JV mener: Det haster med nye regler for tvangshandler

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.