Annonce
Livsstil

Julie Hastrup: Overgangsalderen er meget værre, end jeg havde regnet med

Julie Hastrup er 51 år og midt i et liv i opbrud. Teenagebørnene er snart på vej hjemmefra, forældrene bliver ældre, ægteskabet har været gennem en krise og selv er hun i overgangsalderen. Fullblown overgangsalder, kalder hun det. Men livet efter de 50 år er også godt, for der er en stor styrke i at kende sig selv og stå ved, hvem man er, mener hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Krimiforfatter Julie Hastrup er midt i livet. En tid, hvor erfaring og mod gør, at hun frygtløst kaster sig over nye projekter. Hvor hun har fundet hjem i sig selv. Og en tid, hvor forandringer hober sig op, og overgangsalderen brager af sted med søvnløse nætter og sårbarhed.

- Der sker en falmen, siger Julie Hastrup.

Hun trækker let fingerspidserne hen over håndryggen og op ad underarmen som for at illustrere, hvordan hun nærmest visner udefra og ind. Så slår hun en stor latter op.

- Det er meget værre at være i overgangsalderen, end jeg havde regnet med. Der er en stor sårbarhed, smerter i kroppen, elendig nattesøvn, sved og grå hår både det ene og det andet sted, siger hun, og de gestikulerende hænder ender med at pege på venstre øjenbryn.

Kigger man grundigt og undersøgende efter, kan man se, at hun har ret. Der er et enkelt gråt hår midt i de mørke bryn, der indrammer ansigtet.

Ubetydeligt som det er, er det alligevel blevet et konkret tegn på, at livet er under forandring. At kæbelinjen er blevet blødere, at teenagebørnene løsriver sig og langsomt er på vej væk, at forældrenes alder minder hende om, at livet er forgængeligt, og at ægteskabet har fået sit første store knæk efter en alvorlig krise.

Krimiforfatteren Julie Hastrup lever midt i en følelse af opbrud, men når fundamentet under hende vakler, tyr hun til tasterne.

- Det er, som om det hele er lidt i skred, og det er rigtig svært. Det eneste, der trøster mig i det, er, at jeg kan skrive om det. Det er en ventil at kunne bearbejde det hele igennem mit forfatterskab, siger hun.

Annonce

Julie Hastrup

51 år.

Krimiforfatter til serien om Rebekka Holm. Debuterede som forfatter i 2009 og skriver lige nu på den ottende bog i serien. Den udkommer til foråret 2020.

Uddannet journalist og har blandt andet arbejdet på DR og TV2 Lorry.

Er aktuel som vært på Kanal 5's tv-program ”Mord i familien”. I seks programmer går hun bag om danske familiedrab, begået inden for den seneste 20 år. Julie Hastrup interviewer de pårørende og skriver samtidig den virkelige historie om drabet set fra offerets side.

Gift med Morten, sammen har de børnene William, 18 år, og Emma, 15 år.

Modne kvinder på skærmen

Julie Hastrup står i døråbningen, da vi kommer op ad trappeopgangen. Smilende og som altid klædt i sort. Entréen er trang, men der er højt til loftet i københavnerlejligheden, hvor hun har boet i mere end 25 år.

I løbet af de to årtier er der kommet mand og deres to børn til, og Julie Hastrup har skiftet journalistjobbet ud med en tilværelse som selvstændig forfatter med kontor i stueetagen. Det er her, hun i selskab af labradoren Bella skriver sine Rebekka Holm-krimier. Der er dog næsten et halvt år til, den næste roman er klar til trykken. Til gengæld er Julie Hastrup som 51-årig debuteret som tv-vært på Kanal 5's ”Mord i familien” for et par uger siden.

- Tidligere så man ikke mange kvinder over 50 - ikke engang over 40 år - på skærmen. Men det har heldigvis ændret sig. Hvor mændene altid har kunnet sidde foran kameraet og været gråhårede, distingverede og autoritære, er det noget nyt, at modne kvinder også må være med. Det er klædeligt, synes jeg, og det er skønt, at der er kvinder før mig, der har banet vejen, siger Julie Hastrup.

Alderen har givet mere mod, føler hun. Og en styrke til at stå ved sig selv og at holde fast i sin inderste kerne. Alligevel har en ellers ukendt forfængelighed meldt sin ankomst med ærgrelsen over de grå hår, den mindre stramme kæbe og de andre spor, overgangsalderens søvnløse nætter sætter i ansigtet.

- Jeg er normalt aldrig forfængelig, men jeg må indrømme, at den dukkede op, da jeg skulle på skærmen. For der er ikke nogen makeup eller hjælp at få. Helt forfængeligt tænkte jeg, goddammit, man ser sgu mere træt ud her plus 50. Man kan ikke længere skjule det, medmindre man tyr til drastiske midler, og sådan noget ville jeg aldrig gøre. Jeg kan lide, at man kan se, at mennesker har levet - grinet og grædt. Og så satser jeg altid på, at fotografen er god til at sætte lidt blødt lys, siger hun og griner igen.

- Er det ikke godt, at seerne har noget at spejle sig i?

- Jo, det er så vigtigt at kunne spejle sig i andre, og når det gælder både tv og bøger er det en kæmpe fordel af have erfaring med livet. Men når jeg synes, at det er svært at være midt i livet, handler det ikke om karrieren, og det er heller ikke så meget udseendet. Det sværeste ved at være midt i livet er de fysiske udfordringer. Jeg sover helt vildt grotesk dårligt om natten, ikke hver nat, men ofte. Jeg sveder - det gør jeg også nu, mens vi sidder her - og min krop gør mere ondt. Den er meget mere sensibel, siger Julie Hastrup.

Overgangen

Hun har aldrig tænkt på overgangsalderen som andet end det tidspunkt, hvor kvinder holder op med at menstruere. Hun har aldrig frygtet den og havde derfor heller ikke forstillet sig, hvor indgribende den har været. Og er.

- Jeg gik sådan rigtigt i overgangsalderen som 49-årig. Og det var lige et par år tidligere, end hvad jeg havde regnet med. Og så er det bare kommet mega bag på mig, hvor heftigt det er. Jeg kan desværre ikke engang tale i datid, for det er det stadigvæk. Det er nærmest det med søvnen, der er værst. Man sover lige så lidt, som da man havde små børn, men de 20 år, der er gået, gør bare en forskel. Og det gør én sårbar. Jeg har meget nemmere til tårer. Jeg har altid været følsom, ligesom de fleste forfattere, og jeg har altid set min følsomhed som en gave. Man kan ikke være en god forfatter uden at kunne have nærkontakt med sit inderste. Men nu er jeg hudløst åben, og det er bare ikke fedt, at teflondragten er revet helt af, siger Julie Hastrup.

Heldigvis, tænker hun, er der mere fokus på, hvad overgangsalderen er. Ligesom de modne kvinder er blevet mere synlige i medierne, er overgangsalderen også blevet et emne, man - for det meste - kan tale om. Der bliver udgivet bøger af kvindelige forbilleder og forskere, der fortæller om både de personlige oplevelser med svedeture, søvnløse nætter, seksualitet og de medicinske forklaringer bag.

- Er det en bevidsthed og oplysning, der er kommet med din generation og dem, der lige er 10 år ældre?

- Ja, det er i hvert fald på vej, men det er ikke længe siden, at jeg var i en forsamling, hvor jeg kunne mærke, at overgangsalderen var uh. Noget, der var ubehageligt at snakke om. For det er ikke alle kvinder, der vil have, at mændene skal vide, at der er grå hår og alt det. Men jeg synes, at det er dejligt, at man kan snakke om det, og der er fokus på det, siger hun.

Overgangsalderen er dog ikke kun hårene, der falmer, og fødderne og hofterne, der gør ondt. Den fysiske sårbarhed er en ting. Men den er også et bevis på, at man er nået midt i livet.

Krimiforfatter Julie Hastrup er i gang med ottende bog i serien om Rebekka Holm. Samtidig er hun vært for tv-programmet "Mord i familien", som sendes på Kanal 5. I programmet interviewer hun pårørende til danske drabsofre og fortæller historien rundt om mordet fra ofrets synsvinkel. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Forgængeligt liv

- Da jeg opdagede det grå hår i øjenbrynet, tænkte jeg øv. Men det mest sorgfulde ved at være midt i livet er, at det minder mig om, at livet er forgængeligt. Jeg havde modermærkekræft for nogle år siden, som heldigvis blev opdaget tidligt, men det sætter tanker i gang. Når jeg ser på mine forældre, er de 74 og 76 år og stadig erhvervsaktive og raske, men efter de 70 kan man sgu mærke, at der sker noget alligevel. Ikke at det lakker mod enden, men det er en bevidsthed om livets forgængelighed, som er mere tydelig nu, siger hun.

Samtidig er børnene blevet teenagere, går til fester eller rejser med studiekammeraterne til Paris. Om få år flytter de hjemmefra. Og det skal jo ske. Men ikke for hurtigt, hvis Julie Hastrup skal bestemme det.

- Det har været nogle svære år. Min mand og jeg havde vores første store krise, og sidste år var vi lige ved at blive skilt, men vi er ved at lande igen. Og børnene er teenagere med alt, hvad det medfører, og mine forældre bliver ældre. Og samtidig er jeg i fullblown overgangsalder. Det hele er lidt shaky, siger hun og fortsætter:

- Jeg er blevet ekstremt bevidst om, at ting ikke varer ved, og hvor kort tid jeg har mine børn. Jeg prøver at nyde dem, mens de er her, og ikke hade på teenagetiden, som folk kan gøre. Mine teenagere er ikke frygtelige overhovedet. De er gode og fornuftige, søde og kærlige, men der kan være meningsudvekslinger. Derfor er jeg meget bevidst om at være i nuet og nyde dem, også når det er hårdt, for det varer så kort.

- Hvad gør du, når du står midt i alle de opbrud og overgange?

- Sveder, svarer hun hurtigt.

- Men hvordan finder du ro?

- Det gør jeg ved at skrive. Det er simpelthen sådan en lise for mig. Selv om jeg skriver fiktion og om figurer, der ikke nødvendigvis minder om mig, kan jeg alligevel integrere de følelser af sorg, tristesse og mindreværd, som jeg bearbejder. Så jeg kan aktivt bruge det. Det er det, der giver mig ro. Og så prøver jeg hver evig eneste dag på at være bevidst om at være i nuet. For jeg synes, at jeg er et godt sted. Jeg er en langt bedre forfatter, end jeg var i begyndelsen. Det ligger også i modenheden, at man har fået en lang erfaring med sit arbejde og med livet. Menneskeligt set er jeg også bedre og har mere at byde på. Og selv om fundamentet er lidt rystet under mig, kan jeg mærke, at jeg har en følelse af at være hjemme i mig selv. En følelse, jeg ikke havde, da jeg var 25 eller 30 år. Og det er rigtig rart. Når man går ud af kriser, får man styrket sin livsmuskel: At man ved, at slemme ting kan ske, men der er også i morgen. Så jo, jeg er et dejligt sted. Og jeg har rigtig mange år endnu at boltre mig på, siger Julie Hastrup.

Julie Hastrup syntes, det var svært at fylde 50. Hun kalder det et bombastisk tal, men mener, at der er mange gode ting ved at blive moden. Livserfaring, mod og en styrke i sig selv for at nævne nogle stykker. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Krimiforfatter Julie Hastrup er debuteret som tv-vært. Hun glæder sig over, at flere kvinder over 50 år er at se på tv-skærmene. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Det er meget værre at være i overgangsalderen, end jeg havde regnet med. Der er en stor sårbarhed, smerter i kroppen, elendig nattesøvn, sved og grå hår både det ene og det andet sted, siger krimiforfatter Julie Hastrup. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Jeg prøver hver evig eneste dag på at være bevidst om at være i nuet. For jeg synes, at jeg er et godt sted, siger Julie Hastrup, der netop er debuteret som tv-vært på programmet "Mord i familien" på Kanal 5. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Julie Hastrup. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce