Annonce
Billund

Julekalender på vej til Karensminde

På Karensminde plejer der at være et årligt julemarked. I år kommer der også en udstilling af DRs julekalender. Arkivfoto: Rene Lind Gammelmark

Billund Kommune har i dialog med DR fået lov til at udstille genstande fra kommende børnejulekalender. Det sker på Karensminde til december.

Grindsted: Ramasjang, Antikduellen og P4 Trekanten. Karensminde er efterhånden blevet vant til besøg fra Danmarks Radio, og til december kommer der endnu mere fra samme afsender.

Fra 1. december til 3. februar åbner museumsgården således op for en udstilling om DR's kommende julekalender på DR1, der får til huse i den nye udstillingsbygning. Sådan lyder det fra museumsleder i Billund Kommune, Ole Bisbjerg, som stadig ikke kender julekalenderens navn.

- Vi har fået en god samarbejdspartner i DR, og det tror jeg er bærende for, at det kunne lade sig gøre. Vi er både stolte og rigtig glade for det, siger museumslederen.

DR har tidligere stillet genstande fra både nyere og gamle julekalendere til rådighed rundt i landet, men Karensminde får æren af at være det første og eneste sted i 2018, som udstiller fra den kommende julekalender.

- Jeg vil godt bruge ordet unikt her, for det er simpelthen helt nyudviklet scenografi og design, vi får til rådighed, siger han.

Annonce

Vi har fået en god samarbejdspartner i DR, og det tror jeg er bærende for, at det kunne lade sig gøre. Vi er både stolte og rigtig glade for det.

Ole Bisbjerg, museumsleder Billund Kommune
Ole Bisbjerg glæder sig til, at Karensminde bliver vært for udstilling om DR's kommende julekalender. Arkivfoto: René Lind Gammelmark

For hele landet

Af samme grund er Ole Bisbjerg overbevist om, at udstillingen kommer til at henvende sig bredere end til selve landsdelen.

- Vi forventer os et stort besøgstal fra hele landet, og det lægger vi også op til med udvidede åbningstider. Selvfølgelig er vi afhængige af, hvordan selve julekalenderen bliver modtaget, men som udgangspunkt går vi ud fra, at den vil interessere mange børnefamilier fra hele Danmark, siger han.

Billund Kommune står for selve finansieringen og kontakten til DR, men etableringen og afviklingen kommer i praksis til at være med Karensmindes Venner som en vigtig samarbejdspartner.

Ifølge museumslederen er DR ved at lægge sidste hånd på den endelige køreplan, som skulle være klar i starten af september, men uanset hvad bliver der tale om en entréstigning i udstillingsperioden.

- Vi skal lige have regnet på, hvor meget mere det bliver, men det skyldes øgede udgifter til både markedsføring og bemanding, siger Ole Bisbjerg.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce