Annonce
Podcast

JV Podcast: Er der en morder på fri fod i landsdelen?

Logo: Lean Poulsen Frosch
Der er sået alvorlig tvivl om, hvorvidt den udviklingshæmmede og for længst afdøde Erik Solbakke rent faktisk begik mordet på 15-årige Anette Møller Thomsen i 1980. Hvis han er uskyldig dømt, hvem er så morderen? JV Podcast gør dig klogere på Fanø-drabet, regeringens massive hjælpepakke til luftfarten og på den elfærge, som tilhængere af Als-Fyn broen nu ønsker sig.

Podcast: Justitsmord og en morder på fri fod. En gammel mordsag risikerer at ende som en skandale, idet flere ting ifølge eksperter peger på, at den udviklingshæmmede Erik Solbakke blev uskyldig dømt for mordet på 15-årige Anette Møller Thomsen, da hun en forårsdag i 1980 solede sig i klitterne på Fanø.

TV2-udsendelsen "Tilståelsen" har fået søsteren til Erik Solbakke til at kræve Fanø-sagen og sagen om branden på Hotel Hafina i København i 1973 genåbnet. Også Anette Møller Thomsens familie har gennem alle årene betvivlet dommen over Solbakke, og de frygter, at en morder er løs.


Men justitsminister Nick Hækkerup (S) tøver med at kræve sagen genåbnet. I ugens JV Podcast gør journalist Amalie Tarp Borup dig klogere på, hvad der er op og ned.

Solbakke-sagen er blot en af flere gamle sager, der er under aktuel kritik. Også mordet på Sveriges tidligere statsminister Olof Palme og branden på passagerfærgen Scandinavian Star er i vælten. Nyhedsredaktør Kim Dahl Nielsen giver i ugens podcast sit bud på, om vi overhovedet kan stole på retsvæsnet.

Millioner til luftfarten

Torsdag blev regeringen enige om en håndsrækning til luftfarten for en kvart milliard kroner. Indenrigsruterne skal sikres, og der skal udenrigsruter til Vestdanmark, er nogle af målene.



Men branchen er presset i knæ, så er det nok?, spørger ugens vært, journalist Rikke Baltzer. Eksempelvis har Billund Lufthavn fyret personale i massevis, så vil pengene række til genansættelser? Og åbner verden tilstrækkeligt til, at branchen kan klare sig selv inden for nær fremtid?

Færge før Als-Fyn bro?

Tilhængerne af en Als-Fyn bro er kommet med en melding, der kan virke bemærkelsesværdig: En hurtig elfærge skal komme før en fast forbindelse hen over Det Sydfynske Øhav.

Betyder det, at drømmen om en bro er skrinlagt? Nej, tværtimod. En ny færge skal nemlig bane vejen for en bro, lyder det fra bro-tilhængerne.

Danmarks værste seriemorder eller ej?

  • Erik Solbakke er dømt for at have slået 38 mennesker ihjel. Dermed er han den dansker med flest drab på samvittigheden.
  • Han blev fanget og anholdt i 1985 efter en pyromanbrand i Hillerød.
  • For sine forbrydelser blev han idømt forvaring på ubestemt tid og anbragt på en sikret og lukket afdeling.
  • Han døde af akut leversvigt som 49-årig i 1997.
  • Hvis Den Særlige Klageret beslutter, at de to straffesager skal genoptages, skal dommene mod Erik Solbakke ophæves, da han er død, hvorfor der ikke kan foretages nye hovedforhandlinger.

  • Hvis dommene ophæves, skal det efterfølgende vurderes, om der er grundlag for at genoptage efterforskningen, da der i så fald vil være tale om uopklarede forbrydelser.

Nu er spørgsmålet, om forslaget er et klogt træk. For en elfærge er markant billigere end en bro, har en langt højere intern rente og sparer trods alt de rejsende for et kvarters rejsetid.

Derudover undgår man med en elfærge at forstyrre naturen, dyrene og miljøet i havet og på land.

Kim Dahl Nielsen svarer i ugens JV Podcast på, om bro-tilhængerne har skudt sig selv i foden, eller modsat har begået en genistreg.

Magtfuld mand til Danfoss

Når man taler om Danfoss og Als-Fyn broen kan man i disse dage ikke undgå også at tale om Martin Rossen: Mette Frederiksens (S) magtfulde højre hånd, der har sagt op for i stedet at skulle arbejde for Danfoss.

Til Ekstra Bladet har bestyrelsesformand i Danfoss, Jørgen Mads Clausen, sagt, at Rossen måske også skal arbejde for en Als-Fyn bro. Hvad betyder det for projektet, hvis en så stærk strateg går ind i kampen for en bro? Og er der hold i rygterne om, at Rossen i kraft af sin position i Socialdemokratiet har lobbyet for projektet?

Du får alle svarene i ugens JV Podcast, der som altid kan findes på jv.dk samt i app'en Nyhedskiosken, hvor du kan lytte med, præcis når det passer dig. Podcasten guider dig hver uge igennem de største og væsentligste historier fra Syd- og Sønderjylland, og den bærer undertitlen "Med Borup og Baltzer", da det er de to JydskeVestkysten-journalister Amalie Tarp Borup og Rikke Baltzer Knudsen, der på skift er værter på programmet.

Forsiden netop nu
Danmark

Provinsens kræftramte børn kan blive tvunget til København: Politikere og overlæge er rystede