Da han var chefredaktør på Politiken pendlede han fra Tel Aviv til København.

10 dage om måneden var han i Tel Aviv hos sine børn og hustru, Sussi, og de resterende dage var han i København.

- Han var et internationalt menneske, fordi han hørte hjemme flere steder. Han blev en bro mellem Israel og Danmark og en primær fortolker af Israel for danske politikere.

- Hans hjem i Tel Aviv blev et mødested for politikere på besøg i Israel og kunne sætte en debat i gang, siger Anders Jerichow.

Herbert Pundik stiftede Politikens Frihedspris, som stadig uddeles den dag i dag.

Han har haft sit eget kontor på Politiken i alle årene. Hver eneste weekend leverede han klummer til avisen - indtil i efteråret hvor sygdom ramte.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce