Annonce
Debat

JV mener: Biden vil også stille krav til Danmark

Dagens leder er skrevet af redaktør Peter Gram.
Annonce

Formentlig bliver der ikke fældet mange tårer i Europa over Donald Trumps farvel til Det Hvide Hus. Det gælder også i Danmark, hvor regeringen og andre politikere givetvis glæder sig til, at vores vigtigste partners kurs bliver mere forudsigelig – om end så også uden underholdende forslag om at købe Grønland.

Og naturligvis er Joe Biden ingen elefant i den politiske porcelænsbutik. Men vi skal ikke tro, vi blot kan læne os tilbage og forvente, alt bliver som før.

Trump havde nemlig ret på nogle punkter. Blandt dem var hans krav om, at Europa skal være i stand til at forsvare sig selv. Biden vil givetvis kræve det samme.

For naturligvis er det ikke rimeligt, at USA så at sige udsteder en forsikringspolice for vores sikkerhed og frihed, mens vi ikke betaler præmien.


Naturligvis er det ikke rimeligt, at USA så at sige udsteder en forsikringspolice for vores sikkerhed og frihed, mens vi ikke betaler præmien.


I Nato er der en fælles ambition om, at medlemmerne skal bidrage med to procent af deres respektive bruttonationalprodukter til de nationale forsvarsbudgetter. Danmark ligger for øjeblikket på den gode side af 1,3 procent. Foreløbig er planen blot at nå op på 1,5 procent i 2023. Det vil heller ikke Bidens administration klappe begejstret i hænderne over.

Ønsket om at spendere to procent på krudt og kugler er faktisk ikke overvældende. Før 1990 brugte de fleste Nato-lande en større andel. Så brød Sovjet sammen, og østblokken gik i opløsning. I euforien efter den kolde krigs afslutning var truslerne svære at få øje på, og forsvarsudgifterne blev reduceret.

Dengang var det en god og rigtig beslutning. Overflødig oprustning giver ingen mening.

Men ligesom vi dengang skar ned, må vi nu gå den modsatte vej. Igen har vi en potentielt farlig nabo mod øst. Vi behøver blot at kigge mod Ukraine eller for den sags skyld den mystiske overdødelighed blandt den siddende, russiske præsidents modstandere for at begribe, hvad vi er oppe imod. Forgiftningen af regeringskritikeren Aleksej Navalnyj er et andet eksempel.

Så mens vi byder Biden velkommen, kan vi også ligeså godt forberede os på fortsat pres fra USA.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce