Annonce
forside

Jukeboksen på de brune værtshuse kommer fra Jens i Ansager

Jens Daugaard Madsen i Ansager lever af at sælge og servicere jukebokse til Danmarks sidste stamværtshuse. Foto: Martin Ravn

I et værksted i resterne af det, der var Ansagers stolte møbelfabrik, har Jens Daugaard Madsen et af Danmarks kun to jukeboks-selskaber. Storkunderne er værtshuse - og derfor er branchen på retur.

Ansager: Jens Daugaard Madsen har aldrig selv hængt meget ud på værtshus. Han er født og opvokset i Ansager, hvor hans fars forkærlighed for mekanik smittede af på drengene, der begge uddannede sig indenfor el-mekanik.

- Vi gik mere op i teknikken end i landbrug, og udviklede og reparerede vandingsanlæg og fodermaskiner, siger han og griner.

Han ville helst have været radiomekaniker, men han fik læreplads ved Ølgod Elektro, og i dag har han forenet interessen for elektronik og radiomekanik med sit firma NSM Jukeboks.

- En jukeboks er en computer, der er udbygget med en forstærker, siger han.

Langs væggen står åbne jukebokse, med blik direkte ind i hjertet, hvor musikken kommer fra.

- Engang var automatbranchen for suspekte typer og fyldt med sorte penge. Det er heldigvis slut, i dag kan Skat se hver eneste krone, der går i maskinen, og dermed er der også ryddet op i branchen, siger Jens Daugaard Madsen.

Annonce

NSM Jukeboks

Engelsk firma. Jens Daugaard Madsen i Ansager har distribution og service i Danmark og Skandinavien.Jens Daugaard Madsen købte firmaet i 2006 og forhandlede sig til licensaftalen med Gramex i 2008.

Holder til i en del af den tidligere Ansager Møbelfabrik. Startede hjemme på gården på Grødevej, men da den blev solgt på kun 100 dage, rykkede firmaet i industrikvarteret.

Ind imellem jukeboksene reparerer Jens Daugaard Madsen lydanlæg for en bekendt, der sælger den slags i den dyre ende. Foto: Martin Ravn

Branchen lever af afhængighed

Hvordan har du det med, at du lever af folk, der hænger ud på værtshus?

- På den ene side er det jo trist, at automatbranchen lever af folk, der er afhængige. Enten af alkohol eller af spil. Sammenhængen kan mærkes helt tydeligt på den måde, at når det går skidt i Danmark, så går det rigtig godt i branchen, siger Jens Daugaard Madsen.

Det er ikke hans skyld, at folk går på værtshus. Og det er et tilfælde, at han nu er blevet indehaver af det ene af kun to jukeboksfirmaer i Danmark. Han var ansat i et firma, der forhandlede og servicerede spillemaskiner, da det for ti år siden ville sælge jukeboksene fra.

- Da jeg købte for ti år siden, stod jukeboksene midt i et vadested. Teknologien var udgået, alle jukebokse på markedet var med cd-bokse, men musik var blevet digitalt, siger han.

Digitaliseringen har han stået for på det danske marked, og lige nu er han ved at udvide sit territorium som distributør af NSM-jukeboks til resten af Skandinavien.

Den runde jukeboks med lysshow er som vi husker den slags, og ser dem på film. Nutidens digitale udgave er den mere anonyme blå kasse, Jens bærer.Foto: Martin Ravn

Syng-med-musik

- Det seje træk er gramex-tilladelser. Du kan kalde det ophavsretten på musikken. Jukeboksen er født med 20.000 numre, men den kan udvides til 2-300.000 siger han.

I gamle dage, dengang musikken lå på cd-er, var der 100 cd-er med i gennemsnit 20 numre på hver jukeboks. Den enorme udvidelse af repertoiret i de digitale maskiner tog ham over to år at forhandle på plads med Gramex. Nu er han i gang med tilsvarende forhandlinger i Finland, Norge og Sverige.

Hvad er i top-ti blandt musikken på jukeboksen?

- Kandis og Seebach er nogen af dem, der altid går godt, og lige nu er der rigtig god salg i dansktopgruppen Humørekspressen. Den slags glad musik, du kan synge med på.

Hvad koster et nummer på en jukeboks?

- Prisen er typisk et nummer for tre kroner, to for en femmer, fem for ti og 11 for 20 kroner.

Der er nostalgi i de gamle maskiner, og Jens Daugaard Madsen forventer, der altid vil være et retro-marked i branchen.Foto: Martin Ravn

I mønternes verden

Jukebokse spiller mellem et par tusind og 10.000 kroner hjem om måneden, men langt de fleste af Jens Daugaard Madsens jukebokse er solgt til automatfirmaer, der har jukeboksen ude at stå på værtshuse sammen med spillemaskiner. Kun cirka 100 jukebokse har Jens Daugaard Madsen solgt direkte til værtshuset, der så selv servicerer og til gengæld også selv tjener pengene.

Penge, der på værtshusene stadigvæk kommer ind i klingende kontanter, selvom verden udenfor er gået over til betalingskort.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce