Annonce
Læserbrev

Jubilæumstale: En højskole skal give livslyst og gåpåmod

I går den 7. november var det 175 år siden, at man på Rødding Højskole modtog det første elevhold på en dansk højskole nogensinde. H.K.H. Kronprinsesse Mary deltog ved den officielle fejring. Højskolen har fra sin start haft til formål at give eleverne lyst til og mod på at engagere sig i livet, så det bliver til fælles bedste, forklarede forstander Mads Rykind-Eriksen i sin jubilæumstale.

Deres Kongelig Højhed – kære elever, kursister og gæster – hjertelig velkommen til fejringen af Rødding Højskoles 175 års fødselsdag.

Deres Kongelig Højhed – det er en stor ære og glæde, at De i dag er kommet her til Sønderjylland for sammen med os at markere, at det er 175 år siden, at Rødding Højskole første gang slog dørene op for et elevhold – og højskolebevægelsen hermed tog sin begyndelse og altså også kan fejre 175-års jubilæum i dag!

Kongehuset er indbegrebet af Danmark, og Deres tilstedeværelse udtrykker det, vi som land er fælles om i dag, nemlig at fejre et stykke levende dansk kultur, der tog sin begyndelse på dette sted i 1844.

Rødding Højskole var starten på noget helt nyt – noget, man aldrig før havde set.

Det var Grundtvig, der i en række skrifter i 1830'erne formulerede tankerne om en dansk folkehøjskole. I lyset af det gryende demokrati havde Grundtvig et fremsynet blik for, at et demokrati kræver myndiggjorte borgere, og det var, hvad et ophold på en højskole skulle bidrage med. Grundtvig lavede aldrig undervisningsplaner eller andre praktiske anvisninger på, hvordan en højskole skal drives. Han stillede blot det ene krav, at eleverne skulle gå gladere og mere livsbegejstret ud, end da de kom ind. Livsoplysning, kaldte han det – at undervisning og samvær skulle vække livsmod, livslyst og livsglæde, så eleverne fik lyst til og mod på at forbedre det liv, vi er skabt til at forvalte, så det bliver til fælles bedste – og netop til fælles bedste.

Han lod endvidere i en lang række skrifter forstå, at med nationalstatens fremvækst var det nødvendigt at bevidstgøre danskerne om deres fælles kultur og historie. Som Johs. V. Jensen digter det:

Hver spån du finder i Danmarks jord,

er sjæl af dem, der har bygget riget.

Vil du selv fatte dit væsens rod,

skøn på de skatte de efterlod!

Livsoplysningen har indbygget denne bevidstgørelse, og den nødvendighed af at være forankret i historie og kultur var en opgave, højskolerne tog på sig – og den opgave har Rødding Højskole haft som sit formål i 175 år. Naturligvis ikke på samme måde nu som dengang. Det har netop været højskolens styrke, at den har været i stand til at tilpasse opgaven nutidens præmisser – at vi følger med tiden, men aldrig flyder med strømmen.

Højskolen er blevet kaldt en gensplejsning mellem et universitet og en bondegård: en lærdomsanstalt med en betoning af det hjemlige og forpligtende fællesskab som helt essentielt i elevernes læringsmiljø. Til denne særegne skoleform føjer sig endnu et element: eksamensfriheden. Højskolen er sig fuldt bevidst, ligesom Grundtvig var det, at det er gennem uddannelse, vi sikrer vækst og velfærd. Uddannelse koster, men uvidenhed er dyrere. Og formålet med højskolen har altid været større end blot at give eleverne en bestemt viden og uddannelse. Højskolen har altid villet noget mere – nemlig at give det enkelte menneske inspiration til at forvalte det liv, vi hver især og med hinanden er blevet givet. Hvordan det skal gøres – hvordan livet skal leves – findes der ikke nogen facitliste for, og dermed findes der heller ingen mulighed for at eksaminere i det. Derfor siger vi også, at vi underviser med fagene og ikke i fagene.

Det hele startede med en kreds af mennesker, som så behovet for en ny skoleform. Hvor Grundtvig var idémanden, var det Christian Flor, professor i dansk ved Kiel Universitet, der blev drivkraften i oprettelsen af Rødding Højskole. Baggrunden var det nationale røre i Hertugdømmet Slesvig, som området hed dengang, hvor man ønskede dansk kultur styrket over for den tyske. Det var således Christian Flor, der stod bag de store Skamlingsbankemøder i 1843 og 1844, hvor Rødding Højskole blev oprettet i direkte forlængelse heraf for at styrke danskheden i det grænseland, vi ligger midt i. Men oprettelsen af de rådgivende stænderforsamlinger i 1834 og fornemmelsen af, at magten snart ville skifte fra fyrste- til folkesuverænitet, gjorde det også helt nødvendigt at klæde ganske almindelige mennesker på til at deltage i landets styrelse, det der senere skulle blive vores folkestyre.

Skolen skulle være startet den 1. november, hvor der traditionelt var skiftedag på gårdene. Men da der kun var tre tilmeldte den 19. oktober, udskød man starten til den 7. november, hvor antallet af elever ved hjælp af en kraftanstrengelse uden sidestykke nåede op på 20.

Netop elevtallet har altid været en kilde til bekymring på landets højskoler, for med den fri oprettelsesret er der også risiko for at lukke, hvis ikke der kommer elever nok. Der er ikke en kommune, der er ikke en stat, der står bag, som for eksempel med folkeskolen hvor det politisk er bestemt, hvor der skal ligge en skole.

Højskolen er således ikke "nogens" skole, men min skole, vores skole, egnens skole. Det har givet et kolossalt ejerskab op igennem højskolernes historie, og det har gjort, at var en højskole i nød, blev der kæmpet til sidste blodsdråbe.

Men Rødding Højskole skulle kæmpe på flere fronter, for med nederlaget i 1864 gjorde de preussiske myndigheder det praktisk talt umuligt at have karle på højskole, og i 1885 indstillede man også skolen for pigerne, og bygningerne blev nu kun brugt som landsbrugsbygninger.

Med Tysklands nederlag i første verdenskrig blev genforeningen i 1920 mulig og spørgsmålet om at genstarte Rødding Højskole aktuelt. Ligesom i 1844 var der også i 1920 en kreds af mennesker, der brændende ønskede, at lige præcis her, hvor vi sidder i dag, skulle der være en højskole. Og det kom der!

Tusindvis af elever har siden haft et ophold, som har gjort et uudsletteligt indtryk på dem; det har formet dem som mennesker, der har set sig selv fortalt ind i en større fortælling som en del af et folk og et land, som de brændende ønskede at være med til at præge. De er vendt hjem fra deres højskoleophold med nye idéer og en virketrang, som har sat sig varige spor i tilblivelsen af det moderne Danmark, hvor engagement, sammenhængskraft, tillidskultur og folkestyre er centrale elementer – og sådan er det fortsat.

I de seneste årtier er stadig flere mennesker i alle aldersgrupper kommet på højskole i forbindelse med vores korte kurser, og højskolerne landet over har altid været vigtige lokale kulturcentre.

I 2005 trak der imidlertid sorte, kulsorte skyer ind over Rødding Højskole igen. Som på mange andre højskoler omkring årtusindskiftet styrtdykkede elevtallet på de lange kurser, og i 2006 stod skolen på randen af en konkurs. Men igen ville lokalbefolkningen det anderledes! Ligesom i 1844 og i 1920 ønskede egnen også i 2006, at der skulle fortsætte med at være en højskole lige præcis hér, hvor vi er samlet i dag. En ny bestyrelse blev valgt, en ny forstander ansat, der snart blev afløst af et nyt forstanderpar. Det er resultatet af alle disse fælles – og tidligere generationers – indsatser, vi fejrer i dag, nemlig en velfungerende højskole, der har to lange kurser om året for unge mennesker, 25 korte kurser spredt hen over året for primært seniorer samt over 175 offentlige arrangementer om året.

Fortællingen om Rødding Højskole er fortællingen om en egn og nogle mennesker, der vil deres skole – og hvis tilstrækkelig mange vil det samme, kan man flytte bjerge – det er det, vi herude på landet kalder det folkelige engagement. Og det er der kolossalt meget af her på egnen!

Jeg er stolt af i dag at være på en skole, der fylder 175 år, men jeg er også ydmyg. Ydmyg fordi jeg ved, at vores virke i dag står på ryggen af en lang række menneskers anstrengelser og vilje til Rødding Højskole og den formidling af livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, der gennem årene har fundet sted her.

Deres Kongelig Højhed – elever, kursister og gæster: Vi fejrer i dag et stykke levende kultur, der tog sin begyndelse for 175 år siden, og som gennem alle disse år har været med til at forme det Danmark, vi kender i dag. Lad os ønske, at Rødding Højskole – og højskolebevægelsen i det hele taget – også de næste 175 år kan være med til at skabe et Danmark, der er kendetegnet ved sammenhængskraft, tillidskultur, et stærkt civilsamfund, engagement, idérigdom og folkestyre, og hvor vi med forankring i en fælles historie og kultur har udsyn til Europa og resten af verdenen.

Tak for opmærksomheden

Annonce
Det er 175 år siden, at Rødding Højskole bød de første elever velkommen. Arkivfoto: JFM
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce