Annonce
Kolding

Jubel i køkkenet på historisk kro: - Vi er vildt stolte over pris

Kromand Torben Schulz fra Tyrstrup Kro en kendt mand i gastronomiens verden både som kok og som dommer i internationale kokkemesterskaber. Køkkenet på Tyrstrup Kro har tidligere vundet priser, men det er første gang, at det får hæderen ”Bedste restaurantoplevelse”. På billedet flankeres han af souschef Jan Kragh Thomsen til venstre og køkkenchef Lars Kuijt til højre. Foto: Claus Haagensen.
Gæsterne har givet Tyrstrup Kro et kæmpe skulderklap i form af prisen "Bedste restaurantoplevelse".
Annonce

Christiansfeld: Begejstringen bobler på Tyrstrup Kro, der lige har modtaget prisen for "Bedste Restaurantoplevelser".

- Vi er vildt stolte. Det er et dejligt skulderklap at få sådan en pris midt i corona-tiden, siger kromand Torben Schulz.

Han fortæller, at Tyrstrup Kro siden 1998 har været med i kæden Small Danish Hotels, der står bag prisen.

- Når man som gæst har været på en af de deltagende kroer, så får man en mail med et skema, hvor man giver karakterer, forklarer han.

I alt 64.500 gæster har deltaget i afstemningen og dermed givet deres mening til kende.

- Det er en meget eftertragtet pris og med hæderen følger et diplom, der ser godt ud at have stående på disken i receptionen. Det må godt skabe forventninger hos gæsterne, siger Torben Schulz, der fortæller, at kroen kan bruge prisen i sin markedsføring.

Han glæder sig på medarbejdernes vegne.

- I corona-tiden har vores "drenge" ringet næsten dagligt og spurgt, hvornår de må starte igen. Men det bestemmer jeg ikke. Det er politisk beslutning. Nu er de endelig ved at komme i gang igen, og så er det et ekstra skulderklap til dem.

I køkkenet ser de sig selv som madekvilibrister.

- Når man arbejder ved vores højrøde komfur med guldkanter, så får man lyst til at sprælle lidt og jonglere med råvarerne. Vi søger altid at udfordre det traditionelle, og teamet bag gryderne fodrer hinanden med inspiration til, hvordan vi kan udvikle vores madkoncept til nye højder med stor respekt for det gode håndværk, der ender på tallerknerne. Det er vi så glade over, at folk bemærker og ligefrem belønner os for, siger Torben Schulz.

Syv priser uddelt

Forbrugerpriserne blev lanceret af Small Danish Hotels for første gang i 2016.

64.500 gæster på de omkring 65 kroer og hoteller, der er med i samarbejdet Small Danish Hotels har deltaget i den afstemning, der har fordelt priserne for 2020 på følgende måde:

  • Bedste restaurantoplevelse: Tyrstrup Kro
  • Bedste værelsesoplevelse: Tambohus Kro & Badehotel
  • Årets højdespringer: Kompas Hotel Aalborg
  • Årets leisure hotel: Agerskov Kro og Hotel
  • Bedste morgenmadsoplevelse: Purhus Kro
  • Bedste ankomst/modtagelse: Purhus Kro
  • Årets business hotel: Afsløres midt-juni

Annonce

Mangler selskaber

Den 18. maj slog Tyrstrup Kro dørene op efter corona-nedlukningen.

- Jeg har været kromand i så mange år, og vi har heldigvis konsolideret os, men corona-krisen har gjort ondt. Og det, der har gjort mest ondt, er, at mange selskaber er blevet flyttet, nogle endda to gange. Det har været frustrerende for gæsterne, siger kromanden.

Lige nu er a la carte-gæsterne vendt tilbage og kroens værelser er fuldt udlejet.

- Vi mangler bare vores selskaber, og der tripper vi lidt for, at forsamlingsforbuddet bliver hævet, siger Torben Schulz.

Selskaber udgør omkring 75 procent af hans forretning.

- Under krisen har jeg ikke afskediget folk. De ansatte, der var på lønkompensation, er tilbage.

Og de hjemsendte kommer tilbage, når vi får lov til at holde selskaber igen.

Annonce

Flot som aldrig før

Hvis han skal finde noget positivt at sige om corona-perioden, så er det, at mens kroen har stået tom, så har der været tid til at have håndværkere.

- Normalt har vi kun lukket mellem jul og nytår, og der holder håndværkerne også ofte fri. Nu, hvor vi har haft lukket, er der blevet lavet mange ting, og kroen har aldrig før stået så flot - både udvendigt og indvendigt. Vi har fået olieret vores gulve og malet alle vores paneler. Vi har også fået vedligeholdt maskiner og lavet forbedringer i vores køkken, siger Torben Schulz.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce