Annonce
Sport

Juraprofessor: Tiltale af ishockeyspiller er usædvanlig

Arkivfoto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er sjældent, at voldshandlinger i forbindelse med sport bliver til strafferetlige sager, siger professor.

Skubber man hårdt til et andet menneske på gaden eller hamrer en albue i vedkommendes ansigt, er der formentlig tale om en klokkeklar voldshandling, som kan straffes af domstolene.

Men foregår det samme på en fodboldbane eller i en ishockeyhal, er der en anden grænse, og strafferetlige sager er sjældne.

Det påpeger Lasse Lund Madsen, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og forsker i idrætsjura, efter at ishockeyspilleren Kristian Jensen torsdag blev tiltalt for vold under en kamp af anklagemyndigheden.

- Det er usædvanligt, da man fornuftigvis har en meget konservativ fortolkning af det her, fordi man i meget vid udstrækning lader sporten håndtere det selv.

- Der er også det lavpraktiske element, at hvis man først åbner op for det, kan man have 117 voldssager hver weekend eller 10-20 voldssager ved hver eneste fodbold- eller ishockeykamp. Der skal derfor noget mere til end normalt, siger professoren.

Under en kamp i Metal Ligaen i september blev Frederikshavn White Hawks' Kristian Jensen først væltet omkuld af Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen.

Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld.

Da Rasmussen lå på isen uden hjelm, slog Jensen ham i hovedet én gang, før han blev bremset af dommere og spillere.

Kristian Jensen blev af disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union idømt en karantæne frem til 1. december, men sagen føres nu videre uden for isen.

- I Sverige var der sidste år en dom, hvor en ishockeyspiller relativt uprovokeret angreb en modspiller i nakkeregionen, mens han løb og ikke var opmærksom på det. Han lå vist også bevidstløs og kom på hospitalet.

- Den endte i den svenske Højesteret, hvor de sagde, at det var så groft, at det resulterede i en fængselsstraf, siger Lasse Lund Madsen.

Han nævner til gengæld fodboldkampen mellem Danmark og Sverige i 2007 som et eksempel på det modsatte. Her slog Christian Poulsen svenske Markus Rosenberg i maven langt væk fra bolden. Danskeren blev politianmeldt, men slap for tiltale.

- Han gav ham en mavepuster, og det havde ikke noget at gøre med spilafviklingen og var en klokkeklar voldshandling.

- Alligevel valgte Københavns Politi ikke at rejse tiltale, fordi de sagde, at der gælder andre fortolkninger af voldsbestemmelsen i forbindelse med sportsudøvelsen.

- Underligt nok rejste anklagemyndigheden pludselig tiltale i en næsten identisk sag mellem amatørspillere for et par år siden. Østre Landsret frifandt imidlertid, og det var netop med henvisning til, at der gælder en anden grænse i sport, når en spiller forløber sig i kampens hede, siger juraprofessoren.

Men der er selvfølgelig en grænse, understreger juraprofessoren.

- På et eller andet tidspunkt bliver voldshandlingen så grov og har så lidt med spillet at gøre, at man siger, at grænsen er overskredet. Og så bliver det trukket fra sportens verden over i den strafferetlige verden, siger Lasse Lund Madsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce