Kolding: Nu kan vi snart tænde kalenderlyset for første gang, og så er der også tradition for at få tændt det store juletræ på Akseltorv.
Igen i år meldte julemanden sin ankomst i Kolding på spektakulær vis, da han sejlede ind i Kolding Havn på slæbebåden Caspar, hvor mange stod klar til at tage imod den fine gæst. Fra havnen kørte han med juletoget Lotte-Rie til rådhuset, hvor han sammen med borgmester Jørn Pedersen fik tændt byens store juletræ.
Selv om han er en travl mand, er det lykkedes for avisen at få et interview med julemanden, inden han kunne haste hen til Julemandens Hus i Helligkorsgade, hvor man kan møde han i løbet af december.
Hvordan føles det at se børnene tage imod dig på Kolding Havn?
- Det er noget af det smukkeste, man kan opleve. Det er lyst, når vi kommer sejlene ude i lillebælt, men når vi nærmer os land, begynder det at blive mørkt, og når vi kommer helt ind i inderhavnen, er det mest børnenes øjne, der stråler op og lyser, og det er helt fantastisk. Det findes næsten ikke smukkere.
Hvordan er stemningen ved Akseltorv?
- Man kan mærke, at julen ikke længere bare er noget, vi snakker om. Nu er den her. Så kan man give los med julehygge og julepynt, og man kan begynde at glæde sig til, at det bliver den første december, hvor julekalenderne skal åbnes og alt det, der hører med i december måned.
Hvem gemmer sig bag skægget?
I år var anden gang, at han havde spillede hovedrollen til julemandens ankomst i Kolding.
David kommer oprindeligt fra Kolding, og bor stadig i byen med sin kone Mette og deres to børn. Sammen med Mette har han kørt virksomheden Julemandens Værksted i 10 år.
Til dagligt er han direktør i reklamefirmaet Lautrup Reklame.
City Kolding har ansat fire julemænd, der på skift skal sidde i julemandens hus på Helligkorsgade i december.
Barn nummer 1000
Hvad er det bedste ved at være julemand i Kolding?
- Det er al den hjertevarme, man møder, når man snakker med de små børn. Du møder ikke nogen, der er sure. Alle er glade, og det er hele vejen igennem ren positiv energi, du møder.
- Det er helt fantastisk, og det er også det, der gør, at man kan køre i døgndrift i så mange dage, som man nu gør som julemand i december. Selvom det måske er barn nummer 1000, jeg møder, så er det måske første gang, at barnet møder julemanden i denne sæson måske. Derfor er det vigtigt, at det skal være lige nyt hver gang. Det må ikke blive rutine, og det gør det heller ikke.
Hvordan reagerer børn, når de møder julemanden?
- De fleste er glade, og de fleste vil rigtig gerne snakke, og så er der dem, der bare nøjes med at vinke, fordi de synes, det er en stor mand med stort skæg. Men som regel ender det med, at alle får lov til at tage deres egen pebernød, fordi det tør de godt, når de er færdige med at snakke.
- Det er super hyggeligt og super spændende at høre, hvordan børnene har det, og om de har haft det godt, siden sidste gang vi mødtes.
Hvad er det sjoveste eller bedste julegaveønske, du har hørt?
- Puha! Jeg har hørt mange. Jeg synes, det bedste er, når børnene ønsker sig noget anderledes, og noget som måske handler mere om nærvær og hygge, istedet for hvor stor gaven er.
Julemandens bedste råd
Hvad er dit bedste råd til folk, hvis de skal finde julehyggen frem?
- Begrænsningens kunst er den sværeste. Når man har den her lange huskeseddel med alt det, man skal nå i december, så skal man måske strege nogle af tingene ud og i stedet skrive "hygge" på. Så kan man nå at nyde de andre ting, der står på listen, i stedet for at piske rundt fra sted til sted i 23 dage, og til sidst sidder man den 24. december og har helt glemt at nyde alt det, man lavede i december.
Julemanden vil sidde i sit hus i Helligkorsgade fra fredag d. 29. november og bliver der frem til den 23. december.
Hver dag vil han holde sin dør åben i butikkernes åbningstid, hvor børn kan komme forbi og hilse på julemanden og fortælle sine juleønsker. I weekender kan man besøge julemor i køkkenet, hvor der bliver solgt æbleskiver og gløgg.