Annonce
Livsstil

Julemanden fra Esbjerg er julemand for livet

Julemanden fra Esbjerg i sin nye julemandsdragt. PR-foto
Det var et tilfælde, at Michael Koed fik sit første julemandsjob. Dengang udførte han det i et onesize-kostume fra Toys ”R” Us. I dag får Julemanden fra Esbjerg sine julemandskostumer specialsyet. For er man julemand, så er man det helhjertet.
Annonce

Julemanden fra Esbjerg plejer at have travlt i december, hvor han er med ved juletræsfester, julesammenkomster og til jul i storcentre, men selv ikke julemanden kan se sig fri af coronavirussens påvirkning af samfundet.

- Det er trist. Mest fordi at når jeg er ude til juletræsfester, så har jeg det lige så sjovt, som børnene har det. Jeg hygger mig med det - børnene og alle deres spørgsmål: Hvor er dine rensdyr? Og hvad laver nissemor? Det er noget af det allerfedeste. Når jeg er Julemanden fra Esbjerg, er jeg lige så stort et barn som dem, jeg underholder, fortæller Julemanden fra Esbjerg, som også går under det civile navn Michael Koed.

Heldigvis er der ét julejob som er helt sikkert i år. Traditionen tro vil Julemanden fra Esbjerg gæste Esbjerg Storcenter 22. november for at kickstarte julen. Det bliver med coronarestriktioner, som løbende bliver justeret, men Michael Koed er glad for, at arrangementet bliver til noget.

- Vi lodder stadig stemningen. Hvordan skal det hele skrues sammen, og hvad kan man tillade sig. Skal julemanden have et visir? Hvordan skal godterne deles ud? Det hele afhænger af, hvad der bliver besluttet fra regeringens side. Vi vil prøve at lave så traditionel en jul i centret som muligt.

Julemanden fra Esbjerg

Julemanden fra Esbjergs civile navn er Michael Koed.

Han bor på Isbjørnevej 61, 6700 Esbjerg.

Michael Koed er viceoldermand (næstformand) ved Dansk Julemands Laug.

Sidste år blev han kåret som Årets Julemand i lauget.

22. november er han traditionen tro julemand i Esbjerg Storcenter.

Læs mere på www.julemandenfraesbjerg.dk.

Annonce

Barselsvikar for julemanden

Når Michael Koed ikke er julemand, arbejder han som vagt for et securityselskab, og så bor han på Isbjørnevej. At det er hans adresse er et rent og skært tilfælde. Det samme er historien om, hvordan han blev Julemanden fra Esbjerg.

- Det var ikke meningen, jeg skulle have været julemand. Det var faktisk en total vildfarelse, fortæller han.

Årstallet står ikke helt klart for Michael Koed, men i begyndelsen af 00’erne sad han i Gjesing Biblioteks brugerråd. Dengang stod biblioteket til at lukke. Derfor flyttede det op i Gjesing Centret, som det hed dengang. Biblioteket åbnede i august, og det blev markeret med en lille fejring. Der blev delt godter og sodavand ud til kunderne.

- Det var synd, at de ansatte ikke fik noget, tænkte jeg. Derfor gik jeg rundt til butikkerne med godtefadet, husker Michael Koed.

Det bemærkede centerchefen, som tog kontakt til Michael.

- Du kan da lidt af hvert: Kan jeg ringe til dig, hvis jeg mangler en julemand?

Det syntes Michael var sjovt, så han svarede:

- Gør du bare det. Der er ingen smalle steder i Bredgade.

Og så tænkte han ikke mere på den episode, før han mødte centerchefen igen i november, mens han købte ind. Men centerchefen havde en god hukommelse:

- Har vi to ikke en aftale - har du ikke lovet at være julemand?

Michael prøvede at svare udenom:

- Men jeg har jo ingen dragt.

- Det er ikke noget problem, for det har jeg, var centerchefens svar.

Sådan gik det til, at Michael Koed trak i et onesize julemandskostume fra Toys ”R” Us.

- Det gik forbavsende godt.

Han har selv to drenge, der i dag er voksne, og var vant til at have masser af børn omkring sig.

- Jeg trives godt i selskab med børn og har altid holdt af at underholde dem.

Annonce

En transformation

Siden Michael Koeds debut som julemand, har han taget rollen til sig og kalder sig Julemanden fra Esbjerg. Han har tidligere været viceoldermand (næstformand) for Danske Julemands Laug, hvor han sidste år blev kåret som ”Årets julemand”.

Gjesing Centret findes ikke længere, men hedder i dag Esbjerg Storcenter, hvor Julemanden fra Esbjerg kommer hvert år til jul. For lang tid siden lod han sit eget julemandsskæg gro ud. Det trækker børnene tit i, og det må de gerne. Det er en slags kvalitetsstempel. Så udbryder de som regel: ”Mor, se det er den rigtige julemand.”

Julemanden fra Esbjerg får syet et nyt kostume med et par års mellemrum. Det plejer at være i velour, men i år har han fået syet et nyt i uld.

- Den er sindssygt flot. Det er lige ved, at jeg selv falder i svime over den. Det er den flotteste, jeg nogensinde har haft, fortæller julemanden, som glæder sig til at træde i karakter.

Der sker nemlig et eller andet, så snart Michael Koed trækker i dragten. Det er måske ikke Clark Kent, der bliver til Superman, men det er tæt på.

- Det er skægt, for i hverdagen er jeg ligeglad med, om min trøje er lyserød eller grøn, og så længe mine joggingbukser er rene, er det fint. Men julemandsdragten har jeg helt styr på. Det er en slags transformering. Jeg er nok lidt halvtosset, men når jeg tager kostumet på, er jeg ikke Michael mere. Så er jeg julemanden, forklarer han.

Annonce

Alle kan tale med julemanden

Det vil sige, at så har han kun fokus på børnene og på at give dem en fed oplevelse. Noget af det, som han har stor succes med, er, når børnene skal af med deres sutter. Så afleverer de dem til julemanden. Det plejer han blandt andet at gøre i Esbjerg Storcenter, og det kan sagtens tage tre timer.

- Det bliver aldrig kedeligt, for hvert barn har sin egen forudsætning. Derfor tager det den tid, det tager. Jeg er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om der står to eller 50 børn i kø. Alle skal have den samme oplevelse. Og folk står troligt i kø og bliver glade, fortæller Michael Koed og tilføjer:

- Så bliver man jo glad. For så er det jo ikke helt tosset, det, jeg går og laver.

Når ikke det er december, optræder Michael Koed sommetider som tryllekunstner og laver ballondyr. Derudover arbejder han på at skrive en bog om julemanden. Han er i gang med at samle materiale til at komme i gang. Grunden til, at historien om julemanden fascinerer Michael Koed, er, at julemanden kan noget, som ikke ret mange kan i dag.

- Han kan snakke med alle. Det er dét, der gør det så specielt. Og alle vil snakke med ham. Det er uanset alder, religion og hudfarve, fortæller Michael Koed, som også har været i Hongkong for nogle år tilbage, hvor julemanden var vildt populær, og i Japan som officiel repræsentant for Danmark.

Det bliver der ikke noget af i år, men Julemanden fra Esbjerg er positivt indstillet. Lige nu glæder han sig til jul i Esbjerg Storcenter 22. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Nu kan du få dit kørekort på mobilen

Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Annonce