Annonce
Podcast

JV Podcast: Hærvejsmotorvejens naboer må leve videre i uvished

Torben Adolph fra Vorbasse bor tæt på en af de mulige linjeføringer for Hærvejsmotorvejen. Selvom Vejdirektoratet nu er kommet med en konkret anbefaling, skal han ikke regne med en snarlig afklaring på, om han får en motorvej i baghaven, siger chefredaktør Mads Sandemann. Arkivfoto: Martin Ravn
Selvom Vejdirektoratet er kommet med en konkret anbefaling til, hvor Hærvejsmotorvejen skal gå, skal naboerne langs de mulige linjeføringer ikke sætte næsen op efter en hurtig afklaring, vurderer chefredaktør Mads Sandemann i ugens JV Podcast. Det skal også handle om ministerrokade samt en ny og uprøvet socialdemokratisk leder.

JV Podcast: Så gik den ikke længere for fødevareminister Mogens Jensen (S). Onsdag tog han konsekvensen af de seneste ugers voldsomme turbulens på mink-fronten og overlod ministeriet til Rasmus Prehn (S).

Hans opgave bliver nu at fortsætte de svære forhandlinger om kompensation til den forliste minkbranche. Mens vi venter på en aftale, er der brudt en betændt debat ud mellem byrødder i Esbjerg Kommune. Socialdemokraten Nini Oken har på Facebook erklæret sig enig med et indlæg, der kalder minkavlere dyrplagere og beskylder dem for at malke systemet.

I ugen JV Podcast diskuterer ugens gæster, chefredaktør Mads Sandemann og journalist Rasmus Just, de forskellige meninger, der pibler frem om minkbranchen. Ugens vært, Rikke Baltzer, fortæller om den opsigtsvækkende demonstration i Agerskov, hvor traktorer i hundredvis stimlede sammen i sympati for minkavlerne og i protest mod regeringen. Nyheden om Mogens Jensens exit landede midt i begivenheden, og det tændte op under forsamlingen.

Rasmus Just og Mads Sandemann giver også deres bud på, hvorfor det blev en nordjyde og ikke en syd- eller sønderjyde, der fik tildelt Rasmus Prehns tomme taburet i ministeriet for udviklingssamarbejde.

Det skal også handle om Hærvejsmotorvejen, for nu har Vejdirektoratet givet sit svar på det måske mest centrale spørgsmål: Skal motorvejen gå øst eller vest om Billund? Næste spørgsmål er, hvordan anbefalingen stiller borgerne langs linjeføringen. Mads Sandemann spår dem dystre udsigter: Trods Vejdirektoratets anbefaling skal de ikke regne med snarlig afklaring, mener han.

Logo: Anders Hjelmer

Til sidst præsenterer ugens JV Podcast socialdemokratiets nye spidskandidat til regionsrådet. Efter en overraskende afstemning vandt den uprøvede Mette With Hagensen, men kan hun slå Stephanie Lose (V) af pinden? Lyt med og bliv klogere.

Du finder podcasten på jv.dk samt i app'en Nyhedskiosken. Her kan du lytte med, præcis når det passer dig. Podcasten guider dig hver uge igennem de største og væsentligste historier fra Syd- og Sønderjylland, og den bærer undertitlen "Med Borup og Baltzer", da de to JydskeVestkysten-journalister Amalie Tarp Borup og Rikke Baltzer Knudsen på skift er værter på programmet.

Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?