December er vinter, og vinteren er mørk. Men ikke hvis man triller sin bil ned af Lufthavnvej i Beldringe på Fyn. Her har gadelygterne fået kamp til stregen, for på nummer 71 blinker og glimter over 400.000 lysdioder i alle regnbuens farver og i alverdens former i julemåneden. De lyser op som julemænd, der ler, som snemænd, der kaster med snebolde og som juletræer og faldende stjerneskud.
Parkerer man sin bil og slår radioen ind på 88,3 MHz, kan man samtidig lytte med til julemusik, der spiller i takt til lysshowet. Beldringejulelys er navnet på projektet. Det er elektriker René Andersen, der er manden bag idéen, som for alvor tog fart i 2008.
- Det er en arbejdsskade, som vi kalder det, fortæller han og kan ikke lade være med at grine kort, inden han fortsætter.
- Og så er det blevet et tilløbsstykke. Folk forventer at se noget, som de ikke så sidste år. På den måde er det blevet en hobby, som faktisk varer hele året. Så snart vi har pillet julelysene ned, begynder vi at tænke på, hvad vi skal lave næste år.
Med os mener han sig selv og sine to børn, hvoraf den ene er elektriker ligesom sin far. Opsætningen af julelysene går for alvor i gang i tre weekender i november, så huset er klar til at blive tændt 28. november.
Beldringe Julelys
Når alt lyset er tændt, bruger det omkring 5200 watt. Når lyset blinker til musikken, er forbruget på cirka 1700 watt pr. time.
Det samlede strømforbrug løber op i 600 kroner på de 30 dage, der er tændt for lyset.
Julelyset lyser i takt til musik, som man kan høre, hvis man tuner sin bilradio ind på 88,3 MHz.
På hjemmesiden www.beldringejulelys.dk kan man finde kørsels- og brugsvejledning.
I år tændes julelyset 28. november klokken 16.30 frem til klokken 22. Juleshowet fortsætter frem til 28. december.
Adressen er Lufthavnvej 71, 5270 Odense N.
En sjov køretur
Sådan har det været for René Andersen i 11 år. Inden da arrangerede han også julebelysning på sit hus, men det var først i 2009, at han, i selskab med andre julelys-entusiaster, kastede sig over opgaven med at få julelysets blinken til at passe med julemusik fra en radiokanal.
- Det er egentlig et amerikansk koncept, som vi blev inspireret af fra internettet. Det ville vi prøve af i Danmark, og det er lykkedes, fortæller en ganske tilfreds elektriker, der i samme ombæring forklarer, at alle remedierne bag lysshowet er blevet udskiftet i løbet af de seneste tre år.
Styreprogrammerne er derfor i dag lettere at arbejde med. Hvor de førhen skulle styre 100 pærer, kontrollerer de nu kun en pære.
- Det giver et mere detaljeret lysshow, fortæller René Andersen, som typisk bruger mellem 20 og 30 timer på at programmere lysene til et stykke musik.
- Man kan lege med så mange effekter og muligheder, at det tager tid at gøre op med sig selv, hvordan det skal se ud.
En lysende idé formerer sig
Noget kunne tyde på, at det ser flot ud, for Beldringejulelys er et tilløbsstykke. René Andersen har ikke tal på, hvor mange der parkerer foran hans hus i løbet af december, men det er en del. Hovedsageligt fra Fyn, men også andre steder i landet. Mest private, men også minibusser fra forskellige institutioner. For et par år siden fik han endda en snak med en kineser, der opdagede huset på sin vej mod lufthavnen.
- Der er gang i den, lige fra vi tænder, og indtil vi slukker klokken 20, hvor det stilner af. Det sker, at jeg får en snak med folk. Det er sjovt. Mange vil gerne i gang med at lave noget magen til, fortæller René Andersen, som på den måde har været med til at sætte andre i gang, selv om han selv har travlt.
Hvert år er der noget nyt i juleshowet. I år består nyhederne af to snemænd, der ellers var udgået, men er vendt tilbage efter at være blevet sat i produktion igen. Et par juletræer, der synger med på julemelodierne, bidrager også til stemningen i år. På listen over julesange er blandt andet en sang fra den populære Disneyfilm ”Frost”. Efterfølgeren er på vej, så det er ikke utænkeligt, at den kommer til at lægge toner til denne decembers udgave af Beldringejulelys.
Julelys på villaveje
Siden 2009 har Nichlas Hansen lysshowet "Savværks Gaardens Julelys", som er oppe på cirka 10.000 lys og 86 kanaler. Adressen er Ørslevvej 100A, 4760 Vordingborg. Stil bilradioen ind på 99,0 MHZ. www.savværksgaarden.dk.
Næstved
Lysshowet "Jul på Skyttemarksvej" begyndte for Mehdi Wahlgren Sanati med en fascination af den amerikanske måde at pynte huse op til jul til glæde for hele nabolaget. Efter planen tænder han lyset 24. november, og showet kommer til at køre hver aften fra klokken 18-20. Musikken til kan høres på frekvens 108 FM. Adressen er Skyttemarksvej 110, 4700 Næstved. Læs mere på facebooksiden @Jul på Skyttemarksvej.
Hinnerup
På Fredensgade i Hinnerup pynter husstandene op hver december, så hele gaden er udsmykket med en julebelysning, der tiltrækker tusindvis af besøgende i løbet af måneden.
Haderslev
På Hoptrup Efterskole i Sønderjylland udsmykker skolens elever efterskolens facade. Det sker i forbindelse med linjefaget om sceneteknik. Hoptrup Hovedgade 11, 6100 Haderslev.
Stenstrup
I Stenstrup på Sydfyn laver Daniel Broxgaard hvert år en juleudstilling på adressen Stationsvej 51, 5771 Stenstrup. Læs mere på facebooksiden @julebelysning5771.
Bjerringbro
I Midtjylland ved Bjerringbro pynter Familien Jensen deres hus op til jul hvert år med alskens julelys, dog ikke computerstyret. Adressen er Tingstedvej 9, Hjermind, 8850 Bjerringbro. Læs mere på facebooksiden @jensensjulelys.
Aarup
På Vestfyn i Aarup har Danny Aarhus Hestehauge de seneste par år pyntet sit hus med julelys. I år er det computerstyret og med musik. Adressen er Vibevej 3, 5560 Aarup. Alle huse på gaden har desuden hver en stang ud til vejen med lys på, som skaber en slags lysallé.
Odense
I udkanten af Odense finder du ”Lys ved gadekæret”, som Emil Johansen står bag. Det er delvist computerstyret. Adressen er Elmelundsvej 122, 5200 Odense.
Køge
I Køge kan man opleve ”Familien Andersens Juleshow” fra 1. december. Det er et computerstyret show. Adressen er Lyngbækvej 4, Køge. Læs mere på facebooksiden @AndersenJul.
Brønshøj
I København finder du ”Julehuset i Brønshøj”, der er pyntet både indvendigt, udvendigt og i haven af en lille familie. Lyset er tændt hele december. Læs mere på facebooksiden @Julehuset i Brønshøj.