Annonce
Esbjerg

Julefrokost blev lufthavnschefs skæbne - sparket ud med halvt års løn

Det var en uacceptabel opførsel under den store, kommunale julefrokost på Esbjerg Rådhus fredag for en uge siden, der beseglede lufthavnschef Anette Bendixens skæbne. Arkivfoto

Upassende adfærd ved den store, kommunale julefrost for en uge siden beseglede lufthavnschefens skæbne. Hun havde i forvejen en tjenstlig advarsel fra januar.

Esbjerg Kommune: Det var en uacceptabel opførsel under den store, kommunale julefrokost på Esbjerg Rådhus fredag for en uge siden, der beseglede lufthavnschef Anette Bendixens skæbne i Esbjerg Lufthavn.

Men tilbage i januar i år fik Anette Bendixen en tjenstlig advarsel for en "uacceptabel og kritisabel sammenblanding" af sine egne og den kommunalt ejede lufthavns interesser. Advarslen havde baggrund i en konstruktion, hvor Anette Bendixen på vegne af lufthavnen indgik i et økonomisk samarbejde med et anpartsselskab, som hun selv var med til at stifte og investor i.

Det fremgår af en aktindsigt, JydskeVestkysten har fået.

Esbjerg Lufthavn


  • Den kommunalt ejede Esbjerg Lufthavn beskæftiger omkring 65 medarbejdere.
  • Lufthavnen er central i forhold til helikoptertrafikken til og fra danske olieinstallationer i Nordsøen.
Annonce

Konstruktionen

I henhold til aktindsigten i den tjenstlige påtale har Anette Bendixen været personligt involveret i to virksomheder - Abendixen Aviation & Management samt Avsec Consulting ApS. Samarbejdet med førstnævnte ophørte, da Anette Bendixen blev lufthavnschef i 2013, selv om den nu tidligere lufthavnschef stillede sikkerhedskurser leveret af Abendixen Aviation og Management gratis til rådighed for Esbjerg Lufthavn.

I forhold til Avsec Consulting, hvor samarbejdet med Esbjerg Lufthavn bestod i kurser i fragtscreening, ser tingene mere spegede ud. Esbjerg Lufthavn bidrog med en medarbejder, der var certificeret fragtinstruktør, til Avsec Consulting, der udbød kurserne og leverede kursusmaterialet. Medarbejderne blev både i 2015 og 2016 udlånt til kurser i Avsec Consultings regi - svarende til 15 kursusdage. Det betalte Avsec Consulting 12.000 kroner til lufthavnen for, mens lufthavnen omvendt betalte Avsec godt 29.000 kr. for uddannelse og rådgivning.

Af papirerne kan man se, at Anette Bendixen over for Esbjerg Kommune har fastholdt, at der ikke ligger nogen økonomisk gevinst i konstruktionen, men kommunen har fundet, at det samarbejde er egnet til at skabe tvivl om den habilitet, en offentlig virksomhed som lufthavnen nødvendigvis bør have. Desuden må lufthavnens personale ikke udlånes til private virksomheder uden om HR-afdelingen.

Annonce

Upassende adfærd

Men som nævnt var det julefrokosten, der gjorde udslaget. Ifølge avisens oplysninger optrådte Anette Bendixen beruset og truede med fyringer af navngivne medarbejdere, ligesom hun skal have udvist anden upassende adfærd over for andre kommunale medarbejdere.

Direktør for Teknik & Miljø, Hans Kjær, vil ikke kommentere sagen. Han henholder sig til, at der nu er indgået en gensidig fratrædelsesaftale, som JydskeVestkysten også har fået aktindsigt i. Heri er det aftalt, at Anette Bendixen er fritstillet med øjeblikkelig virkning frem til den 30. juni 2018, hvor hendes ansættelse ophører. Ejendele og nøgler tilhørende Esbjerg Kommune blev afleveret med det samme - hun har dog fået lov at beholde en mobiltelefon, hvis abonnement udløber 30. juni.

Af aftalen fremgår det også, at der er enighed om, hvordan sagen skal håndteres i offentligheden, idet "ingen af parterne giver yderligere informationer om baggrunden for ansættelsesforholdets ophør". Fratrædelsesaftalen er underskrevet tirsdag af både Hans Kjær og Anette Bendixen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anette Bendixen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Regeringen vil tvinge tyske præster til at oversætte deres prædikener: - Det ville være en disrespekt uden lige

Annonce